Dortmunds deroute: Ni sekunder


Ni sekunder.

Det var den tid det tog, fra Bayer Leverkusen havde givet bolden op, Karim Bellarabi (billedet herunder) havde sendt den ind bag Roman Weidenfeller.

Det var den d. 23.august 2014. På dagen hvor Dortmund hyldede sine hjemvendte verdensmestre.

Alle havde regnet med, at det ville blive en tæt kamp mod CL-deltagerne fra Leverkusen, der under sin nye træner, Roger Schmidt, praktiserede den ”overfaldsfodbold”, som også FC København så smerteligt havde lært at kende. Højt, hurtigt, aggressivt presspil.

Men da det var forbi – og BVB havde tabt 0-2 – var reaktionen den forventede: At et uforberedt Dortmund-mandskab var blevet taget på sengen, at verdensmestrene stadig var groggy, og at det hele naturligvis ville rette sig. For: ”Gegen Leverkusen kann man verlieren.”

2.runde: Ugen efter rettede det sig da også. BVB vandt 2-3 i Augsburg. Anført af Marco Reus smed BVB værterne i sækken og førte 3-0, inden Bobadilla og Matavz reducerede i de sidste minutter. Det var der i grunden ikke rigtig nogen, der tog notits af, for BVB havde jo kørt de ventede tre point hjem, så Neven Subotic’ irritation blev aldrig rigtig til mere end det. Immobile startede på bænken sammen med Ginter. At Hummels og Schmelzer var ude, var heller ikke noget, der vakte undren.

3. runde: Tre sikre point hjemme over Freiburg. Business as usual. Comeback til Kagawa, der også scorede, så publikum kunne fejre den hjemvendte søn. Trøstmålet til Freiburg i det 90. minut var man ligeglad med. Det var seks point, og 4. pladsen var en realitet.

4. runde: BVB er stadig tynget af skader og taber i Mainz på mål af Okazaki og et selvmål af Ginter. Immobile brænder et straffe, og selvom Mhikitaryan flere gange er tæt på, taber det skadessvækkede BVB-mandskab efter den (obligatoriske) gode start. Keine Panik. 10. plads, men kun to point efter Paderborn, der sensationelt fører Bundesligaen.

5. runde: Samme dag som VfB fyrer sportsdirektør Bobic, stjæler Stuttgart det ene point i Dortmund. Men BVB viser fin moral og henter Stuttgarts 0-2 føring på to sene træffere af Aubameyang og Immobile. Selvom BVB's spil har virket søvndyssende, har hjemmeholdet haft sine chancer - bl.a. Kagawa på overliggeren. Men Klopp får liv i tropperne og de indhenter forspringet. Ikke så ringe endda. 8. plads og fire point efter Bayern. Keine Panik.

6. runde: Revierderby auf Schalke. 2 x dødbolde. 2 x mål til S04. Igen skal BVB hente en føring, men modsat sidste runde kikser det denne gang, og man taber 2-1! Men at tabe et Revierderby til ærkerivalerne er jo det, der kan ske. 12. plads og nu syv point op til Bayern. Keine Panik.

Efter de første runder er der ingen panik at spore i Dortmund - kun irritation over, at man i flere opgør har forsømt at lukke kampene i tide. Den lemfældige omgang med de mange chancer, som holdet rent faktisk skaber, er et andet af de centrale temaer, men da BVB er kommet godt fra land i Champions League, regner de fleste med, at dette kun er en fase, som holdet lige skal over.

Der er dog nogle, der mener, at de to nytilkomne angribere, Ciro Immobile (billedet herunder) og Adrian Ramos, hverken sammen eller hver for sig kan erstatte tabet af Robert Lewandowski som frontangriber. At nye spillere er længe om at slå igennem, er ikke noget nyt. Traditionelt tager det nytilkomne én sæson at vænne sig Klopps spillestil, men i tilfældene Immobile og Ramos ser kritikerne et mere fundamentalt problem; ingen kan udsætte noget på deres arbejdsindsats eller vilje, men ingen af dem er kombinationsspillere. Begge har de deres styrke i straffesparksfeltet, og det kræver bolde at arbejde med. Bolde, som de ikke får.

Og her er et centralt punkt: I de succesfulde sæsoner var BVB’s spil rettet ind efter Lewandowski, der også selv skulle bruge en sæson for at blive spillet ind. Dortmund har ikke formået at omstille sig fra sit ”gamle” spilsystem til at skulle bruge Ramos og Immobile.

7. runde: HSV er vanen tro startet ringe og ligner en modstander, der kan bygge BVB op. Men det går stik modsat. Pierre-Michael Lasogga scorer kampens enlige mål, og nordtyskerne tager alle tre point. Forinden har BVB selvsikkert knust Anderlecht 3-0 i CL og burde i grunden bare cruise forbi HSV. Men HSV slås for sagen, laver mange frispark og frustrerer BVB så meget, at de aldrig bliver rigtig farlige. Afleveringerne er ikke gode nok og opspillet for let at slå i stykker. Selv for HSV. Med nederlaget dumper Dortmund ned som nr. 13 og har nu 10 point op til suveræne FCB, der i samme weekend knuser Hannover med 4-0 hjemme.

8. runde: Næste nederlag. Denne gang til Köln, der vinder 2-1 hjemme. Og nu kan det ikke længere skjules: BVB er i krise. Gündogan, Reus og Mhkitaryan er alle i start-11’eren, men lige lidt hjælper det, og på en fejlaflevering får Simon Zoller sendt kuglen i mål til slutresultatet 2-1. Der er 13 point op til Bayern, og BVB’erne begynder så småt at indrømme, at det nok ikke bliver noget med et mesterskab denne gang. Mindre kan stadig gøre det. Lille krise, ja. Panik, nein!

9. runde: 0-1 hjemme mod Hannover. Igen har Dortmund lige smadret en modstander i CL (4-0 over Galatasaray) og igen taber man en hjemmekamp i ligaen. Denne gang er det Hannover, der vinder 0-1 på Signal-Iduna Park. På et frispark oven i købet. Selv psykotricks hjælper ikke: BVB har fået dispensation til at spille i sine CL-trøjer, der har givet holdet ni point i tre kampe, men nok en gang kan værterne ikke omsætte den spillemæssige overlegenhed i mål, og på en enkelt dødbold taber de kampen. Reus og hans kolleger prøver forbilledligt, men er decideret uheldige i afslutningerne. 15. plads og 14 point efter Bayern. Farvel mesterskab.

10. runde: Sæsonens måske bedste kamp. I München. Mod Bayern. I en kopi af CL-finalen taber Dortmund 1-2, efter at Reus har bragt gæsterne foran efter en halv time. Dette er ”CL-Dortmund” og ikke ”Bundesliga-Dortmund”, men det ender stadig med nul point. Er det nogen skam at tabe til Bayern i München? Nej, vel. Er titeldrømmene begravet? Helt sikkert. Men der er jo stadig en topplacering at slås for, og indsatsen viser, at det går den rigtige vej. At denne erkendelse så i virkeligheden ikke kan bruges til noget som helst, er en anden sag.