10 ting du ikke vidste om VM-slutrunden i Argentina 1978


10. VM i 1978 blev afholdt i Argentina, selvom det store sydamerikanske land siden 1976 havde været et militærdiktatur ledet af general Jorge Videla. Unge studerende, intellektuelle, oppositionsfolk begyndte at forsvinde, og omkring 30.000 af disse mennesker blev slået ihjel. Man talte om at flytte slutrunden til Belgien og Holland som følge af protesterne fra mange af de nationer, der skulle deltage, men intet skete, og i sidste ende fik militærdiktaturet sit VM.

9. Holland, der fire år forinden var sluttet som nummer to i Vesttyskland, kom til Argentina uden sin største stjerne, Johan Cruyff. Den hollandske mester valgte at blive hjemme - angiveligt af frygt for at blive bortført, men også fordi sponsorer og andre havde frarådet ham at spille VM i en diktaturstat.

8. Åbningskampen stod mellem de forsvarende mestre fra Vesttyskland og Polen (0-0). Det, der bragte sindene i kog, var imidlertid, at tyskerne få dage efter opgøret besøgte Hans Ulrich Rudel - nazist og pilot i den tyske hær under 2. Verdenskrig. Efter krigen var han flygtet til Argentina, hvor han hjalp Peròn med at reorganisere landets luftvåben.

7. Frankrig kom i gruppe med Argentina, Italien og Ungarn. Efter nederlaget til italienerne i den første kamp tabte franskmændende, der havde en ung Platini på holdet, også til værterne. På det tidspunkt brød uroen i den franske trup ud i lys lue - en konflikt der også bundede i, at spillerne ønskede flere penge fra sponsoren. Det endte med, at spillerne besluttede sig for at rive Adidas' tre striber af støvlerne.

6. Franskmændene var også hovedpersoner i en anden kuriøs episode, da Ungarn var modstanderen i den sidste gruppekamp i Mendoza. Ingen af holdene var kommet til den argentinske vinby med reservetrøjer, hvilket betød, at franskmændene måtte låne det lokale hold Atletico Kimberleys hvidgrønne trøjer.

5. MacLeods skotske landshold - eneste repræsentant fra Storbritannien - kom til Argentina med stor selvtillid, men i de første to kampe blev det til et 1-3-nederlag til Peru og en 1-1'er mod Iran. I den sidste gruppekamp mod Holland skulle skotterne vinde med minimum tre mål for at gå videre. Hollænderne bragte sig foran, men Skotland kom tilbage, og Archie Gemmill scorede det smukkeste mål i slutrunden (se videoen herunder). Dette mål blev legendarisk, og spillede såmænd også en rolle i filmen Trainspotting. Skotland manglede kun ét mål for at avancere, men det var Holland, der scorede kampens sidste mål, så opgøret endte 3-2 til de orangeklædte spillere, der dermed gik videre på skotternes bekostning.

4. Ligesom i Vesttyskland i 1974 blev der ikke spillet kvart- og semifinaler i Argentina, men derimod to gruppespil, der kvalificerede to nationer til finalen. Argentina, der havde tabt til Italien i den indledende gruppe, spillede mod Brasilien, Peru og Polen. I den sidste kamp i finalegruppespillet vandt brasilianerne 3-1 over Polen om eftermiddagen, hvilket betød, at Argentina skulle slå Peru om aftenen med minimum fire måls margin. Peruvianerne kæmpede hårdt i første halvleg, men faldt derefter sammen og tabte 0-6. Målmand Quiroga, der var født i argentinske Rosario, lod et par mærkelige mål gå ind i et opgør, der stadig diskuteres på de kanter. 

3. Bearzots italienske landshold spillede turneringens bedste fodbold, men sluttede som nummer fire. I den sidste finalegruppekamp kom Gli Azzurri foran på et selvmål mod Holland, men indkasserede derefter to langskudsmål fra Haan og Brandts. I kampen om bronzen tabte italienerne igen efter langskudsmål, og mange mente, at målmand Zoff havde problemer med at følge boldens bane om aftenen, når projektørerne var tændt på stadion.

2. I gruppen, der talte Holland og Italien, spillede Østrig og Vesttyskland et brændvarmt derby, der overraskende blev vundet 3-2 af østrigerne. Fire år senere i Spanien, da de to nationer mødtes i Gijon, var klimaet mellem spillerne ganske anderledes...

1. I finalen, der blev spillet på Monumental i Buenos Aires, var værterne favoritter, men det var hollænderne, der ved stillingen 1-1 ramte træværket i sidste minut. I overtiden satte argentinerne dog tingene på plads med scoringer af Bertoni og Kempes (hans andet mål i finalen). Dermed havde Argentina vundet sit første verdensmesterskab.

Her er 10 ting, du ikke vidste om VM-slutrunden i 1970 i Mexico!