Schwarz-Rot-Gold: Mænd under pres


Hjulmainz med svær begyndelse

Ude af Europa League. Ude af DFB Pokal. Kasper Hjulmand er under moderat pres allerede inden Bundesligasæsonen gik i gang. Og med to uafgjorte (2-2 mod Paderborn og 0-0 mod Hannover) har det ikke ligefrem været en optimal start som danskeren har fået i Mainz.

Hvilket er lidt synd, for på papiret har han hele tiden lignet en god fortsættelse af succeshistorien fra byen ved Rhinen, hvor Jürgen Klopp og Thomas Tuchel har skabt små mirakler gennem de seneste 10 år.

Men med succes kommer også højere forventninger, som Hjulmand formodes at kunne opfylde.

Hans livline er sikkert længere end mange andre træneres, men det faktum at han er udlænding tager nu alligevel nogle kampe af og Hjulmand får næppe jobsikkerhed, hvis Mainz ligger i bunden ved nytår – eller ender med rykke ud.

At spillere som Eric-Maxim Choupo-Moting og Nicolai Müller er væk, hjælper ham bestemt ikke. Niki Zimlings skifte til Ajax Amsterdam kan i den forbindelse tolkes som et slags ”bondeoffer”, så han i det mindste ikke kan beskyldes for at holde fast i en landsmand, der alligevel ikke var stamspiller.

Sportsdirektør Heidel måtte give sin træner rygdækning – allerede inden den første Bundesligakamp var spillet, hvilket næppe kan siges at være et godt tegn.

Tålmodigheden i Mainz er muligvis større end så mange andre steder men tag ikke fejl; hvis Hjulmands Mainz ligger i bunden efter 7-8 spillerunder, vil der komme et pres fra omverdenen, som end ikke de rare mennesker i Mainz kan modstå. Det kunne sagtens tænkes, at nogle nævenyttige journalister genser den vanvittige pokalkamp mod Chemnitz – der endte 5-5 efter forlænget spilletid og hvor afgørelsen så faldt på straffespark – og laver en kobling til den måde, som FC Nordsjælland gik til gruppespillet i Champions League på. Og på et eller andet tidspunkt er der nogen, der siger af Mainz spiller ”naivt”.

Når det sker, er nedtællingen begyndt.

Götze & pibekoncerterne

Han afgjorde VM-finalen. Hans enlige mål gjorde Tyskland til verdensmestre. Men ikke desto mindre modtages han stadig af en pibekoncert, hvis det ”forkerte” publikum er i overtal.

Mario Götze er beviset på, at fodboldfans bærer nag.

Sådan var det i Supercuppen, da Dortmund hjemme slog Bayern. Her måtte Götze varme op nede i spillertunnelen og da han kom på banen, var det til tonerne af en infernalsk hujen fra hans gamle hjemmepublikum.

Scenerne gentog sig i Münster en uge senere, da Bayern vandt deres førsterundekamp i DFB-Pokalen.

Enhver boldberøring fra Götze var lig med piften fra store dele af publikum.

Det er bare ikke i orden. Hverken han nuværende eller tidligere arbejdsgivere, Rummenigge og Watzke (der ellers ikke kan blive enige om noget som helst), kunne samstemmende konstatere, at det ganske enkelt var en uværdig behandling af en spiller, der havde sikret Tyskland deres fjerde stjerne på trøjen.

Men reaktionerne siger meget om, at Götzes omdiskuterede skifte fra Dortmund til München er noget, der stikker endog meget dybt; at den sydtyske Dødsstjernes velkendte strandhugst blandt de nærmeste konkurrenter denne gang var gået for vidt. Robert Lewandowski valgte trods alt at blive sin kontrakt ud, inden han tog til Bayern, mens Götze blev købt fri. Derfor bliver polakken næppe piftet ud, når Bayern gæste Westfalenstadion, mens Götze vil blive det, til den dag han indstiller sin karriere. Fordi han for mange hardcore BVB-fans er symbolet på en lykkeridder, der var til salg for usselt mammon.

Uanset hvor mange VM-finaler han så end har afgjort.

Kan Keller mærke Tuchels varme ånde i nakken?

Det er efterhånden en stående joke, at Jens Keller bliver fyret hver uge. Indrømmet; jeg har selv været en af dem, der ikke syntes at Triste Jens havde formatet til at være træner for et tophold i Bundesligaen. Men jeg er blevet klogere. For jeg begynder at forstå, hvori Kellers kvaliteter ligger: Han er en god motivator – men ikke på samme måde som Jürgen Klopp.

For hvor Klopp også er dygtig til at håndtere medierne, så er Jens Keller en mere selvudslettende type, når han står foran et kamera. Han er gradvist ved at lære, hvordan man spiller sin medierolle, men det er i grunden ikke noget han bryder sig om. Med et nederlag til 3.BL-holdet Dynamo Dresden i første runde af DFB Pokal – og et 1-2-nederlag i Hannover, var knivene (igen) ved at blive hvæssede. Men så spillede Schalke 04 1-1 mod Bayern München – og slibestenen måtte igen pakkes væk.

Hvad det end var at Keller havde fortalt spillerne i pausen, så virkede det i hvert fald. For efter at være blevet spillede ned under græstæpper på Veltins Arena i første halvleg, var det et forvandlet Schalke-hold der kom ud efter pausen. Mens Bayern troede sig selv i kontrol, blev de pludselig mødt med intens fight fra hjemmeholdet og efter en times spil fik Benedikt Höwedes bolden i nettet, efter at FCB’s spanske nyerhvervelse Xabi Alonso sparkede bolden op på armen af ham. Men da der ikke var tale om, at Höwedes havde armen i en ”unaturlig position” talte målet. Og Jens Keller kan arbejde i et par uger endnu…

Så længe Schalke 04 vinder, bliver slibestenen i journalisternes skuffe. Men så snart han taber, henter de den frem igen. Og med den, påstanden om, at Thomas Tuchel venter i kulissen og at Schalke 04 henter ham (og hans karisma) som afløser for Triste Jens.

Problemet for kritikerne kan bare gå hen og blive, at Jens Keller virker vellidt blandt spillerne og at han faktisk er en træner, som de vil slås for til det sidste. Ikke desto mindre kan man være forvisset om, at hver gang Schalke 04 taber en fodboldkamp i denne sæson, vil ordene ”fyring” og ”Tuchel” dukke op i den følgende dags aviser.