Schwarz-Rot-Gold: Basti's Back, Reus ist raus!


Skrøbelighed er nøgleordet for den seneste periode i tysk fodbold - i hvert fald når det gælder alle andre end FC Bayern München, der synes at have suget al kraft til sig som et sort hul, der bare bliver stærkere og stærkere, mens alle andre svækkes.

Mens Bayern i vanlig stil kørte Hoffenheim over med 4-0 i den forgangne runde, tabte de nærmeste forfølgere fra Gladbach og Wolfsburg begge deres kampe - åbenbart til stor lettelse for deres respektive trænere, der begge insisterede på, at hypen om dem som de primære Bayern-jægere var medieskabt. Mest bramfri var naturligvis Dieter Hecking, der ordret sagde til ARD, at han var ”træt af at høre på de lortespørgsmål.”

Nu var Ulvene ganske vist tæt på at gennemføre et imponerende comeback, da de tabte 3-2 til Schalke 04, men i grunden forstår man godt at Hecking er træt af at skulle svare på de samme spørgsmål uge efter uge. Især når alle udmærket godt ved, at der pt. ikke er nogen Bayern-jægere i Bundesligaen. Dertil er Todesstern des Südens ganske enkelt for stærke. Selv med et hold uden Lahm, Alaba, Martinez, Thiago, Badstuber og Pizarro var Bayern gode nok til at slå ikke uefne Hoffenheim i en håndevending. For bænken er bare bredere end alle andre steder, og i din hjemlige liga synes Bayern på alle måder urørlig. Også finansielt.

I ugens løb kunne en Karl-Heinz Rummenigge (billedet herunder) med slet skjult tilfredshed fortælle, at klubben nu har betalt for Allianz Arena - 16 år før tid. ”I 2005 optog vi et lån på 346 millioner euro og aftalte en løbetid på 25 år. Vi har nu betalt hele lånet tilbage”, lød det fra Rummenigge.

Den 28. november er der generalforsamling i FC Bayern München, men det er allerede en offentlig hemmelighed, at Bayern har rundet den halve milliard euro i omsætning, og det forventes, at klubben kan præsentere et overskud på 16,5 millioner euro svarende til 123 millioner kroner. 

Og det endda uden at have solgt (helt) ud, da majoriteten i klubben fortsat er på medlemshænder. Adidas ejer 10 pct., forsikringskoncernen Allianz 8,3 pct., og senest har Audi købt 9,09 pct. af aktierne.

Finansielt er Bayern dermed godt polstret for fremtiden og kan med sindsro se den evige debat om RB Leipzig, TSG Hoffenheim, Wolfsburg og Leverkusen (alle med koncerner eller rigmænd i ryggen) som værende noget, der ikke rigtigt vedrører dem. Det må være op til andre at se ned på ”opkomlingene”, mens Bayern-toget bare styrer mod endnu en titel.

Midt i nedsablingen af Hoffenheim glemte man nærmest, at Bastian Schweinsteiger vendte tilbage til holdet efter 132 dages fravær. Dermed endnu mere konkurrence til Pierre-Emile Højbjerg, der ellers havde vejret morgenluft, efter at Philipp Lahm brækkede anklen og misser resten af året. Med Basti tilbage vil den ideelle startformation inkludere Schweinsteiger og Alonso som ”Dobbelt 6” og dermed kun en reservetjans til danskeren.

Følg Schwarz-Rot-Gold på Facebook!

Men netop fordi der er behov for en reserve, får han næppe lov til at vælge en lejeaftale allerede i vinterens transfervindue. At det dog nok kommer til at ske til sommer, synes på sin vis givet. Højbjerg har brug for spilletid og ville være fast starter i de fleste Bundesligaklubber. I øvrigt er der ingen falliterklæring at tage et ophold i en anden Bundesligaklub, hvilket Lahm og Kroos er strålende beviser på. Sender Bayern Højbjerg til f.eks. Hannover i et års tid, vil de få en kampklar spiller tilbage efter en sæson eller to - altså på det tidspunkt, hvor man kunne forvente, at Schweinsteiger og Alonso vil være på vej væk til lukrative sidste-kontrakter i England.

Skrøbelige Dortmund

Apropos finanser, så kunne Dortmund i den forgangne uge også berette, at de nu er gældfri. Rigtig gode nyheder for en klub, der for år tilbage balancerede på randen af konkurs, men som efter mesterskaber og Champions League-succes i den grad er kommet ovenpå - dog ikke i ligaen, hvilket det westfalske lokalopgør mod Paderborn satte en tyk streg under. For ikke blot satte BVB en 2-0-føring over styr, de mistede også Marco Reus (billedet herunder) for resten af året, da han fik sin tredje skade på kun et halvt år.

Holdet ligger nu tredjesidst, og selvom det går forrygende i alle andre turneringer, er det nu engang ligaen, der tæller mest, og selvom der ”kun” er ni point op til en CL-plads, kan man godt mærke frustrationerne hos de sortgule. At Bayern er interesseret i (også) at snuppe netop Reus, er velkendt, og det kræver som minimum en CL-plads, hvis man skal kunne holde på ham endnu en sæson. At han nu igen er gået i stykker, vil på ingen måder skræmme Bayern, der skal bruge langsigtede erstatninger for Robben og Ribéry, og som ingen problemer vil have med at frikøbe Reus, der heller ikke en spiller, som er skadet ofte. Det var som bekendt med det prædikat, at Arjen Robben i sin tid skiftede til München, men efter en indkøringsperiode har hollænderen aldrig spillet bedre og i øvrigt været mindre skadet.

