Schwarz-Rot-Gold: Rückblick og Vorschau


Det er tid til at gøre status. Den tyske fodbold har det i grunden meget godt, så lad os ikke dvæle ved at Überbayern endnu en gang gjorde rent bord i den hjemlige liga - hvilket i grunden også var det mindste man kunne forlange af Pep Guardiolas stjerneensemble. Det er en trend, der er fortsat i sæsonen 2014/15, hvor FCB kun har indkasseret 4 mål i 17 ligakampe, og hvor Manuel Neuer i øvrigt var lige sur, hver gang det lykkedes en af de formastelige angribere at passere ham.

Lidt på samme måde som da Brasilien i overtiden reducerede til 1-7 i den legendariske semifinale mod Brasilien ved VM. Find klippet på Youtube, og du vil se Neuer skælde ud på Jérome Boateng for at svigte opdækningen. Manuel Neuer tager enhver scoring imod sig som en personlig fornærmelse.

I Bayern-regi vælger vi så let og elegant at springe over semifinalenederlaget til Real Madrid i Champions League. At blive fejet væk med samlet 5-0 var slemt nok, men det var også en lærestreg for Pep, der valgte at rotere (for) heftigt på sit mandskab, da først mesterskabet var i hus - en fejl, som catalonieren aldrig kommer til at gentage. Ægte lærepenge bliver i reglen dyrt betalt. Det ved Pep nu.

Vi behøver heller ikke dvæle ved det tyske verdensmesterskab. Her er der allerede skrevet det, der skulle skrives. Det samme gælder den tyske talentmasse, herunder at Tyskland i sommer blev europamestre for U19-landshold, og at de er storfavoritter til at tage U21-titlen i 2015. De massive investeringer i talentarbejde betaler sig så åbenlyst, og fremtiden tegner på mange måder lys for de spillere, hvis trøje nu bærer fire stjerner.

Så hellere fokusere på det, der kan blive et problem for Bundesligaen og tysk fodbold i de kommende år; kendere af Tyskland vil vide, at vi sjældent dvæler længe ved succeserne, men altid holder fokus på det, der kan udvikle sig til et problem. Succes er flygtig, og det er de næste udfordringer, der er de vigtigste.

Dortmunds krise er en krise for tysk fodbold

Mange Bayern-fans er begyndt at ærgre sig på Dortmunds vegne, når holdet ikke vinder en fodboldkamp. Og det er der en god grund til.

For et år siden talte man om, at tysk fodbold var ved at udvikle ”spanske” tilstande, hvor kun to mandskaber i virkeligheden kunne gå hele vejen. Nu er det ved at udvikle sig til skotske tilstande - og det er direkte usundt.

Ikke kun usundt for Bundesligaen (hvem gider se på en liga, hvor spændingen handler om, hvem der kan blive Best Of The Rest?), men også for de tyske holds chancer internationalt. Schalke 04 og Bayer Leverkusen er gode hold, men i Champions League-sammenhæng er Schalke chanceløs over for Real Madrid, og Leverkusen skal bruge to gode dage, hvis de vil forbi Atletico Madrid.

På samme måde forholder det sig i Europa League: Wolfsburg og Gladbach er spændende hold, men deres iberiske modstandere, Sevilla og Sporting, kan godt vise sig stærkere over to kampe.

Ligaen har brug for, at spændingskurven i toppen er intens, og det er den skam også - altså under FC Bayern-niveau. Det er bare ikke nok.

Der er som minimum et behov for, at mindst ét hold kan udgøre en reel trussel til Den sydstyske Dødsstjerne. Hvis fortællingen skal fungere, må der være en Oprørsalliance, der kan gøre Imperiet rangen stridig.

Derfor har Rummenigge & Co. skruet ned for retorikken, i takt med at BVB fortsætter sin nedadgående spiral. For i München ved man, at det er det gode skuespil, der sælger, og at BVB’s nuværende krise ikke gavner den globale forretning for Bundesligaen.

LÆS MERE: Følg Per Marxens skriverier her på bloggen!

