Finansielle giganter fra London og Paris i kamp om millioner


I denne den anden opsætning af nyfortolkningen af Dickens’ En fortælling om to byer mødes London nok engang med Paris i jagten på den mest prestigefyldte titel i Europa. At det netop er disse to selskaber, der er parret mod hinanden, er naturligvis interessant fra et økonomisk perspektiv, fordi vi her har at gøre med koncerner, der ikke blot er multinationale selskaber på alle niveauer, men som også symboliserer alle de positive aspekter af globaliseringen, man kan opremse, og som på flere måder har været forbilleder i deres respektive lande.

Qatar-ejede PSG var det første af sin art i Frankrig, mens den russisk-ejede koncern med base i London, var den første af sin art i England. Chelsea-modellen er sidenhen blevet kopieret i Manchester, Birmingham og naturligvis flere gange i London. At det netop var en russer, der påtog sig avantgarde-rollen, var måske overraskende for mange, men efterfølgende har især amerikanere og arabiske investeringsfonde fulgt trop, hvilket beviser, at Roman Abramovichs iværksættervision var mere banebrydende, end man skulle have troet, da han i 2003 besluttede sig for at overtage selskabet bag Chelsea FC. 

Især hvad angår rollen som administrerede leder for dette selskab har den russiske ejer vist sig lettere vægelsindet, men nu har han igen besluttet sig for at gøre sin til dato mest succesfulde lederskikkelse, José Mourinho, til hovedansvarlig igen. Det tjener Abramovich til ære, at han har indset sine fejl som investor og nu igen lagt det operationelle ansvar over på skuldrene en mand, der beviseligt kan skabe de resultater, som markedet forventer.

Men det er med bange anelser, at London-selskabet afventer returmødet mod de franske konkurrenter. Ganske vist har en af Paris’ nøglemedarbejdere desværre pådraget sig en arbejdsskade, der holder ham væk fra jobbet i mindst fire uger, men pariserne har en fordel inden mødet på Stamford Bridge, og det russisk-engelske konglomerat er bagud på point. Efter at den operationelle chef i ugens løb har beklaget sig over sine offensive nøglemedarbejderes evner, er frustrationerne tydelige. Der skal mindst to succesfulde raids til, mens pariserne ikke må komme til fadet. Med det nuværende udgangspunkt virker det som en ret uløselig opgave, idet den franske gigant med medarbejdere som Cavani og Lavezzi synes bedre besat i det offensive end værterne.

En nærmere analyse af de to selskabers kerneværdier, stab og kompetencer viser ikke nødvendigvis de store udsving i det rent operationelle; dog må de parisiske outsidere acceptere, at markedet endnu ikke helt har nogen stålsat tillid til deres evner.

PSG, der er en ny spiller på dette niveau, tager en del kritik for at basere sig på for få nøglemedarbejdere med en høj løn, mens Chelseas ditto er mere jævnt fordelt. Netop det at være så afhængig af nogle få medarbejdere er måske det kritikpunkt, der oprindeligt fik analytikere til at hælde mere til London i denne duel mellem to finansielle giganter - en opfattelse, der nu er skiftet til parisernes fordel efter den første slagudveksling i Paris forrige onsdag. Den udvikling, som London-klubben blev katalysator for i 2003, har nu forplantet sig til Frankrig, hvor der på det seneste også er tilflydt Monaco russiske milliarder. Men den Qatar-ejede koncern i Paris har formået at holde afstand, samtidig med at den viser tænder på det europæiske marked.

Hvad angår den operationel ledelse, dvs. Laurent Blanc vs. José Mourinho, har Blanc uden held været national chef i Frankrig, mens hans portugisiske kollega endnu har dette nationale hverv til gode. Til gengæld har Chelsea-chefen allerede opnået det mål, som hans franske modpart søger, nemlig den største sejr blandt europæiske selskaber. Derfor må man gå ud fra, at det er i London, at manden med den bedste formel ud i medarbejderpleje findes, selvom det er pariserne, der har det bedste udgangspunkt før tirsdagens duel. Som få har portugiseren formået at være en fremragende motivator på de indre linjer, samtidig med at han i krisetider har formået at beskytte sine medarbejdere ved at stille sig op foran en kritisk presse og tiltrække sig al opmærksomheden.

