Schwarz-Rot-Gold: Den unge Hakans lidelser


To sejre, én uafgjort og fem nederlag! Det er Dortmunds resultater efter otte spillerunder. Sidst det skete, var i 1972 - og dengang rykkede BVB ud af Bundesligaen.

Til trods for at flere stamkræfter var med igen - heriblandt Ilkay Gündogan, der efter 14 måneder var tilbage på en fodboldbane - tabte BVB med 2-1 i Köln, og et eller andet sted sad der højst sandsynlig en eller anden journalist med skrivekløe, der gerne ville skrive overskriften: Klopp tæt på fyring efter katastrofestart.

I grunden legitimt nok med tanke på, at kollega Keller (hvis nu forhenværende hold ligger bedre til tabellen) blev fyret for mindre. Men naturligvis bliver Jürgen Klopp ikke fyret i Dortmund. Resultaterne til side er Klopp en del af et lille triumvirat (de to andre medlemmer er Hans-Jürgen Watzke og Michael Zorc), der sidder benhårdt på ledelsen af BVB, men Klopp har også tilspillet sig væsentlig længere snor, end Keller havde i Schalke 04.

Med Klopp har BVB oplevet højdepunkter i form af to tyske mesterskaber, en pokaltriumf og en Champions League-finale, så hvis dette ender med at blive en ”mellemsæson”, ja, så tager de det med i Dortmund - med mindre Dortmund i marts ligger til nedrykning, vil al snak om en trænerfyring være clickbait-overskrifter af værste skuffe.

”Han gav dem næsten den største triumf, men så skete dette...”.

LÆS MERE: Hvorfor kan de tyske verdensmestre ikke få tingene til at fungere i tiden efter Brasilien?

Schalke genstarter - igen

Andetsteds i Ruhr ramte Horst Heldt & Co. omsider bolden efter at have taget verdens længste tilløb til en trænerfyring, og nu er det Roberto di Matteo, der har overtaget roret hos Die Knappen.

Han har jo før skabt mirakler for hold, der spiller i blåt, så umiddelbart ligner han et fornuftigt valg - der i øvrigt ikke kommer ud af den blå luft: Allerede i 2012 skulle Schalke have lagt en føler ud. Kosmopolit som han er (Di Matteo taler seks sprog) kommer han med en ganske anden attitude end den selvudslettende Keller.

Og attitude har de behov for i Gelsenkirchen. De har også brug for en stabil defensiv, og det kunne di Matteo også levere i sin debut mod Hertha Berlin. Her fik han sat skik på S04’s organisation med en meget stram 4-4-2-opstilling med disciplinerede kæder, når modstanderne havde bolden, og nærmest klassisk kick n’rush, når Schalke havde den. Med fire offensive spillere på over 1,85 meter var der mange, der faktisk kunne tæmme lange udspark fra eget straffesparksfelt og derefter lave noget fornuftigt med bolden. Facit var 2-0 til Schalke 04 og lovende tendenser. Om det rækker til noget, får vi at se.

Under alle omstændigheder er vi sikkert mange, der glæder os til at Chelsea gæster Gelsenkichern senere på året, når holdene igen skal mødes i Champions League. Hvis Di Matteos Schalke til den tid kan slå eller i det mindste igen får point fra Mourinhos Chelsea, kan det være, at der er noget om snakken.

LÆS MERE: Her er den fantastiske historie om den tyske VM-trøje, der tog alle med storm!

Bremen synker

Andetsteds skød Boom Boom Bayern stakkels Werder Bremen i sænk igen-igen-igen - denne gang med 6-0. Og mens et roterende Bayern-mandskab (ja, Højbjerg fik kun fuld spilletid, fordi Pep ville spare stamspillere til kampen mod Roma) foldede sig lystigt ud, kunne Bremen, der for ti år siden var sydtyskernes ligemænd, ”glæde” sig over at have sat en kedelig rekord: I al den tid man har registreret alle data fra Bundesligaen, var dette første gang, at et hold ikke blev registreret for ét eneste skud på mål.

Den tager vi lige igen: Werder Bremen havde ikke et eneste skud på mål i samtlige 90 minutter.

Bremen er byen, der er sin egen delstat med lidt over en halv million indbyggere, og som sådan må man sige, at byen - og holdet - i årevis har præsteret over evne, men at det nu også ser ud til at lakke mod enden. Med en stram finanspolitik i klubben har man ikke formået at bygge på de tyske mesterskaber, klubben har vundet, og nu synker man ikke bare ned i middelmådighed, men er snarere i akut nedrykningsfare fra start.

