Verdensmestre til spotpriser


Der går ikke en dag, uden at en tysk verdensmester nævnes som et transferobjekt i det nuværende vindue. At skulle skyde disse daglige rygter, der oftest synes at være opfundet af engelske og spanske ”journalister”, som bare skal fylde deres dag ud, må være anstrengende for de ansvarlige ledere i München, Dortmund og Gelsenkirchen.

Men der er sikkert clicks i det på nettet, så derfor fortsætter eventyret lystigt, selvom der sjældent er det mindste hold i de ”rygter”, som nyhedsmedierne rask væk opfinder for at trække læsere til.

Imidlertid er den konstante larm omkring de tyske stjerner med til at rejse et andet spørgsmål: Hvorfor er de tyske verdensmestre så billigt til salg, som det efter sigende skulle være tilfældet?

LÆS: Schwarz-Rot-Gold: Subtoppen blæser til angreb

Colombianske James Rodriguez skiftede til Real Madrid for svimlende 600 millioner kroner, mens verdensmesteren Toni Kroos kunne fås for kun 225 millioner.

Hvorfor så billigt når Arsenal har betalt 283 millioner for Alexis Sanchez, og der pt. hænger et prisskilt på 400 millioner på Fiorentinas Juan Cuadrado?

Shkodran Mustafi (billedet herunder) er lige skiftet til Valencia for 60 millioner, mens tyske medier spekulerer i et bud på en anden verdensmester, Christoph Kramer, der er ønsket i Napoli  for anslået 60 millioner. Han ejes i øvrigt af Leverkusen, der ikke har tænkt sig at sælge ham, men derimod hente ham hjem til sæsonen 2015/16. Engelske tabloidaviser påstår, at Arsenal har budt 240 millioner for Mats Hummels, mens Manchester United har budt 227 millioner.

Arsenal og Chelsea skulle efter sigende slås i kulissen om Sami Khedira til en pris på minimum 260 millioner.

”Han er ikke til salg,” siger Real-træner Carlo Ancelotti.

I Tyskland pådrager Karl-Heinz Rummenigge sig Dortmunds vrede ved at mene, at Marco Reus’ frikøbsklausul ligger på omkring 187 millioner (hans markedsværdi anslås til 375 millioner), mens spanske Marca har haft travlt med at tale Jerome Boateng til FC Barcelona.

Kigger man på www.transfermarkt.de, finder man anslåede markedsværdier for en række tyske VM-helte:

Mario Götze (360 millioner), Benedikt Höwedes (120 millioner) og Julian Draxler (225 millioner). Og så tror nogle, at Thomas Müller vil flytte til Manchester, fordi den mand, der i sin tid hev ham op på førsteholdet i München, skal bringe æren og værdighed tilbage til United - Thomas Müller med en anslået markedsværdi på 375 millioner.

Alt sammen rygter, spekulationer og i visse tilfælde forhåbninger fra diverse skribenter.

Måske findes svaret på spørgsmålet om, hvorfor tyskerne er så ”billige” i, at tyskerne optrådte som et hold uden en egentlig superstjerne, hvis man ser bort fra Manuel Neuer og hans nye måde at fortolke det at være målmand på. Derfor var det Messi og ikke Kroos, der blev turneringens bedste spiller.

For klubberne, der køber, ser også på, hvad den enkelte spillers egen marketingværdi er, og her fylder CR7, Bale, James, Messi og Suarez mere op i medielandskabet end Müller, Kroos og Götze gør, når handlerne skal refinansieres gennem trøjesalg og marketingaktiviteter.

Tyskerne burde koste mere, men dels er det tvivlsomt om deres (tyske) klubber overhovedet vil sælge dem, og så skal man ikke undervurdere, hvad det vil sige at være ”vokset op” i det tyske system - herunder at det giver en betragtelig dosis klubloyalitet.

I Tyskland ser man ned på klubber, der finansieres af såkaldte sugar daddys, hvilket forklarer det patologiske had, som mange har til Hoffenheims Dietmar Hopp, til HSV-bagmanden Klaus-Michael Kühne og RB Leipzigs ejer, Red Bull-bagmanden Dietrich Mateschitz.

Og det ligger faktisk også i spillernes DNA; derfor skal man ikke give mere for skriverierne om, at tyske spillere (fra klubber i Tyskland) vil skifte til oligark- eller sheik-ejede klubber i England.

”Hvis man har muligheden for at skifte til Real Madrid, skal enhver spiller gøre det”, har Paul Breitner - selv forhenværende Real-spiller - sagt. Så det gjorde Toni Kroos naturligvis.

LÆS: Schwarz-Rot-Gold: Den tyske fødekædes rovdyr

Der er en anden væsentlig detalje, nemlig at de tyske klubber ikke behøver sælge. I FC Bayern München har man et princip om, at hvis det rette beløb bliver budt, er ingen usælgelig, men man er ikke tvunget til at sælge, fordi det er nødvendigt for klubbens overlevelse. Netop derfor er rygterne om et snarligt salg af Hummels eller Reus helt hen i vejret.

Borussia Dortmund er i akut finansiel bedring og har ikke behov for at sælge en af sine stjerner, hvis der også skal være en forretning om 14 dage. Det så man senest, da man afviste transferbuddet på Robert Lewandowski og i stedet hævede hans løn i det, der skulle blive hans sidste sæson i BVB-trøjen, inden han gik til Bayern på en fri transfer.

På sin hvis har tyskerne meldt sig ud af den europæiske fødekæde (eller overophedede transfermarked om man vil), fordi ingen af topklubberne trues af insolvens. Man kunne naturligvis bare dreje endnu højere op for prisspiralen og rask væk forlange 375-400 millioner for én af VM-stjernerne, men dels ligger det ikke til klubberne, og dels synes spillerne også at besidde en helt anden realisme end de englændere, der i dette vindue er skiftet for ublu millionbeløb.

Hvis Louis van Gaal går til sin bestyrelse og siger, "jeg vil have Thomas Müller, og I skal betale 375 millioner for ham", så vil der komme et bud på 450 millioner, og Bayern vil tage det seriøst. Müller ligeså. Men skiftet er langt fra sikkert, selvom Van Gaal var manden, som Müller (billedet herunder) skylder sin debut på Bayerns førstehold.

Hvad skulle motivere denne indfødte Bayern-dreng til at skifte til en klub i Nordengland, der ikke engang spiller Champions League i denne sæson?

Penge naturligvis, men hvad nu hvis penge ikke er alt?

Bundesligaen er i sig selv attraktiv nok, så der skal for det første noget ekstraordinært på bordet, førend en spiller overhovedet begynder at overveje et skifte. Og de summer mener de udenlandske storklubber altså ikke, at tyskernes markedsværdi ligger på - muligvis fordi de vandt som et hold, mens det, der i dag efterspørges som marketing-gimmicks, er individualister. Altså den slags individualister, der har glemt, at fodbold stadig er et holdspil, hvor det er holdet og ikke den enkelte, der vinder.

Det kan med andre ord godt være, at tyskerne formelt er til salg for spotpriser, men når de i virkeligheden ikke vil sælges, er spekulationerne de rene fantasifostre.

Læs flere af Per Marxens blogartikler her!