Europa League: Porto snupper sejren i tæt opgør mod Sevilla


Hvis vi i optakten til AZ Alkmaar-Benfica skrev, at det er den på papiret mest ulige kamp ud af torsdagens kvartfinaler i Europa League, så er opgøret mellem Porto og Sevilla nok det mest lige og åbne. Begge klubber har det svært hjemme i ligaen og sætter alt ind på at få succes i Europa.

Porto tabte senest 1-2 til Nacional på udebane, og storklubben har som noget ganske ekstraordinært tabt to af sine seneste fire kampe i Liga Sagres. Med ni kampe tilbage af sæsonen har Porto hele 15 point op til førerholdet, Benfica, så de blåhvides håb ligger i Europa League og i den portugisiske pokalturnering, hvor man i den første semifinalekamp slog netop Benfica 1-0.

Med den nye træner, Castro, er tingene begyndt at lysne en smule, og Porto imponerede i ottendedelsfinalerne mod Napoli, der blev besejret 1-0 i Portugal og holdt på 2-2 i Italien. Torsdag er målmand Helton fortsat udenfor med en skade, der har sat punktum for veteranens sæson. I stedet for står Fabiano mellem stængerne, og det gjorde han godt i returkampen mod Napoli. Fernando styrer som altid midtbanen, mens Jackson Martinez får selskab af Quaresma og Varela i angrebet.

Porto blev treer i sin Champions League-gruppe, der indeholdt Atletico Madrid, Zenit og Austria Wien.

Sevilla jagter sammen med Real Sociedad og Villareal en kvalplads til Champions League i La Liga, men der er seks point op til Athletic Bilbao. Så er tingene gået bedre i Europa League, selvom Emery & Co. var tæt på at ryge ud i den forgangne runde, da Sevilla tabte det første opgør mod lokalrivalerne Betis med 0-2 på eget græs. Returopgøret sluttede med de samme cifre i de rødhvides favør, og favoritterne endte med at vinde på straffe.

Torsdag må andalusierne undvære de karantæneramte Fazio og Mbia, mens målmand Beto og forsvarsspilleren Caricco er stærkt tvivlsomme.

Det ligner et helt åbent opgør mellem to klubber, der kan gå hele vejen i turneringen. Porto skal dog helst vinde på hjemmebane, før turen går til den vanskelige udebane Sanchez Pizjuan, og odds 1.85 på 1-tallet ser rigtig interessant ud.


Klik her for at følge vores grundige dækning af Europa League på Blog.unibet.com!