Big Lang Theory: Hyldest til Oscar



Før kickoff talte alle om Kaká. Efter at være indkaldt til landsholdstjeneste i venskabskampen mod Irak for første gang siden VM i 2010 nød veteranmidtbanespilleren en uge tilbage i offentlighedens søgelys, hvor han med neddæmpet passion talte om sit ønske om at genetablere sig som landsholdsspiller.

Hvis han var nervøs før kampen Malmø, skjulte han det godt på banen, hvor han spillede en god kamp. Kaká skabte Brasiliens andet mål på gennemført laidback-manér, hvorefter han i anden halvleg selv kom på scoringstavlen. Mellem de to episoder leverede han blandt andet to sukkerafleveringer fra kantet af irakernes felt. Ingen af dem resulterede i mål, men de var symboler på, hvor nemt han havde ved at komme tilbage til landsholdet.

Mens indsatsen giver ham et velkomment selvtillidsboost, var aftenen dog også præget af en vis melankoli for Kaká, der fik et førstehåndsindtryk af det generationsskifte, der er sket i løbet af de to år, han har været væk. Hvor han engang var en central figur, er Kaká nu i periferien.

Kaká var nemlig ikke den bedste spiller på banen mod Irak. Den ære tilfalder manden, der er hans arvtager og grunden til, at hans renæssance sandsynligvis ikke er andet end en indian summer. Aftenen tilhørte Oscar.

Chelsea-ynglingen var med i det hele for Brasilien. Hans uafbrudte løb kastede to mål af sig - det første en smart afslutning efter en smuk aflevering fra Neymar og det andet resultatet af et umarkeret løb ind i straffesparksfeltet - og de gjorde også, at han aldrig var længere end et par meter væk fra begivenhedernes centrum.

Officielt er han udvalgt til at spille som den mest centrale af tre mænd, der ligger bag ved Neymar, men Oscar spiller reelt overalt, og det virkede, som om han havde flere boldberøringer end samtlige Brasiliens angribere tilsammen. Og det var ikke nyttesløse berøringer, for Oscar er ikke en boldflytter. Han repræsenterer alt det, som en moderne playmaker bør være.

Selv med alle Kakás talenter - og de er uden tvivl mange - in mente, så udøvede han aldrig den grad af indflydelse på Brasiliens midtbane. Det skyldes dog historiens lotteri; hans unge år ramlede sammen med Dungas regeringsperiode. Dungas taktik var mere Sam Allardyce end "samba paradise". Men selv dengang var Kaká ikke den typiske playmaker. Han gør sig fortrinsvist i udbrud og svævende ryk. Han skiller sig ud i momenter - ikke i lange perioder.

Oscar kan - som alle, der har fulgt Chelsea i den seneste tid, ved - godt lide at være involveret hele tiden. Selv med de kreative evner hos Juan Mata og Eden Hazard lige ved siden af går der sjældent 30 sekunder, uden at brasilianeren tilbyder sig og forsøger et eller andet. Han har allerede etableret sig som en nøglespiller på Roberto Di Matteos hold og retfærdiggør dermed den høje stjerne, han længe har haft i sit hjemland.

Det skræmmende er, at Oscar efter al sandsynlighed blot vil blive bedre i de kommende år. "Man kan sige det på den måde", sagde den brasilianske landstræner, Mano Menezes, for et par måneder siden med et smil på læben. "Han har Brasiliens trøje nummer 10, og den trøje giver vi ikke bare til hvem som helst". Efter torsdag aftens magtdemonstration er en vis Real Madrid-spiller kun alt for klar over dette faktum.