Det hurtige fix i Hamborg


Ord som ”stabilitet” og ”kontinuitet” er tydeligvis fremmedord på ledelsesgangen i Hamburger SV.

”Klubben ødelægger sig selv,” sagde den daværende træner Bert van Marwijk efter 0-3-nederlaget til Hertha Berlin for 14 dage siden.

Efterfølgende blev HSV så rundbarberet af FC Bayern (0-5) i DFB-pokalens kvartfinale, og i denne weekend tabte man så 2-4 ude til Eintracht Braunschweig efter en forsvarsindsats, der bedst kan beskrives som dilettantisk.

Bert van Marwijk (billedet herunder) blev, naturligvis, fyret på hjemturen - efter blot fem måneder på posten. En mand, der førte det hollandske landshold til en VM-finale, var ikke god nok til bunden af Bundesligaen. Syv nederlag i træk, 16 point efter 21 kampe og indehaver af et ”forsvar”, der på nuværende tidspunkt har indkasseret 51 mål.


Man burde fyre spillerne - eller i hvert fald dem, som avisen Hamburger Morgenpost kalder Tysklands pinligste 11.

Det er tilsyneladende umuligt for nogen i HSV at gøre ”arbejdet færdigt”, og både klubboss Carl-Edgar Jarchow og sportsdirektør Oliver Kreuzer er under hårdt pres. Det blev tydeligt, da en gruppe fra klubbens Aufsichtsrat (bestyrelse) forsøgte at sætte både dem og van Marwijk fra bestillingen og hente det gamle klubikon Felix Magath ind som redningsmand.

I stedet blev Magath hentet til London, hvor han skal gennemføre sin chokterapi på Fulham-spillerne.

”Jeg ved ikke, om Magath kunne have reddet Titanic,” har den tidligere norske landsholdspiller Jan Åge Fjørtoft engang sagt, ”... men de overlevende ville have været i fantastisk fysisk form”.

Nu bliver det i stedet Mirko Slomka (tidligere Schalke 04 og Hannover 96), der skal prøve at hive HSV op af dyndet. Men om han vil lykkes med opgaven, er tvivlsomt, for det seneste tiårs historik afslører, at HSV slås med nogle fundamentale problemer, som et trænerskifte ikke er recepten på.

Netop det påpegede flere kendere, allerede inden sæsonen gik i gang. Advarselslamperne har blinket længe, men er øjensynligt blevet ignoreret, for den nordtyske dinosaur kan jo umuligt rykke ned…

HSV kan imidlertid heller ikke vinde pokaler længere. Seneste mesterskab? 1983. Seneste pokaltitel? 1987.

Hvad man til gengæld har til overmål, er visheden om, at Hamborg (billedet herunder) er Tysklands næststørste by og derfor naturligvis en magtfaktor i tysk fodbold.

De seneste års dyre fejlindkøb som Thiago Neves, David Rozehnal og Markus Berg trækker i den forkerte retning og vidner om en fejlslagen transferpolitik i årene efter 2009 - en transferpolitik som danske Frank Arnesen aldrig fik tid nok til at rette op på.

Når man derudover sælger spillere som Heung-Min Son til Leverkusen og ser en Per Ciljan Skjelbred blomstre op hos Hertha Berlin, bør man kunne stille alvorlige spørgsmålstegn ved de professionelle kompetencer, der ligger over trænerniveau.

Fra 2002–2009 var Dietmar Beiersdorfer sportsdirektør hos HSV. Han var manden, der blandt andet hentede Rafael van der Vaart, Nigel de Jong, Marcell Jansen og Ivica Olić til klubben; alle succeshistorier, hvoraf flere efterfølgende blev solgt med fortjeneste.

Men på grund af uenighed med den daværende formand, Bernd Hoffmann, sagde Beiersdorfer i juni 2009 sit job op og fik efterfølgende ansvaret hos Red Bull-klubberne i henholdsvis New York, Salzburg og Leipzig. Han er i dag sportsdirektør hos Zenit St. Petersborg, mens HSV er på sin tredje sportsdirektør siden Beiersdorfer.

