Imperiet slår igen!


…og det er lykkedes for Kejser Hoeneß at lokke Unge Skywalker i skikkelse af den uskyldige Mario Götze over til Den Mørke Side for at fuldende hans træning til Baby-Faced Assasin. En anden Bayersk Sith-lord planlægger - måske - et udfald mod Han Sololewandowski, for også at kunne udnytte hans færdigheder til den kommende sæson, hvor det nyeste skud på stammen over lederskikkelser, der er gået i Imperiets tjeneste, er i færd med at planlægge den kommende sæson fra sit selvvalgte eksil på planeten New York..



Når Det Bayerske Imperium slår igen - så slår det hårdt!
I Tyskland findes der groft sagt to slags fodboldmennesker: Dem, der holder med FC Bayern – og dem, der hader dem. Og sidstnævnte vil sikkert kunne nikke genkendende til betegnelsen Ondskabens Imperium.

Da nyheden om Mario Götzes skifte til München brød, var der mange der blev overraskede. Men i virkeligheden nok mest af timingen. For når man vælger at indføje en exit-klausul i en kontrakt hos en spiller som Götze, må man regne med, at der findes klubber, der er kapitalstærke nok ti at udnytte den.
Det kan godt være, at der spekuleres i, at Götze-transferen til en hvis grad handler om at aflede opmærksomheden fra præsident Hoeneß ’ sag om skatteunddragelse. Det viser sig nemlig, at den mand, der ellers aldrig har haft problemer med at belære alt og alle om etik og moral, i årevis har haft en bankbog fra en schweizisk bank gemt under hovedpuden. Så der spekuleres flittigt i, hvorvidt timingen var en snedig sydtysk afledningsmanøvre.


Men timingen til side, så bør selve handlen ikke komme som nogen overraskelse for kendere af tysk fodbold. Uli Hoeneß har i 25 år praktiseret den samme plan, så det er ikke fordi, man ikke tidligere er blevet advaret. De, der truer Bayern, kommer til at betale prisen for det. Eftersom FCB så bare køber nøglespillerne fra de pågældende klubber.

Det ved Hans-Joachim Watzke, Borussia Dortmunds præsident og efterhånden tysk fodbolds næststærkeste mand. Han formulerede det således i Sport BILD: ”Jeg tror, at Bayern har fulgt den samme succesfulde recept i årevis. Og til den hører, at man samtidig svækker konkurrenterne.”

Men Watzke understreger samtidig, at alt i forbindelse med Götze-handlen er gået reelt til og at både spilleren og hans rådgivere har holdt sig til hvad der stod i kontrakten. Med dens klausul.
TV-stationen ZDF mener at vide, at Götze kommer til at tjene 7 millioner € om året – mod de 5 millioner € hans kontrakt i Dortmund lød på.


Og man skal da også være ganske speciel, for at sige nej til en lønforhøjelse på 2 millioner… Og ikke mindst muligheden for at blive Guardiolas nye ”Falske 9’er”.

Mario Götze er halvt Playstation, halvt brasilianer; født med egenskaber med en bold, der virker nærmest unaturlige. Så at nappe ham som 20-årig ligner unægteligt noget af et scoop.


Når Bayern lokker stjernerne

Man styrker sig selv, samtidig med, at man svækker sine nærmeste konkurrenter. Og at dette netop ikke burde komme som en overraskelse for nogen, der har det mindste kendskab til tysk fodbold, kan ses af denne lille opsummering:

Da Bayer Leverkusen var tæt på at blive mestre – og kun snublede i et højst overraskende nederlag til Unterhaching (i øvrigt en forstad til München), reagerede Bayern prompte og snuppede både Michael Ballack og Zé-Roberto fra holdet i 2002 – der efterfølgende måtte ud i en ren overlevelseskamp for at undgå nedrykning.

De år, hvor Werder Bremen har udgjort en trussel mod Bayern, er reaktionen heller ikke udeblevet: Hver gang Weser-mandskabet har duelleret med sydtyskerne, har det afstedkommet en rask lille handel, hvor en af nordtyskernes bærende kræfter, har skiftet trøje for usselt mammon. Mario Basler (1996), Claudio Pizarro (2001) og Miroslav Klose (2007) har alle forladt Bremen til fordel for München.

Da VfB Stuttgart havde sin Magiske Trekant (Balakov-Bobic-Elber) og dermed kom til at true Bayerns dominans, var løsningen naturligvis at smadre den – ved at købe Giovane Elber (1997), ligesom både Mönchengladbach og Schalke 04 har ageret leverandører af topspillere til FC Bayern. I Gladbachs tilfælde med Stefan Effenberg over to gange (i 1990 og 1998) og Lothar Matthäus (1984), mens Schalke-koryfæer som Olaf Thon (1984) og Manuel Neuer (2001) har taget turet til det sydtyske.

Så det med at Bayern snupper modstandernes stjernespillere, må ganske enkelt være den dårligst bevarede hemmelighed i tysk fodbold. Af de ti største transfers internt i Bundesligaen - har de 8 af dem, været med FC Bayern som køberne.

Irriterende, javist. Men der er en grund til, at klubben holder sig i toppen af såvel tysk som europæisk fodbold. Götzes tranfer er således ikke nogen overraskelse, ligesom det heller ikke vil komme bag på nogen, hvis det ender med at vise sig at Robert Lewandowski også ender i München.

Imperiet er ubønhørligt og vil være den vigtigste magt i det tyske fodboldunivers, så den Gul-Sorte Oprørsalliance må belave sig på en lang og hård kamp, hvis de ikke vil ende som Dødstjernens loyale tjenere.