Den tysk-tyske finale på Wembley i 2013 var et højdepunkt på linje med årets verdensmesterskab, men den deroute, som BVB er ude på nu, er ikke noget, man glædes over i München. Ganske vist kaldes det nu betalte stadion ”Arroganz-Arena”, men Bayerns arrogance er intet værd, hvis ikke der er værdig modstand. Og Wolfsburg, Gladbach og Leverkusen er ikke reel modstand til Bayern. Måske i en enkelt kamp, men ikke over en hel sæson.

Risikoen er, at ikke bare Marco Reus, men Mats Hummels og flere andre bærende kræfter forsvinder, hvis ikke BVB når de internationale pladser. Selvom klubben er gældfri, kan man ikke tillade sig at sige nej til store checks fra store klubber.

Emre Can, Andre Schürrle og Lukas Podolski har fulgt ”Vejen Til Premier League Brolagt Med Checks Med Mange Nuller”, men ingen af dem er stamspillere i deres nye klubber, og det vil varsle en usund udvikling for de tyske spillere, hvis flere vælger at forlade Bundesligaen til fordel for reservetjanser hos de rigmandsfinansierede engelske klubber.

Bundesligaen har behov for, at de bedste spillere bliver - med mindre de bliver solgt til storklubber, hvor de er udset som stamspillere (som en Toni Kroos i Real Madrid). Og når byttet herfra hedder Xabi Alonso, begynder man efterhånden at forstår, at der blandt Europas virkelige topklubber (altså de, der har en realistisk chance for at vinde CL) findes en vis forståelse for, at det hele ikke er afgjort på forhånd.

Bookmakerne har reelt kun fire klubber som mulige CL-vindere, Real Madrid, FC Barcelona, Chelsea og FC Bayern München, og lur mig, om det ikke bliver en af de fire, der ender med at løfte Pokalen Med De Store Ører til juni næste år.

Dortmund skal være glad, hvis klubben overhovedet når de europæiske pladser. Ja, faktisk kan man blive tvunget til at gøre som Leverkusen for nogle sæsoner siden, nemlig at strække gevær i CL for at koncentrere sig om overlevelse i Bundesligaen. Da Leverkusen var nødsaget til at gøre det, forspildte klubben endegyldigt chancen for at blive en reel udfordrer til FC Bayern.

Det er dét, som Rummenigge og Co forstår til fulde: At selvom retorikken nok siger, at de er ”deres egen værste konkurrent”, så har de behov for en rigtig af slagsen; én som er lig med et milliardpublikum på tv, når de mødes. Rivalisering er ”good business”. Spørg bare oppe i Manchester og Liverpool.

Filminstruktøren Werner Herzog lavede i 1999 filmen Mein Liebster Feind (Min Kæreste Fjende) om skuespilleren Klaus Kinski - en mand, der har spillet hovedrollen i mange af Herzogs film, men som han gennem hele livet opretholdt et … skal vi kalde det ”tvivlsomt” forhold til.

Men Herzog vidste, at Kinski gjorde ham bedre. Og vice versa. Selvom det var forbundet med utallige kampe.

FC Bayern har præcis det samme forhold til Dortmund. Hvis BVB er Echte Liebe, er det behovet for Echte Feindschaft, der driver FC Bayern til at moderere retorikken over for den kriseramte Ruhr-klub. FCB får ikke det samme forhold til Gladbach, Leverkusen eller Wolfsburg.

Efter at have mistet sin gamle hovedfjende i HSV, var BVB sendt som fra himmelen: Et hold, en klub og en kultur, der kunne sammenlignes med, men dog var så inderligt forskelligt fra den, man finder hos Der Rekordmeister i München, og som pressede sydtyskerne til det yderste i den ikonografiske tyske CL-finale på selveste Wembley.

Uanset det retoriske fjendskab er respekten intakt, for FC Bayern München har brug for et stærkt Borussia Dortmund. Ligesom tysk fodbold har.

LÆS MERE: Følg vores blogdækning af Bundesligaen!