Schwarz-Rot-Gold: Dinoen lever


Allerede inden HSV’s miserable 0-0 kamp mod Greuther Fürth torsdag aften havde den tyske presse hvæsset knivene og måtte se sine forudanelser blive bekræftet, da et veloplagt Fürth-mandskab havde hjemmeholdet i tovene mange gange og i grunden kun kan takket sin egen ineffektivitet foran mål for, at det ikke blev til en sejr i Hamborg.

Mens hjemmeholdets fans nærmest fortvivlet forsøgte at råbe deres hold fremad, prøvede HSV-spillerne ganske vist, men efter 70 minutter var de for længst tømt for idéer endsige kræfter. Derfor endte det 0-0, og Dinoen tog endnu et lille skridt i retning mod afgrunden.

Men miraklernes tid er ikke forbi endnu. For nogenlunde samtidig med, at FCK hjemme i Superligaen overhalede FC Midtjylland og dermed nappede CL-kvalpladsen, blev returopgøret i Fürth fløjtet af, og på ét sølle udebanemål sikrede HSV sig endnu en sæson i Bundesligaen. Det vigtige mål blev scoret af lejesvenden fra Berlin, Pierre-Michael Lasogga. Spillemæssigt var det, som HSV leverede, en smule bedre end i første kamp, men holdet så stadig ud til at være tømt for kræfter efter 70 minutter. Da Fürth ikke magtede mere end den ene scoring, udeblev katastrofen imidlertid, og det legendariske stadionur på Imtech Arena kan tikke videre.

Bagefter sagde alle HSV’ere - fra bestyrelsesformand Jarchow over træner Slomka til de menige spillere - det samme ord: lettelse.

Underforstået: Det bliver ikke os, der går over i historien som dem, der rykkede ud af Bundesligaen med HSV, selvom vi sluttede på en 16. plads (den dårligste placering for HSV nogensinde), kun fik 27 point (det laveste pointtal for HSV nogensinde), og der blev scoret 75 mål imod os (flest gegentreffer blandt de 18 Bundesliga-hold i sæsonen 2013/14).

Men lettelsen udstiller også det mytiske syndefald, som Hamburger Sport-Verein nær havde begået denne søndag. I hvert fald optog denne relegationskamp mellem HSV og Greuther Fürth næsten lige så megen spalteplads i de tyske medier som lørdagens pokalfinale mellem Bayern München og Borussia Dortmund. Fordi HSV jo altid har været en del af Bundesligaen, er hjemmehørende i landets næststørste by etc. Som om dét alene skulle gøre en klub uegnet til nedrykning.

Sportsdirektør Oliver Kreuzer (om hvem en vittig sjæl på Twitter mente, at han var manden, der fik Fredi Bobic i Stuttgart til at se kompetent ud) kan jo ringe til Brian Steen Nielsen i Århus og høre, hvordan det lige er at være ansat i en klub, for hvem nedrykninger er uforeneligt med selvforståelsen.

For hvis man først skiller myten fra virkeligheden, så trænger HSV i dén grad til at lære at tænke nyt. Og måske er det kun muligt på den hårde måde - altså hvis man omsider fratager klubben dens plads i Bundesligaen, som myten har dikteret, skulle være fast. ”Vi plejer at spille Bundesliga”. Ja, men ”plejer” er død.

HSV er Bundesliga-dinoen, der altid har været der. Uanset hvor ringe holdet har spillet, hvor mange skandaler der har været, har holdet altid været en del af den bedste tyske række. For at landets næststørste by ikke er repræsenteret i den bedste fodboldrække ... ja, det er utænkeligt.

Men det handler om at skulle tænke anderledes. Umdenken som det hedder på tysk - en disciplin de bestemt ikke har mestret i Hansestaden. Alt for længe har man påberåbt sig fortidens helte og idealer. ”Uns Uwe” Seeler. Mesterholdsfinalen mod Juventus, hvor Magath scorede kampens enlige mål. Manfred Kaltz. Uli Stein. Kevin Keegan. Nord-Syd-duellerne mod Bayern München.

”Der var engang, hvor vi var gode.” 

Problemet er bare, at historien ikke vinder fodboldkampe i 2014.

Men det er lykkedes at bilde fansene – og de er mange – ind, at krisen er forbigående, og at alting bliver bedre i næste sæson, hvor man naturligvis også spiller 1. Bundesliga, for det har man jo altid gjort. Og alt andet vil være utænkeligt.

