Thiago kom - går Bastian?


For inkarnerede Bayern-fans nærmest en kættersk tanke, men ikke desto mindre et scenarie som man bør tage med i overvejelserne, når man ser på Guardiolas Bayern:

"Bastian har gjort sin pligt. Bastian kan gå."

Især efter at Thiago Alcantara kommet til. Ganske vist blev den unge spanier skadet i kampen mod Nürnberg og er nu ude i en længere periode, men i det langsigtede perspektiv er han afløseren for Bastian Schweinsteiger i München.

”Schweini” bliver 30 næste gang og har spillet i Bayern hele sin karriere. Men nu har han også vundet ALT med Bayern, og derfor kan han – og hans celebre kæreste, Sarah Brandner – meget vel blive de næste, der indtager Londons jetset-miljø.
 



Hvorfor det? Fordi Schweinsteiger er José Mourinhos yndlingsspiller - og en oplagt erstatning for Frank Lampard i Chelsea. Desuden vil han i Chelsea få en løn, der er større end det, han tjener i München, og Bayern vil være villig til at lade ham gå, eftersom han har tjent holdet forbilledligt gennem mange sæsoner. Og så fordi der er en reserve på plads allerede.

Efter Chelsea kan han så passende tage en sidste kontrakt i USA; i Miami, Los Angeles eller Dallas - et af de steder hvor de også har et fremragende basketballhold, der som bekendt er Schweinsteigers anden passion.

Schweinsteiger har de samme kvaliteter som Frank Lampard og er vel i det hele taget dét, som Chelsea lige går og mangler for at blive samme magtfaktor i Premier League, som de var under Mourinho 1.0.

Det eneste springende punkt er, hvorvidt han er interesseret i at forlade Bayern, og det er her at sidste sæsons triumftog - og Thiago - kommer ind i billedet.

Indtil 2-1-sejren over Dortmund på Wembley var dette Bayern-hold et lige-ved-og-næsten-hold; fyldt med spillere der havde vundet mesterskaber og pokaler, men aldrig rigtig sat trumf på. Det gjorde de på Wembley, og sikrede sig dermed en plads i historiebøgerne. Schweinsteiger kan ikke vinde mere med Bayern ... altså ud over at gøre det hele én gang til.
 



Det han mangler at vinde, skal han vinde med det tyske landshold.
Og på Bayern-holdet er det i højere grad Müller, Lahm og Ribéry, der tegner skitserne, mens Schweinsteiger holder sig lidt tilbage, selvom hans plads blandt de øverste i hierarkiet er ubestridt.

Senest i næste sæson skal man til at tænke på et egentligt generationsskifte i München, når også reservespillere som Pizarro og Van Buyten har nået deres udløbstid. Schweinsteiger kan - ligesom Michael Ballack - tage til London, mens han stadig er på toppen og stadig har nogle gode sæsoner tilbage i benene.

Der er ingen. der siger, at Schweinsteiger overhovedet har lyst til at forlade München, men hvis han gør, så bliver det til Chelsea, selvom han i de seneste år også har været rygtet til Manchester United. Men i United er Moyes ny på posten og har næppe samme fetich for Bastian som sin forgænger, selvom Moyes er en stor beundrer af tysk fodbold.

Mourinho derimod har gentagne gange udtrykt sin begejstring for Schweinsteiger, for han er en spiller helt og aldeles efter portugiserens hoved: Disciplineret, arbejdsom og pålidelig.
 



At han så samtidig vil kunne indtage London sammen med sin blonde modelkæreste, vil bestemt heller ikke skade Chelseas renommé, for paparazzi-fotograferne vil have kronede dage. Om Schweinsteiger så har lyst til at forlade München, er en ganske anden sag, men et logisk karriereforløb kunne sagtens blive som det skitserede.

Når karrieren så er slut, kan han indtage en plads i Bayerns ledelse og blive en logisk efterfølger til Rummenigge/Sammer/Hoeness.

Alt sammen fremtidsmusik, men med en overbefolket midtbane og en risiko for, at han ryger ned i hierarkiet, kan det jo være, at Schweinsteiger begynder at blive mere lydhør for Mourinhos sirenesang fra London.

Meget kan afhænge af, hvor hurtigt Thiago lærer tysk nok til at koste rundt med holdkammeraterne, sådan som Schweinsteiger har gjort i årevis. For det er muligvis Philipp Lahm, der er anfører, men det er Bastian, der bestemmer i maskinrummet. Og hvis Schweinsteiger skal gå, kræver det, at en Thiago eller en Toni Kroos overtager taktstokken. Her er Thiago, anfører for det spanske U21-landshold, en langt mere naturlig ledertype end en Toni Kroos. Og det skulle undre, hvis ikke perfektionisten Guardiola har dette som et muligt scenarie i sine fremtidige planer med FC Bayern.
 


En forudsætning er, at Thiago kan integreres hurtigt (i løbet af denne sæson) og at han viser sig lærenem, især hvad angår sproget, så han kan få en styrende rolle på midtbanen.

Så når Chelsea møder FC Bayern i UEFA Super Cup fredag aften, kunne det meget vel være et møde mellem Schweinsteigers nuværende og kommende klub.


Klik her for at spille på UEFA Super Cup hos Unibet