Champions League-stjernetips med FCM's Erik Sviatchenko


I sidste sæsons Champions League fik vi Mads Albæk til at komme med sine stjernetips på kampene, men nu hvor midtbaneprofilen er rejst til Frankrig, overtager FC Midtjyllands forsvarsklippe Erik Sviatchenko tjansen og kommer her med sine spilforslag til fire af onsdagens mest spændende kampe i verdens største klubturnering:
 

Chelsea - Basel 1

Mit favorit hold er Chelsea FC. De viste flot fodbold med masser af power samt dødelige omstillinger mod Bayern i supercup'en. De har i Hazard og Schürrle to klassekanter og et forsvar med Luiz og Cahill. Det er et komplet hold. Sejren går klart til Chelsea, selvom Basel før har drillet store hold, bl.a. djævlene fra Manchester United. 
 

Marseille - Arsenal X

En svær udebanekamp for Arsenal. Marseille er et fransk tophold med spillere som brødrene Ayew og Payet som profilerne. Arsenal har været et lidt såret dyr længe med hensyn til klubbens ageren på transfermarkedet i forhold til stjernespillere. I Özil har de endelig fået den superstjerne, som sammen med Cazorla kan gøre livet svært for modstanderen. Men, men, men ... den ender stadig uafgjort. En mulig 1-1'er. 

Napoli - Dortmund 1

Denne kamp kunne meget vel være min favorit i runden; især med tanke på Napolis stjerneindkøb anført af Higuain, Callejon, Raul Albiol, Pepe Reina, Dries Mertens krydret med Göhkan Inler og Marek Hamsik. Det er et hold, jeg glæder mig til at følge. Dortmund, som klarede sig helt fantastisk sidste sæson i CL, har også et klassemandskab, men de har mistet deres unge stjerne Mario Götze. De har dog i mine øjne et af de bedste makkerpar i forsvaret med Hummels og Subutic. Jeg tror, de med Levandowski kan gøre ondt på mange hold, men på udebane og foran Napolis berygtede fans bliver det svært. Smalt nederlag til tyskerne. 

Barcelona - Ajax 1

Ajax har mistet Eriksen, og hvor efterlader det dem? Han har været deres vigtigste kort offensivt i den hollandske liga. Hans niveau har dog svinget betydeligt i CL, hvor han ofte blev lukket godt ned mod de bedre hold. Men Ajax har stadig dygtige spillere, og med flere danskere på holdet skal vi håbe på videre avancement. Men på Camp Nou bliver det ikke til sejr. Barca vinder komfortabelt. Neymar og Messi kommer begge på måltavlen.


Klik her for at spille på Champions League hos Unibet