Men mod Fürth så man tydeligt, at klokken er faldet i slag for den nordtyske dinosaur. Her anvendes ordet ikke kun om den mytiske HSV-facon, men også om hvordan klubben som helhed er stykket sammen. Og her finder vi også forklaringen på, at nordtyskerne er havnet i den situation, de er.

De har ladet den mytiske fortælling være drivkraften for, at der aldrig ville kunne ske ”katastrofer” i form af en nedrykning. Men måske skulle de bare ringe til kollegaerne i Kaiserslautern, Düsseldorf, Karlsruhe, Duisburg, Darmstadt og Essen for at høre, hvordan det lige går. Alle sammen store tyske byer med Traditionsvereine, der moralsk set hører hjemme i den bedste række - i hvert fald hvis man spørger dem selv.

Problemet er bare, at de er blevet overhalet af opkomlinge som Augsburg, Hoffenheim, Wolfsburg, Paderborn og Ingolstadt - klubber, hvor mantraet er ”Work Smarter”, selvom det naturligvis også hjælper betragteligt, at virksomheder som SAP, Volkswagen og Audi spiller en ikke uvæsentlig rolle i disse succeshistorier.

Men hovedpointen er, at traditioner og ”vi plejer”-mantraet bestemt ikke fylder det samme, som det gjorde engang, og at man i Hamborg bør være meget nervøse, når man ser på klubber som Hoffenheim eller det nye fjendebillede RB Leipzig a.k.a. Red Bull-koncernen i forklædning.

Faktisk behøver man ikke gå længere end til lille Mainz, hvor Kasper Hjulmand som bekendt overtager roret efter sommerferien. Den lille klub har nu overpræsteret på 10. år og har i den forbindelse sendt trænere som Jürgen Klopp og Thomas Tuchel videre til større opgaver - ikke som i Hamburg, hvor den træner, der er chef ved sæsonstarten, sjældent også er det, når sæsonen slutter.

Kunne det mon tænkes at være fordi, at de ”små” klubber bare er smartere, mere målrettede og mere fleksible end de store? At de har et professionelt managementteam, gode trænere og en klogt udvalgt spillertrup samt et publikum, der er solidarisk?

Det sidste, synes at være det eneste, de også har i Hamburg - blot er det baseret på en forkert præmis. Der er nu engang kun 18 pladser i den bedste tyske fodboldrække, og HSV har kunnet lukrere på, at der altid har været tre hold, der har været dårligere end dem selv.

Men i en moderne tidsalder går den ikke længere. Augsburg, Hoffenheim, Mainz, ja, selv elevatorklubben Freiburg har forstået at forny sig selv på bekostning af ”traditionsklubber fra store byer”, hvor det bare ikke har fungeret. Düsseldorf rykker ikke op i år. Ej heller Kaiserslautern. Så der kommer nogle vældige brag i 2. Bundesliga i den kommende sæson. Ikke mindst RB Leipzig skal nok sørge for furore.

Byen med en halv million indbyggere har siden den tyske genforening aldrig haft et hold i den bedste række, men med Red Bull-millionerne i ryggen ser klubben nu ud til at lave ”en Hoffenheim” - altså med raketfart at rykke mod Bundesligaen. Hvis projektet lykkes, vil traditionsklubberne få endnu et hadeobjekt til samlingen, men som det er tilfældet med Hoffenheim et hadeobjekt, som det er svært at gøre noget ved, fordi der dels er pengestærke kræfter bag, og fordi disse klubber øjensynligt bliver drevet langt mere professionelt.

Så selvom HSV slap med skrækken i denne omgang, skal klubben tvinges til at tænke anderledes. Al Dino-snakken til trods synes de at have glemt, at dinosaurerne som bekendt er uddøde. Allerede om få uger skal der stemmes om HSV Plus-konceptet, hvor førsteholdet bliver udskilt fra moderklubben og bliver et (delvist) selvstændigt aktieselskab, hvor der også åbnes op for investorer. Det vil også indebære en mindre bestyrelse og - regner man med - kortere kommandogange i ledelsen.

HSV Plus kan blive første skridt i forsøget på at vække Dinoen til live igen, og her kunne man så tilføje, at HSV gør klogt i at lede efter en kreativ mirakelmager a la Steven Spielberg, hvis fansene slagsang Immer Erste Liga skal holde en sæson mere.

For selvom Dinoen i Hamburg stadig lever, er myterne om den døde nu.

Læs Per Marxens tidligere indlæg om situationen i kriseramte HSV!