Stabiliteten fra Beiersdorfer-æraen er med andre ord for længst passé, og det samme gælder i udtalt grad i forhold til trænerposten; sorterer man de forskellige midlertidige trænere fra, ser HSV’s trænerforbrug gennem den nyere historie således ud:
 

  • Frank Pagelsdorf     1997-2001    4 år og 2 måneder    
  • Kurt Jara                 2001-2003    2 år
  • Klaus Toppmöller     2003-2004    1 år    
  • Thomas Doll            2004-2007    2 år og 4 måneder
  • Huub Stevens          2007-2008    1 år og 4 måneder
  • Martin Jol                2008-2009    10 måneder    
  • Bruno Labbadia       2009-2010    10 måneder    
  • Armin Veh               2010-2011    8 måneder    
  • Michael Oenning      2011-2011    6 måneder    
  • Thorsten Fink           2011-2013    1 år og 11 måneder    
  • Bert van Marwijk      2013-2014    5 måneder    
     

Det er et risikabelt job at være fodboldtræner på topniveau, men når man ser velrenommerede navne som Jol, Veh og van Marwijk sidde under et år i chefstolen, må man undre sig over, hvilken trænertype en klub som HSV rent faktisk leder efter.

Milliardæren Klaus-Michael Kühne, hvis penge hjalp HSV med at hente ikonet Rafael van der Vaart tilbage til klubben, har udviklet sig til en af de vigtigste aktører i klubben. Han har placeret nogle trofaste folk i ledelsen - blandt andet marketingchefen Joachim Hilke - og hvis de skulle ryge i den næste udrensning, lukker Kühne for sin finansielle støtte til klubben. Og det har HSV ikke råd til.

Den inkarnerede HSV-fan Kühne havde helst set Felix Magath som både træner og sportsdirektør i klubben i den samme rolle, han havde hos Schalke og Wolfsburg; han ville ifølge Kühne være garant for HSV’s genrejsning som fodboldstormagt.

Skal man tro de tyske medier, skulle Kühne have lokket med en pengesæk på over 185 millioner kroner for at få sin vilje samt have været villig til at betale godtgørelser til van Marwijk og sportsdirektør Kreuzer - plus Magaths løn.


I første omgang lader det ikke til at blive tilfældet, hvilket blandt andet skyldes det faktum, at formand Jarchow er imod at afgive magt til ”mæcener” som Kühne. Sporene fra Hoffenheim - og ikke mindst de engelske rigmandsklubber - skræmmer mere end nedrykningsspøgelset.

I tysk fodbold må Aufsichtsrat således ikke blande sig i den operationelle ledelse af klubberne; det ansvar ligger ene og alene hos den sportslige ledelse - det vil i HSV's tilfælde sige hos Jarchow og Kreuzer.

Men bag magtkampene ligger den mærkelige logik, der findes i store byer, hvor den lokale fodboldstolthed ikke længere er en del af det bedste selskab: At ens selvopfattelse ikke stemmer overens med virkeligheden, og at man agerer ud fra en forestilling om, at hvis vi træffer den eller den beslutning, vil alting med et trylleslag blive vendt til det bedre.

Danskere vil utvivlsomt kunne trække en lige linje fra Hamborg til Århus.

”Zweite Liga: Hamburg is dabei”, sang Braunschweig-tilhængerne hånligt i weekenden. Nedrykning kan imidlertid blive konsekvensen af mange års manglende kontinuitet i HSV, og selvom det skulle lykkes for Mirko Slomka at redde dinosauren HSV fra nedrykning, kan han jo bare kaste et blik på sine forgængeres karriere i klubben.

I Hamborg har man ikke tålmodighed til langsigtede projekter, for dette er Tysklands næststørste by, og HSV har altid været en del af Bundesligaen…


Klik her for at læse tidligere blogindlæg af Per Marxen!

Klik her for at følge vores dækning af tysk fodbold på Blog.unibet.com!