Præstationerne mod de gamle rivaler fra Bayern har været symptomatiske for denne deroute, og med mindre der sker noget radikalt (inden længe), vil Bremen være at finde i den næstbedste række til sommer. En trænerfyring ligger ligefor, men det er i grunden ikke der, at problemets kerne findes, for også under Thomas Schaaf var der i de senere år tegn på, at Bremen var i klub i forfald.

Traditionalisterne vil begræde det, men problemet i Nordtyskland er, at der ikke er én klub, der endnu har formået at skille sig markant ud og blive regionens hold. HSV, Hannover, Wolfsburg og Bremen har alle dage kæmpet om pladsen, men ingen har formået at tage opgaven på sig, som det er tilfældet med FC Bayern München i syd. I nord er der intet regionalt storhold, hvilket vi så udstillet på Allianz Arena i lørdags.

Hakans Hævn

Men alle de spændende temaer til trods er det ikke, hvad Fodboldtyskland taler om. Næ, de taler om den unge mand, der sent lørdag aften var gæst i ZDF’s Aktuelle Sportstudio, som endnu engang beviste, hvorfor det er et af de absolut bedste sportsprogrammer i Europa.

Aktuelle Sportstudio skuffede da heller ikke denne lørdag, hvor en meget åbenhjertig Hakan Çalhanoğlu fortalte om sit omdiskuterede skifte fra HSV til Leverkusen - et interview, der allerede nu har fået nærmest legendestatus, og tyske medier kalder det alt fra ”bizart” til ”hudløst ærligt”.

Tysk-tyrkeren Çalhanoğlu er ikke én, der elsker kameraer og opmærksomhed, men denne lørdag viste han sig som en, der åbnede op for en verden, de fleste af os andre aldrig får indsigt i, og han benyttede lejligheden til at afregne med den forhenværende HSV-manager Oliver Kreuzer ved at fortælle, at han i sin tid kun forlængede sin kontrakt med HSV for at styrke Kreuzers position i klubben. Der havde hele tiden været en aftale om, at såfremt det rigtige tilbud kom, kunne han skifte.

At han derved blev en brik i et politisk spil, kunne HSV-fansene ikke vide, og derfor blev Çalhanoğlu fanget en veritabel shitstorm, som han indrømmede, knækkede ham psykisk.

Efterfølgende har ZDF fået kritik for at lade interviewet løbe løbsk; eller sagt på en anden måde: Der blev talt om noget, der ikke var aftalt på forhånd. Emnerne skulle have været begrænset til Bayer Leverkusens nye ultra-offensive spillestil og Çalhanoğlus egen udvikling som fodboldspiller.

Men det blev til meget mere - herunder også, at Çalhanoğlu for første gang beskrev, hvad der skete efter en landskamp i 2013, hvor holdkammeraten Gökhan Töre truede Çalhanoğlu og Ömer Toprak med en pistol på et hotelværelse i Istanbul.

Mest tankevækkende var i grunden, hvordan den 20-årige dødboldspecialist i samtalen med ZDF-værten Katrin Müller-Hohenstein, der bestemt ikke er Tysklands svar på Martin Krasnik, roligt beskrev de mange omvæltninger, han som menneske har været igennem det seneste år. Måske var det netop det, der gjorde interviewet sjældent nærværende: At en fodboldstjerne vedkendte sig sin menneskelighed på direkte tv.

Det forklarer i hvert fald, hvorfor medierne efterfølgende ikke kan blive enige om fortolkningen. Çalhanoğlu roses for sin åbenhed i Der Spiegel, mens avisen Die Zeit under overskriften ”Fra en ubekymret ung millionærs liv” anklager ham for ligegyldighed, og ugemagasinet Stern betegner det som ”naivt, men befriende.” 

Som Die Welt skriver, talte han sig - måske - for varm undervejs, men det indblik han dermed gav os seere, står desto stærkere i erindringen. I topfodboldens verden, hvor al kontakt til medierne bliver topstyret og tilrettelagt ned til mindste detalje, var det ganske befriende, at Hakan Çalhanoğlu leverede noget så sjældent som åbenhed.

LÆS MERE: Følg vores blogdækning af Bundesligaen!