De sidste dages hellige


Det er i grunden ligegyldigt – eller på nydansk: Det’ lig’ meget. Altså de seneste dages massive skriverier om at det nu er tyskerne, der sidder på den europæiske topfodbolds trone, blot fordi Tyskland slog Spanien samlet med 11-3 i årets Champions League, og vi dermed har en tysk-tysk finale på Wembley.

Så efter at vi nu i årevis har levet med danske mediers ukritiske hyldest af de spanske storklubber, skal de samme danske mediers fetich for engelsk og spansk fodbold op til revision.

For de af os, der har et mere indgående kendskab til tysk fodbold, er det en gåde, at Bundesligaen ikke har fyldt mere i de danske medier gennem de seneste år, end det har været tilfældet; at de direkte transmissioner fra Bundesligaen kun forefindes på den eksotiske Eurosport 2, mens samtlige SBS- og Viasat-kanaler er sovset ind i selv de mest ligegyldige opgør fra Premier League og La Liga.

Så meget desto større er morskaben nu, hvor alle sportskommentatorer er ved at falde over deres ben, for at kalde tysk fodbold for ”det nye sort”.

Indrøm det nu bare: I har sovet i timen.

Fra 2000-2013 – Den tyske metode

Det begyndte – som så meget andet i tysk historie – med et sviende nederlag. Efter EM 1996 - Tysklands seneste titel med landsholdet - fulgte et dårligt VM i 1998, hvor endestationen blev kvartfinalen med et 0-3-nederlag til Kroatien. Og de næste to EM-slutrunder var mildt sagt ikke mindeværdige for landsholdet: I 2000 bliver et bovlamt tysk mandskab ekspederet ud efter tre rædselsfulde kampe, en sidsteplads i gruppespillet og ét sølle point. Fire år senere den samme historie: kun to point i gruppen og raus! I 2002 når holdet ganske vist til VM-finalen, men det er ikke på godt spil, men derimod takket være en næsten uovervindelig Oliver Kahn i målet.

Bayern og Dortmund har fejret CL-triumfer i 2001 og 1997, men det er i det nye årtusindes tidlige år, at alle ansvarlige kan se, at der er noget fundamentalt galt med fodbolden i Tyskland. Der var opstået et akut Handlungsbedarf – der var brug for handling.

Løsningen er at satse endnu hårdere på ungdommen og talentudvikling, samtidig med at klubberne, hvoraf flere befinder sig i alvorlig økonomisk uføre, får besked på at rette økonomien op. Og som en konsekvens af dette bliver de fleste (Bayern undtaget) nødt til at se bort fra de helt store transfers – dvs. at de de facto opgiver kampen mod rigere klubber i England og Spanien.

De fodboldforstandige er udmærket klar over, at dette kommer til at koste på den korte bane, når de tyske mandskaber ikke kan forstærke sig i samme grad som konkurrenterne. Og det er da også sparsomt, hvad de tyske hold kan præstere internationalt i disse år, hvor især Premier League-klubberne og de to spanske giganter giver dem baghjul.

Men denne finansielle smalkost - som Mama Merkel ville nikke anerkendende til – har tilsyneladende været ventetiden værd.


For allerede ved VM i Tyskland i 2006 begyndte man at ane konturerne til, at der nok var noget positivt undervejs. For første gang i årevis spillede landsholdet så medrivende og fremadrettet, at selv udlændinge begyndte at sige noget pænt om dem - samtidig med at VM (naturligvis) var det bedst organiserede nogensinde og skabte en national eufori, der kunne bygges videre på.

Efter fiaskoerne i 2002 og 2004 blev der investeret millioner af Euro i talentudvikling, og der blev stillet krav til de professionelle klubber om at oprette eller forbedre træningscentrene for fremtidens spillere. Navne som Özil, Götze, Reus, Draxler og Müller synes at vise, at det har været investeringerne værd.

Stjerne-fetichisme

Tysk fodbold og dens udvikling siden 2006 har været negligeret til fordel for alle de ”kendte” navne fra England og Spanien. Mange af eksperterne har aldrig spillet i Tyskland, og der er ingen af de udsendte reportere der taler et ord tysk, så de kan sendes syd for grænsen for at lave reportager eller interview med tidens hotteste navne.

Jürgen Klopp skal ikke undskylde sit dårlige engelsk: I burde sende en journalist, der i det mindste er hjemme i de gængse tyske fodboldbrokker, så de vanlige post-match-almindeligheder kan trækkes ud af spillerne.

Viasat eller SBS ville for længst have gjort sig selv en tjeneste, hvis de havde været lidt vakse og sørget for at få nogle tv-rettigheder til at vise tysk fodbold over for Premier League hver weekend – og så var det næppe kommet som nogen videre overraskelse, at både Bayern og BVB spiller seervenligt power-fodbold (eller ICE-Fußball som JP’s fodboldkommentator Asger Hedegaard Boye har døbt det på Twitter), der har masser af seer- og tilskuertække.

Og en anden ting: Problemet med England og Spanien er, at man her hylder en kultur, der passer rigtig dårligt med finanskrise og ”almindelige mennesker”.

Her er fodboldstjernerne ophøjet (eller reduceret) til reality-stjerner, hvor det nærmest er mere væsentligt, hvad de foretager sig uden for banen end på den. Hvor man registrerer - men ikke stiller spørgsmålstegn ved - at det er excentriske rigmænd, oligarker og sheiker, der ejer klubberne og lader tilhængerne bløde ved kasse ét for at komme ind og se deres klub spille.


Den tyske (gen)opstandelse er baseret på ganske andre værdier – også hvad angår spilerne. De tjener naturligvis godt, om end gennemsnitslønnen er langt lavere end i England. Og Den Engelske Syge accepteres ikke, hvilket indebærer, at idioter som Balotelli, Bendtner (ingen sammenligning i øvrigt) og andre excentrikere ikke vil kunne finde en plads i en tysk klub. Såfremt det er dét, de unge vil ha’, må man tage til England og gå på natklub.

Flemming Povlsen, Ebbe Sand, Mark Strudal og alle de andre danskere med succes i Tyskland vil kunne bekræfte, at arbejdsomhed og energi vinder fansenes hjerter – og med dem kommer succesen. I øvrigt også fordi at rigtige fans - I ved, dem fra arbejderklassen, der ikke ejer et jakkesæt - har råd til at gå på stadion hver uge og se deres hold.

Den tyske metode har vist sig sundere end hurtige kapitalindsprøjtninger med fodboldens EPO: Penge fra oligarker og sheiker.

Uden at der af den grund går Enhedslisten i det, så er tysk fodbold baseret på nogle grundelementer - herunder at man tager hensyn til fansene, og at de fans, der skaber stemningen, skal have råd til at gå til fodbold. Derfor er prisen på et årskort til FC Bayern ca. det halve af, hvad det koster at se fodbold i ... Wigan.

At der på dansk TV findes et program, der hedder ”Verdens Bedste Fodbold”, er ikke opsigtvækkende i sig selv.

Men med alle engelske hold ude af CL inden kvartfinalerne og Bayerns 7-0-demontering af FC Barcelona så er et program med dén titel, der er fyldt med kampe fra Spanien og England, bare - lige nu - ufrivilligt komisk.


Klik her for at spille på Bundesligaen hos Unibet

Klik her for at spille på Champions League-finalen mellem Dortmund og Bayern hos Unibet