Champions League: Optakt til FC Nordsjælland-Juventus


FC Nordsjælland 8.50, uafgjort 5.00, Juventus 1.35 (Kickoff tirsdag kl. 20:45)

Så er det igen Champions League-tid for FC Nordsjællands danske mestre. Denne gang er det det italienske mesterhold, Juventus, der kommer til Parken, hvor Tigrene fra Farum umiddelbart ikke levnes mange chancer. Den Gamle Dame fra Torino slog i weekenden topholdet Napoli 2-0 og er nu alene i spidsen for Serie A.

FCN fik ligeledes alle tre point, da holdet slog Silkeborg 3-0 på Farum Park i en kamp, hvor der skulle gå mere end 70 minutter, før Kasper Hjulmands tropper fandt frem til nettet takket være Morten Nordstrands hovedstød. Derefter kunne jyderne intet stille op over for hjemmeholdets hurtige kombinationsspil, og Jores Okore og Andreas Laudrup kunne score til henholdsvis 2-0 og 3-0.

Således kan FCN træde ind på Parkens græs med fornyet selvtillid, efter at man i runden forinden tabte med 0-3 til OB på udebane. Derudover kan spillerne læne sig op ad det faktum, at de færreste forventer point på kontoen mod de italienske mestre, der er ubesejrede i den hjemlige liga i de seneste 47 kampe. FCN har kort sagt alt at vinde, hvis man må tillade sig at gribe fat i en fodboldkliché.

Indtil videre står der et rundt nul ud for FCN i Gruppe E. To kampe, to nederlag og en målscore på 0-6 er kendsgerningerne indtil videre. Kampen mod Chelsea viste, at FCN godt kan være med et langt stykke hen ad vejen, men at holdet ikke har styrke til at opretholde det påkrævede niveau gennem 90 minutter. Juventus spiller imidlertid ikke lige så hurtigt som The Blues fra London, men kan trække på andre dyder, hvilket Bianconeri viste, da holdet fik 2-2 på Stamford Bridge i premiererunden.

Både offensivt og defensivt er Antonio Contes tropper godt kørende, og Juve har pt. Serie A's bedste angreb og forsvar. 19 mål har holdet scoret i otte kampe, mens man blot har lukket fire ind. På midten af banen styrer verdensstjernen Andrea Pirlo slagets gang med kløgt, og det er alt om at gøre at få sat en stopper for hans pasninger. Havde man glemt, hvor dygtig en playmaker Pirlo er, så fik man en huskekage i landskampen mellem Danmark og Italien i sidste uge, hvor han lavede to assist.

"Det er et af Europas absolut stærkeste mandskaber, vi skal op imod, og Juventus toppræsterer i sin liga. Så det bliver ligesom mod Chelsea en test på allerhøjeste niveau", siger FCN's sportsdirektør, Jan Laursen, til klubbens hjemmeside.

FCN's rutinerede anfører, Nicolai Stokholm, spillede over for Pirlo i kampen i Milano, så han burde være advaret. Det er tvivlsomt, om Kasper Hjulmand vælger at lave mandsopdækning på Pirlo, men det er tilsyneladende den eneste måde, man i øjeblikket kan sætte den formstærke veteran ud af spillet på.

Der er naturligt nok meget fokus på Nicklas Bendtner op til kampen, men der er ikke noget, der tyder på, at han er med i start-11'eren, når kampen fløjtes i gang tirsdag aften. Han fik heller ikke spilletid lørdag aften i topkampen mod Napoli, og der er generelt meget hård kamp om pladserne i Juves angreb, hvor den store dansker i øjeblikket må regnes som femtevalg. Odds 2.50 på at han scorer i løbet af kampen må derfor betragtes som ganske lavt.

I stedet bør man overveje at sætte sine penge på, at en spiller som Arturo Vidal finder nettet i kampen, hvilket kaster odds 4.80 af sig. Pirlos frisparksevner gør, at oddset på ham som målscorer (6.00) også frister. FCN har endnu til gode at score i gruppen, og det bliver ikke nemt at bryde Juves benhårde defensiv ned. Det er endnu ikke blevet til clean sheet for italienerne i denne sæsons Champions League, men det kunne meget vel blive i kampen mod danskerne, at det lykkes for Juve, der skal vinde i København for at holde trit med Shakhtar Donetsk og Chelsea.

Spilforslag:
Sats på, at Juve vinder kampen og holder clean sheet til odds 2.20
Sats på, at Arturo Vidal scorer i kampen til odds 4.80