Premier League eller Bundesligaen på toppen af Europa?


Champions League byder i år på fire direkte konfrontationer (otte kampe som minimum) mellem Premier League og Bundesligaen:

 

  • FC Bayern München - Manchester City
  • Schalke 04 – Chelsea
  • Borussia Dortmund – Arsenal

Old school-rivalisering fornægter sig som bekendt ikke, og som fodboldfan må man bare slikke sig om munden ved tanken om disse otte indbyrdes opgør, eftersom tysk-engelske dueller som regel aldrig er kedelige.

Mourinho-kynismen er tilbage, og et eller andet kunne tyde på, at Chelsea med ham ved roret kommer til at vinde titler. At han så efter Super Cup-kampen mod Bayern mente, at ”det bedste hold tabte”, ja, det var vel på linje med Komiske Ali i Bagdads lufthavn i 2003. Ikke desto mindre var det en sjov fodboldkamp i Prag, og hvis de nordeuropæiske hold ellers kan holde niveauet, kan vi se frem til en rigtig sjov omgang fodbold i Champions League.


José Mourinho løfter Chelsea til nye højder ved sin blotte tilstedeværelse, mens Pep Guardiola tydeligvis allerede har opnået den dér berømte ”connection” med sine spillere. Hvis man fulgte med på tv-billederne, da holdene forberedte sig på den forlængede spilletid under Super Cup-finalen i Prag, så så man den samme intensive Guardiola, som vi har lært at kende i Barcelona.

Bevar's, dette var ikke en Champions League-finale, men trods alt en finale, der blev vigtigere og vigtigere for hvert minut, der gik; og den lethed hvormed Bayern-spillerne gik frem mod 11-meter-pletten, var helt anderledes afslappet end i München i 2012.

På en eller anden måde er det lykkedes for Guardiola at formidle til sine spillere, at de bare kan tage det helt roligt: For I skal nok vinde til sidst. Arbejd for det, kæmp for det, og I vil blive belønnet.

Det var lige præcis, hvad Bayern gjorde, da de belejrede Chelseas straffesparksfelt, og Javi Martinez fik sat udligningen ind i allersidste sekund.

Derefter scorede Bayern på alle fem straffespark, inden Manuel Neuer med den største selvfølgelighed snuppede Romelu Lukakus svage spark.


Mourinho og Guardiola kan tilsyneladende det samme, nemlig give deres spillere den selvtillid, der løfter deres spil til det niveau, hvor det hører hjemme.

Denne aften var det så Mourinho, der endte med at blive taberen, mens hans evige La Liga-rival kunne samle sit mandskab i omklædningsrummet til en sejrs-Pep-talk...

Nu var der naturligvis noget specielt ved lige dette møde (Guardiola vs. Mourinho og Bayern vs. Chelsea), men siden englænderne overgav sig til den tyske powerfodbold, vil der også være noget ganske særligt over de kommende møder mellem tyske og engelske mandskaber. Ikke mindst fordi englænderne må ”benchmarke” (som det hedder på moderne management-sprog) mod den tyske succes i sidste sæson - også selvom der ikke er ret mange englændere tilbage i de "engelske" klubber.

Bayern vil være favorit mod Al-Manchester (som skriverkollektivet Conte/Nestor konsekvent omtaler Manchester City), Chelsea favorit mod Schalke 04 og Manchester United favorit mod Leverkusen, mens Dortmund nok må påtage sig en hvis favoritværdighed over for Arsenal.


I Danmark vil vi naturligvis have fokus på FC Københavns kampe, men de fire tysk-engelske opgør bør alt andet lige blive blandt de mest seværdige målt på den blotte underholdningsværdi.

Den gamle tysk-britiske rivalisering med al dens 2. Verdenskrigs-retorik synes efterhånden at være forsvundet, men helt basalt er det to spillemåder, der - for at bruge en kliché - står rigtig godt til hinanden - ikke mindst fra et tilskuersynspunkt.

”Football’s a man's game”, siger de i England, og selvom der er mange udlændinge på holdene, slipper vi forhåbentligt for at se Svanens Død alt for mange gange i disse opgør og kan i stedet regne med fodbold på 1. klasse de fleste gange.

Som det bør være: Ikke ligegyldige diskussioner med dommeren efter hver eneste kendelse eller lange ”behandlingsdomme” på taktisk rigtige tidspunkter; men derimod fremadrettet powerfodbold, der bølger frem og tilbage i 90 minutter (plus det løse), som er de kampe, vi rent faktisk gider sidde og se på - og som i øvrigt også vil være underholdende for den neutrale seer.

Med fare for at fornærme fans af spanske, italienske og franske mandskaber, så er der altså noget næsten episk ved at se tyske og engelske hold tørne samme; selv i kampe, der ikke betyder det helt store - som en Super Cup der i dette tilfælde havde hele to (for)historier med sig - er tyske og engelske hold ikke nogen, der giver den anden part noget ved dørene.

Og til hvert af de tysk-engelske opgør i Champions League vil man kunne skrive en ny historie.

Som når Manchester United tager imod Leverkusen, der pt. spiller forbandet god fodbold, og som er trænet af Sami Hyypiä, Liverpool-koryfæet, der næppe har alt for mange varme følelser for de røde fra Manchester.


Dortmund har desuden en regning fra 2011, der skal betales i forhold til Arsenal, der på sin side råder over de tyske landsholdspillere Mertesacker og Podolski plus naturligvis Mesut Özil. For Arsenal åbnede omsider sin store tegnebog til allersidst i transfervinduet og hentede Europas assistkonge til Emirates - en ting som Özils nu tidligere holdkammerater Arbeloa, Ramos og CR7 offentligt har udtrykt deres frustration over.

Al-Manchester mod Super-Bayern og Schalke 04’s Draxler og nyindkøbte Kevin-Prince over for Mourinhos oligarkfinansierede stjerneensemble.


Hvordan kan det blive til andet end god underholdning midt på ugen?

Så venter vi i grunden bare på, at Pep og José tørner sammen igen på et tidspunkt. Kedeligt bliver det i hvert fald ikke.


Klik her for at spille på Champions League hos Unibet