Europa League: Optakt til FC Københavns udekamp i Stuttgart


VfB Stuttgart 1.60, uafgjort 3.75, FC København 5.15 (Kickoff torsdag kl. 21:05)

FC København skal forsøge at rejse sig igen i Europa League efter det ærgerlige 0-1-nederlag i den seneste kamp mod Steaua Bukarest, når Løverne torsdag aften møder Stuttgart og William Kvist på Mercedes-Benz Arena i det sydlige Tyskland.

Tyskerne er det eneste hold i Gruppe E, der ikke har vundet endnu. Senest blev det til et overraskende 0-2-nederlag til Molde i Norge, og i premiererunden spillede Stuttgart uafgjort 2-2 mod Steaua. Der er således lagt op til en meget åben affære mod FC København, der lagde ud med at besejre nordmændene 2-1 i Parken.

Stuttgart har store problemer i den hjemlige liga, hvor holdet pt. ligger og roder på en skuffende 12. plads. Sidste sæson sluttede klubben på 6. pladsen. I weekenden fik VfB dog en smule oprejsning, da det blev til en flot udesejr på 1-0 mod Hamburger SV. Var det ikke blevet til point i denne kamp, ville Stuttgart have ligget under nedrykningsstregen i Bundesligaen, hvor holdet endnu ikke har vundet på egen bane.

Anderledes lyst ser det ud for FC København i Superligaen. 1-0 vandt holdet over ærkerivalen Brøndby IF søndag aften, og københavnerne ligger nummer ét i den bedste danske række. Spillet har imidlertid ikke været prangende på det seneste, hvor det blandt andet er blevet til uafgjorte kampe mod AC Horsens og Esbjerg.

Fraværet af den offensive profil Nicolai Jørgensen, der er skadet, kunne mærkes i derbyet i Parken, hvor Igor Vetokele sent i kampen måtte udgå med en forstrækning. Dermed er der ikke umiddelbart nogle reelle alternativer i angrebet til Cesar Santin og Andreas Cornelius.

Efter den første runde i gruppen troede de fleste sikkert, at det ville blive FCK, Stuttgart og Steaua, der skulle kæmpe om 1. og 2. pladsen og dermed kvalifikationen videre i turneringen. Det har Moldes sejr over tyskerne dog ændret på, og nu ser det hele ganske åbent ud. Stuttgart er imidlertid pisket til sejr på hjemmebane mod FCK, der som udgangspunkt sagtens kan leve med uafgjort.

I gennemsnit er der scoret to mål per Bundesliga-kamp på Mercedes-Benz Arena i denne sæson, og med tanke på de to holds snævre 1-0-sejre i weekenden frister odds 1.95 på, at der også bliver scoret under 2.5 mål i kampen torsdag aften. Stuttgart har bestemt ikke for vane at score bunker af hjemmebanemål. Faktisk er det kun blevet til to kasser på eget græs i fire forsøg.

Spilforslag:
Sats på, at kampen ender uafgjort til odds 3.75
Sats på, at der bliver scoret under 2.5 mål til 1.95