Brasilien er ikke længere Brasilien


VM i Brasilien er Jogo Bonito med en skygge af tvivl, der fylder mere end tidligere, eftersom slutrunden jo netop spilles i Det Smukke Spils hjemland. Hvor vi har haft en tendens til at romantisere det brasilianske spil og dets udøvere, støder man denne gang hovedet hårdt ind i virkeligheden anno 2014.

Brasilien er nemlig ikke længere et land, der spiller smuk, fremadrettet, men en kende naiv fodbold som i 1982, hvor Socrates, Zico, Eder og alle de andre røg ud mod de notoriske kynikere og senere verdensmestre fra Italien allerede i mellemrunden, og hvor Brasilien - i tiden før internettet - i de flestes bevidsthed bare var et stort land i Sydamerika, der vist nok blev regeret af en lokal junta. Landet var mellem 1964-85 et militærdiktatur.

I dag er Brasiliens statschef en demokratisk valgt kvinde, Dilma Rousseff (billedet herover), og landet har verdens syvendestørste bruttonationalprodukt (BNP). Ja, det er stadig et land med enorme sociale forskelle, men ikke desto mindre en nation i vækst og et land med en voksende middelklasse, der stiller sig kritisk overfor beslutningerne om at bruge milliarder på et VM i år og et OL i 2016.

Det var en utilfredshed, der brød ud i lys lue under Confederations Cup sidste år, hvor millioner gik på gaderne i demonstration mod at bruge penge på et VM, når disse penge kunne være brugt (bedre) på at forbedre infrastruktur, skoler og sociale forhold for Brasiliens mange fattige.

”Vi har ikke brug for VM. Vi har brug for sundhed, uddannelse og transport”, gjaldede det fra demonstranter i Recife, Rio de Janeiro, Porto Alegre og Sao Paolo, der også tog deres utilfredshed med ind på stadion:

Det hjælper næppe heller, at hæren op til VM er i gang med at rydde favelaerne, slumkvartererne omkring de store byer, for at få det hele til se bedre ud i den måned, hvor VM afholdes. I forvejen havde Unidade de Polícia Pacificadora (UPP), der kan oversættes til Pacificeringspolitiet, siden 2008 haft en vigtig rolle i bekæmpelsen af kriminaliteten i favelaerne, men UPP har i de seneste måneder optrappet sit engagement - ikke mindst i Rio de Janerio, hvor mange af de 600.000 turister, som forventes at komme til Brasilien under VM, vil være forsamlet. Derfor skal det være sikkert at befinde sig i nærheden af f.eks. Copacabana i denne periode.

Det er protester, der ikke kommer til at forhindre, at der skal spilles 64 fodboldkampe i denne sommer, men de understreger, at illusionen om samba, Copacabana og jogo bonito bare er en reklamefernis, der er smurt hen over brandet Brasilien.

Hvor det under Confederations Cup primært var middelklassen, der gik på gaderne, har skolelærere og buschaufførerne nu fået selskab af fodboldfans fra de laveste sociale klasser. Det er ikke protester rettet specifikt mod VM, men mod de omkostninger, der er forbundet med det at afholde så stor en slutrunde. De elsker stadig fodbolden i Brasilien, men mange glæder sig ikke rigtig til et VM, der bliver det dyreste i historien

Protestbevægelsen har også været medvirkende til at gøre mange brasilianere langt mere politisk bevidste end tidligere. Herunder hører evnen til ikke at lade sig dupere af gamle myter om, at selvom alt er skidt, så overskygger kærligheden til fodbolden alt.

Intet sted er dette forhold mere tydeligt end omkring Maracanã-stadion i Rio de Janeiro - engang skueplads for verdens mest besøgte fodboldkamp, da knap 200.000 mennesker i 1950 så Uruguay slå Brasilien i VM-finalen, nu et totalt ombygget 5-stjernet stadion med siddepladser overalt:

Maracanã er hjemmebane for klubberne Fluminense, Botafogo og Flamengo og er nærmest en helligdom i Brasilien. Myten om Maracana er, at det er her, Brasilien forenes i kærligheden til jogo bonito. For på Maracana er alle lige. Eller rettere: Det var de.