Medarbejdere

Et kritikpunkt hos begge selskaber har været, at de i for høj grad har baseret deres succes på udlændinge og ikke været i stand til at aktivere tilstrækkelig lokal arbejdskraft. Hertil kan man argumentere, at få har været bedre til at udnytte EU’s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed end Chelsea. På samme måde har man hos begge virksomheder været dygtige til at tiltrække talenter fra hele verden netop for at kunne indikere, at man er globale koncerner og ikke lader sig begrænse til et givent geografisk område.

Selve tanken om at en succesfuld virksomhed udelukkende skal være baseret på lokal arbejdskraft, forekommer antikveret i en global verden. Begge selskaber udnytter de fordelagtige EU-regler på dette område, der gør, at medarbejdere som eksempelvis Cavani kan påberåbe sig to statsborgerskaber (uruguayansk og italiensk) og derfor ikke fylder op i en decideret ”udlændingekvote”.

Begge selskaber har også forstået, at hvis man kan tiltrække medarbejdere fra eksempelvis Argentina, Uruguay eller Surinam, vil disse være en del af en længere tradition for at tiltrække arbejdskraft til Europa. Her nyder begge selskaber på sin vis godt af, at såvel Frankrig som England er tidligere kolonimagter med de dertil hørende forpligtigelser over for de nu forhenværende kolonier. Chelsea er tydeligvis en mere international koncern end Paris med mere erfaring, men alligevel er de tvunget til at skulle satse uvant offensivt tirsdag aften.

Spørgsmålet er nu, om den internationale erfaring, en mere erfaren administrerende leder og en mere internationel medarbejderstab vil kunne sikre London-selskabet avancement, eller om det bliver de parisiske innovatorer, der kommer til at trække det længste strå i denne duel. Tvekampen virkede på forhånd meget lige, og uagtet London-selskabets dårlige resultat i Frankrig bør man ikke undervurdere erfaringen hos ledelsen, når det gælder den afgørende dyst i hjertet af London.

Økonomi

Dog er det ikke alt, der er rosenrødt. Chelsea FC’s regnskab for 2012/2013 viste et underskud på 440 millioner kroner trods en rekordomsætning på 2,28 milliarder kroner.

”At Chelsea kommer ud med en rekordomsætning trods elimination fra gruppespillet i Champions League, viser, at vi har struktureret vores forretning godt, og at vi vokser mod stabilitet på lang sigt. Vores filosofi er, at bygge på succesen på banen, og selvom de økonomiske resultater ikke har gentaget de markante profitter fra spillersalg de seneste år, har vi en aldersfordeling i den nuværende sammensætning af medarbejderstaben, som gør, at vi i årene fremover kommer til at drage nytte af den investering", udtalte direktør Ron Gourlay efter offentliggørelsen af regnskabet.

De aktuelle franske tal kendes ikke i skrivende stund med samme nøjagtighed - blandt andet fordi selskabet har flere aftaler med underleverandører (baseret i Qatar) medhensyn til sponsorater etc.  At PSG de facto befinder sig i en lignende finansiel situation, er dog langt fra udelukket, og derfor bliver den direkte konfrontation i London altafgørende. Selv med en vigtig nøglemedarbejder uarbejdsdygtig, en relativ uerfaren mellemleder og et mandskab stadig mere lokalt forankret end det multinationale brand, der er Chelsea, synes PSG dog stadig at være favoritter til at tage endnu et skridt i retning af den største europæiske Moneyball.

Chelsea vs. PSG: Nøgletal (ifølge branchesitet www.transfermarkt.de):

Medarbejdernes anslåede markedsværdi:

  • Chelsea    391 mio. €
  • PSG          371 mio. €

Højest vurderede medarbejder:

  • Chelsea:     Eden Hazard (Belgien)          45 mio. €
  • PSG:           Edinson Cavani (Uruguay)    60 mio. €

Primære medarbejderstab:

  • Chelsea    23    heraf  4 englændere (1 med dobbelt statsborgerskab) og 6 ikke-EU-borgere
  • PSG          25    heraf 11 franskmænd (4 med dobbelt statsborgerskab) og 4 ikke-EU-borgere

Finansielle råderum og ejernes kapitalstyrke (ifølge Forbes Magazine):

  • Qatar Investment Authority (QIA)     Anslået formue 110 mia. $
  • Roman Abramovich                         Anslået formue 9,1 mia. $

Se alle vores odds på Champions League her!