BVB mangler kun et enkelt point for at vinde sin CL-pulje, så fra nu af handler alting om at forbedre positionen i ligaen inden vinterpausen. Der er masser af arbejde til Jürgen Klopp.

Skrøbelige forfølgere

Nicklas Bendtner scorede sit første ligamål for Wolfsburg! ...og det var komplet ligegyldigt, for Ulvene tabte 3-2. Gladbach tabte hjemme 1-3 til Frankfurt, og for begge holds vedkommende blev det udstillet, at mediehypen var større end virkeligheden - hvilket både Lucien Favre og Dieter Hecking (billedet herunder) vidste i forvejen. Hvor Gladbach virkede selvtilfreds med sin 1-0-føring, blev Wolfsburg blæst ud af et topmotiveret Schalke-hold, og hvor Wolfsburgs modtræk kom for sent, faldt Gladbach regelret sammen.

Begge er stadig solide mandskaber, men ingen af dem har den Plan B, C og D, som et hold som Bayern har. Disse planer er der især brug for, når det ikke går, som holdene regner med. Begge klubber har relativt brede bænke, men de har ikke den x-faktor, der skal til, når tingene begynder at gå dem imod. Det ved trænerne imidlertid godt og udviser derfor mere realitetssans end de journalister, der i ugevis har hypet de to hold som seriøse forfølgere til Bayern.

Både Favre og Hecking kigger på den lange bane, hvilket i denne sæson vil sige CL-pladserne. Begge hold tanker værdifuld international erfaring i Europa League, og det er i grunden dér, at man bør sætte målestokken for, hvor langt de er i deres udvikling - især hvad angår Wolfsburg, der i denne uge møder Everton på hjemmebane. Holdet er havnet i den vel nok sværeste EL-pulje, og kan man komme videre til knock-out-runderne til foråret, er det en succes i sig selv.

At Nicklas Bendtner nu også er begyndt at skyde sig varm, er kun positivt, for med 36-årige Ivica Olic som førsteangriber, er der brug for en alternativt bomber. Kan Bendtner fortsætte de gode takter, lugter det af både mere EL til foråret og af CL i sæsonen, der kommer.

Skrøbelige storhold

I et gudsjammerligt Nord-Derby vandt HSV på to kludemål over Bremen og kom derfor væk fra nedrykningspladserne. Modsat dummede Stuttgart sig igen mod Augsburg, tabte 0-1 og er nu sidst i Bundesligaen. Ser man på de fire sidste pladser, indehaves de af Stuttgart, Bremen, Dortmund og HSV. Og mens Bundesligaens svar på Hobro, Paderborn, bare fortsætter med at hente point, må man spørge sig selv: Hvad fa’en sker der?

To hold rykker direkte ned, og som det ser ud for tiden, kommer det denne gang til at gå ud over ”ein Traditionsverein”. Det kan godt være, at gassen på et tidspunkt ryger ud af Paderborn-ballonen, men så længe de fortsætter med at skrabe point sammen, kan nedrykningskampen i denne sæson gå hen og blive endnu mere spændende end sidst.

Ganske vist slog HSV Bremen, men det var på ingen måder via godt spil. Tværtimod var dette et af de ringeste Nord-derbyer, som undertegnede nogensinde har set: To rystende nervøse mandskaber, der knap turde slå en aflevering over mere end fem meter. At HSV til sidst vandt, kan de takke Bremen-keeper Raphael Wolf for. Han begik to fejl, der begge resulterede i scoringer, og som med al ønskelighed gjorde det tydeligt, at med mindre Werder får en bedre keeper, så rykker de altså ned.

HSV har investeret massivt i nye spillere – og allerede hentet en ny træner – men lige ringe er det forblevet. Joe Zinnbauer (billedet herover) er et sympatisk valg, men som tidligere sagt næppe en langsigtet løsning. Ganske som Di Matteo i Schalke ligner han umiddelbart ikke en, der kan kickstarte en falmende storklub mod højere mål, og modsat Di Matteo har Zinnbauer ikke engang ”et navn”.

Hvor Schalke 04 muligvis vil give Di Matteo en vis arbejdsro sæsonen ud, tiltror man galehuset i Hamburg også at ville smide Zinnbauer på porten, så snart lejligheden byder sig. Det vil sige i selvsamme øjeblik hvor klubbens virkeligt stærke mand, sportsdirektør Dietmar Beiersdorfer, omsider har fundet den kandidat, han virkelig gerne vil ha’ - altså når han har fået overtalt klubbens pengemand, Michael Kühne, til at hoste op med den kompensation, som FSV Mainz skal have for Kasper Hjulmands forgænger, Thomas Tuchel.

Vanen tro er det spændende at følge, hvem der får mest styr på nerverne i tide. FC Bayern er der ingen, der når i denne sæson, men det indbyrdes styrkeforhold mellem de 17 andre klubber er uhyre interessant at følge, for der er mange ting, der bestemt ikke er, som de plejer.

Skrøbeligheden er til at tage at føle på.

LÆS MERE: Følg vores blogdækning af Bundesligaen!