Championship Manager / Football Manager: Alletiders bedste start-11'er!


Iain Macintosh har brugt sin ungdom og sin hidtidige voksentilværelse på at spille hver eneste udgave af Football Manager. Nu har han i sinde at retfærdiggøre dette forhold ved at afsløre sin alletiders bedste start-11'er - på tværs af samtlige versioner af spillet. Vi mente, det var sikrest, bare at give ham lov.

GK: Nigel Martyn (CM1): Alle gode hold har brug for en god målmand, og der har aldrig rigtig været én af samme kaliber som denne store dreng. Som spiller i den næstbedste række hos Crystal Palace kunne man altid hente ham for £900,000 og bygge et titelvindende mandskab ved hjælp af hans utrolig store hænder.

DR: Mike Duff (CM01/02): Du kunne købe ham for £20,000 fra Cheltenham, smide ham ind på hvilket som helst hold i verden, og han ville gøre dig bedre. Jeg kommer aldrig til at elske et andet menneske så højt som Mike Duff.

DC: Paul Warhurst (CM1): Som den perfekte allroundspiller kunne du simpelthen kaste Warhurst ind i forsvaret for derefter at bruge ham præcis efter behag op gennem kæderne. Til en pris af £2m tømte han din bankbeholdning, men hvad er prisen for at kunne sove roligt om natten?

DC: Darren Moore (CM01/02): Han var mere en ridder på hvid hest end forsvarsspiller, når han galoperede gennem databasen for at spare dig for nederlag. Big Dave var så stærk, så målbevidst og så utæmmelig, at han ganske enkelt, ja, fik dig til at føle dig tryg.

DL: Alex Sandro (FM14): Hvis du mangler en lynhurtig venstreback, så får du dem ikke meget bedre end Alex Sandro. Han var ikke bare hurtig og i stand til at løbe solen sort - han var simpelthen stabil. Han spillede aldrig en dårlig kamp. Og når du forvandlede ham til fløjspiller ... åh, hvor kunne du mærke lykken bruse gennem kroppen.

LÆS MERE: Følg vores blogdækning af Premier League!

MR: Ryan Williams (CM01/02): Ikke just et røverkøb til £500,000 fra miniputten Hull City, men han har altid vist sit værd. Han kunne spille alle pladser på midten, og med en pace på 20 kunne du bare sætte ham til at løbe med bolden og sparke udefra; derefter var det bare at smække benene op og nyde showet.

MC: Anthony Vanden Borre (FM07): Det kostede kun £1.1m at lokke denne knægt væk fra Anderlecht, og så kunne du bruge ham på alle positioner på midtbanen og i forsvaret. Her var en stjerne, der ikke krævede meget udvikling. Med en smule kløgt fra trænerens side var han klar til at træde ind på den store scene.

MC: Danny Murphy (CM2): Et røverkøb fra Crewe Alexandra. Denne unge stjerne kunne forvandle en hvilken som helst middelmådig midtbane til verdensklasse, og han blev kun bedre med tiden. Placér Murphy bag Ibrahim Bakayoko og ryd trofæskabet.

ML: Nii Lamptey (CM1): Til en pris på £2.5m var det kun klubber som Manchester United, Liverpool og Blackburn Rovers, der kunne håbe på at få råd til ham, men han var hver en mønt værd. Med sine evner på den offensive midtbane var han manden, du havde brug for, hvis du ville frem i Europa.

ST: Cherno Samba (CM01/02): Så god at det næsten blev betragtet som snyd at købe ham. Så snart du havde snuppet ham fra Millwall, var du usårlig. Han startede stille, men blev bedre og bedre frem mod slutningen af tredje sæson. Derefter var han bedre end Pelé.

ST: Antoine Sibierski (FM07): Sam Allardyce ville have elsket Sibierski. Alt det krævede, var at spille dybt og direkte, gøre franskmanden til din targetman, placere en hurtig spiller ved hans side, smide alt ind i hovedet på ham og smide champagnen på køl. Han førte dig til sejr.

LÆS MERE: Se den utrolige top-10 over verdens grimmeste fodboldmaskotter!