Den nye VW Bendtner: Turbo eller trafikuheld?


For et par måneder siden anbefalede vi Nicklas Bendtner at drage til Berlin. Det blev det så ikke til, men det blev Bundesligaen - og altså VfL Wolfsburg. Ikke et potentielt glamourliv i hovedstaden, men et mere tilbagetrukket af slagsen i den tyske provins. Det er i hvert fald, hvad man kan håbe på for hans karriere.

Vi har skrevet meget om Nicklas Bendtner, og det har sjældent været særlig pæne ord. Han er en god dreng, siger hans trænere, men han er også en dreng, der laver dumme ting, når han keder sig. Derfor gælder det om at holde ham beskæftiget, så han ikke kommer til at kede sig.

Mange har af denne grund peget på netop Bundesligaen som det sted, hvor han kunne kickstarte karrieren og komme tilbage til det, som det handler om, i stedet for at gå fra den ene skandale til den næste. Det er påfaldende, at det er i skadesperioder eller bænkepladsperioder, at Bendtner har følt sig nødsaget til at begå de dumheder, som dansk, tysk og engelsk presse efterfølgende har svælget i.

Når han skal koncentrere sig om fodbold – og i øvrigt befinder sig i trygge rammer – synes det at passe ham bedre.

Alt andet lige er den mulighed, han nu får i Wolfsburg, intet mindre end en gylden chance for at lægge skandalerne bag sig og få forløst potentialet som fodboldspiller.

Holdet

VfL Wolfsburg er et hold med landsholdsspillere på mange positioner: Diego Benaglio (Schweiz) i målet, Luiz Gustavo (Brasilien) på den defensive midtbane, Kevin de Bruyne (Belgien) på midtbanen og naturligvis Ivica Olic (Kroatien) i angrebet.

Ivan Perisic, Aaron Hunt og Naldo er andre profiler, og holdet tæller desuden stortalenter som tyskerne Robin Knoche, Maximillian Arnold og Timm Klose samt belgieren Junior Malanda, der allerede i sidste sæson viste, at han er en, man bør holde et vågent øje med de kommende år.

Så der er masser af kvalitet i Wolfsburg-truppen, der går efter at forbedre femtepladsen fra sidste sæson. Med Olic i sin karrieres efterår er det logisk, at pladsen som centerforward tilhører Bendtner, hvis han kan levere varen. Forudsætningerne er der i hvert fald, for såvel De Bruyne som Hunt er spillere, der kan fodre ham med de afgørende afleveringer.

Indkøbschefen

Klaus Allofs (billedet herunder) regnes som en af de dygtigste sportschefer i europæisk fodbold. Det var derfor, at Wolfsburg hentede ham i Werder Bremen, hvor han i årevis havde formået at hente kommende stjerne til spotpriser. Så derfor var logikken i Wolfsburg den følgende: Hvad kan han så ikke præstere med et langt større budget? Ikke mindst fordi man med Felix Magath, der ganske vist gav Wolfsburg sit hidtil eneste tyske mesterskab, havde en mand, der købte og solgte i hvert transfervindue som en marskandiser med ADHD.

Allofs, der også er vellidt i pressen, fordi han er klar i spyttet, har da heller ikke lagt skjul på, at man havde angribere på indkøbslisten, hvis navne stod over Bendtners.

”Han kommer på en fri transfer, og selvfølgelig er der nogle spørgsmålstegn forbundet med det. Det er jo logisk, for ellers ville han jo være på kontrakt et eller andet sted. Derfor er det en kalkuleret risiko, men vi ved hvad det er, vi går ind til. Hvis potentialet er større end risikoen, har vi ingen problemer med at tage en chance. For os giver det både sportsligt og finansielt mening, så dette er ikke noget hastværk. Det er ikke en nødløsning”, sagde Allofs på pressekonferencen, hvor Bendtner blev præsenteret med nummer tre på ryggen.

Kontrakten er ”performancebaseret” (hvad det så end skal sige), men stadig lukrativ. Sikkert fordi både Bendtner og Allofs ved, hvad bare én enkelt succesfuld sæson vil kunne gøre for danskeren.

Levér på banen, hold dig på måtten, og væn dig til, at tyske journalister er tættere på klubber og spillere, end det er tilfældet i England. Der er mere åbenhed, hvilket kan vendes til en fordel, hvis Bendtner skruer charmen (og støvlerne) rigtigt på.

Uanset hvad vil Bendtner få en fair chance for at vise, hvilket potentiale han indeholder. Det var tydeligt, da træner Dieter Hecking gik i rette med de skandalehistorier som tyske medier havde svælget i, lige siden det blev klart, at forhandlingerne mellem Bendtner og Wolfsburg var seriøse:

”Han er en farverig fugl, men en farverig fugl kan også være en god ting. Alle har fortjent en ny start. Lad ham nu vise, hvad han kan. Giv ham en chance".

Kørelæreren

Hecking (billedet herunder) brugte bevidst udtrykket ”farverig fugl” og ikke paradiesvogel, der på tysk er et udtryk for en person, som gør (uheldigt) opmærksom på sig selv gennem sine handlinger, opførsel eller livsstil, og som er det udtryk, tyske tabloidmedier har brugt, når de skulle fremhæve Lord Bendtners eskapader.

Dieter Hecking er en træner, der er ekstremt god til mandskabsbehandling og til - ligesom Klaus Allofs - at få det optimale ud af det, han får stillet til rådighed.

Bendtners kørerlærer i Wolfsburg er en træner, der har arbejdet sig op fra mindre klubber som SC Verl og VfB Lübeck til oprykning med Alemannia Aachen og den første store kontrakt med Hannover 96 i 2006, hvorefter han overtog 1. FC Nürnberg fra 2006-2012, indtil Wolfsburg hentede ham i 2013.

Hecking er en rolig, behersket og velovervejet nordtysker med sans for mandskabspleje, hvilket han har vist i alle de klubber, hvor han har været cheftræner. Alle steder skabte han meget for små midler, og en femteplads med Wolfsburg i sidste sæson var så afgjort godkendt.

VW-koncernen, der i sidste ende finansierer fodboldeventyret i Wolfsburg, ville have såvel kontinuitet som omhyggelig planlægning og ”organisk vækst”, hvilket de så afgjort har fået med Hecking/Allofs-konstellationen.

”Vi ville have en komplet angriber, der kan sætte sig i respekt overfor modstanderne. Det har vi fået”, sagde Hecking på pressekonferencen fredag og fortsatte:

”Alle kender fortiden og historierne, men det har ikke noget med os at gøre. Det her er en chance for at give Nicklas en sportslig chance for at vise, hvad han kan”.

Hecking er selv far til fem børn, så de pædagogiske evner, der har tjent ham godt i Aachen, Hannover og Nürnberg, kommer ikke ud af ingenting. Derfor kan han være den helt rigtige for Nicklas Bendtner. Han har sikkert med det samme set, at Nicklas er en dreng, der hele tiden skal aktiveres. Når han er aktiv på banen, er der i reglen ro på bagsmækken.

Hvilken vej?

Så det er med behersket optimisme, at vi nu stiller spørgsmålet: Bliver Bendtner bliver en succes i Wolfsburg?

For nu at bruge en Mick Øgendahl-vending: Det styrer du jo selv! Og det er lige præcis, hvad han gør. I folkevognsbyen er det Bendtner selv, der sætter sig bag rattet og bestemmer, hvilken vej hans karriere skal tage. Forudsætningerne er til stede, så længe han holder sig ædru og ikke bliver taget i pinlige razziaer på de tyske motorveje.

Han kan blive den, der udskifter sine engelske unoder og forvandler sig til en VW Phaeton - elitemodellen, der er VW-koncernens chef, Ferdinand Piëchs, hjertebarn, og som i teknisk snilde overgår alle de modeller, som Bendtner kender fra England.

Tyskere bygger bare bedre biler, end englændere gør, og skal det lykkes at forvandle Lord Bendtner til VW Bendtner, kræver det, at begge parter kan levere det, de skal.

VW Bendtner har præsteret bedst, når kørelærer Olsen har været i nærheden. Man kan kun håbe på, at han præsterer lige så godt under kørelærer Hecking.

Læs flere blogartikler af Per Marxen her!