For 15 år siden kostede den billigste billet omkring en 10’er. I dag på det ombyggede Maracana, der udelukkende har siddepladser, koster de billigste billetter omkring 150 kroner, og med tanke på, at en fattig arbejder fra favelaen tjener omkring 3.000 kroner om måneden, så er der ikke noget at sige til, at fodbold er noget, man ser i tv. Under VM kommer den billigste billet til en kamp på Maracanã til at koste 175 brasilianske real, hvilket svarer til omkring 430 kroner.

Maracanã er for mange brasilianere symbolet på, at fodbolden ikke længere forener, og at VM ikke er for folket. For folket har ganske enkelt ikke råd. Én ting er opskruede priser under VM, noget andet er, at Maracanã - siden det stod færdig efter ombygningen - har haft svært ved at blive fyldt op, selvom der er hele tre klubber, der kan trække tilskuere til.

Fodbolden forener ikke længere, men afspejler i stedet den store ulighed, og selvom brasilianerne elsker fodbold, så har de et langt mere pragmatisk forhold til den, end myterne tilsiger. Se bare på, hvordan deres landshold anno 2014, VM-favoritterne, spiller; her er kyniske forsvarere som Dani Alves og Luiz Gustavo i mindst lige så høj kurs som boldekvilibrister som Neymar (billedet herunder) og kampvognscenterforwarder som Hulk.

De økonomiske tømmermænd efter festen indfinder sig engang i august måned. Hvis Brasilien på det tidspunkt er verdensmestre for sjette gang, vil det sikkert dulme smerterne, men ikke fjerne dem.

Den brasilianske middelklasse vil stadig stå med gode argumenter for, at der skal ske radikale indenrigspolitiske skridt for at komme uligheden til livs, og den slags sker ikke ved at bygge et moderne stadion, Arena Amazonia (billedet herunder) i Manaus midt ude i Amazonas, hvor byens bedste hold spiller i 3. division, og hvor de 1,5 milliarder, som stadion har kostet, nok kunne være brugt på andet end et fodboldtempel.

Modsat i junta-tiden kan brasilianerne nu ytre deres utilfredshed ved stemmeurnerne. Verdensmestre eller ej.

Myten om Brasilien og nationens fodbold er en smuk én af slagsen, men den er om ikke naiv så i hvert fald utidssvarende. Det moderne Brasilien har et landshold, der spiller moderne fodbold - kynisk og effektivt, men undertiden med aktører, der bare er bedre end de fleste.

Når VM bliver præsenteret sammen med samba, caipirinhas, Copacabana og alle de øvrige klichéer, vil det være netop det: klichéer og myter.

Et fodbold-VM i Brasilien bliver solgt som myten om det smukke spil, der kommer hjem, men i virkeligheden handler det om, hvem der er mest snu, kynisk og smart til at vinde syv kampe på stribe og få titlen som verdensmester - som det altid har gjort. Det er ikke den smukkeste, men den mest kyniske, der ender med at vinde - symboliseret herunder, hvor troldmanden Zico under VM i 1982 dækkes "kærligt" op af den italienske jernmand Claudio Gentile.

For brasserfans, der stadig tror på myten om jogo bonito, er det godt, at det brasilianske landshold for længst har kastet myterne af sig og derfor med rette stadig er favorit til titlen, men for Dilma Rouseff og Arbejderpartiet er VM også en politisk gambling; vinder Selecão sin sjette VM-titel, er de helte, men hvis det glipper, kan man meget vel forestille sig, at oppositionen vil få kronede dage ved det næste valg.

100 milliarder kroner for et VM, der ikke engang gav en titel!? Det må siges at være dårlig økonomistyring. Og dét budskab vil alle kunne forstå.

Brasilien er i skrivende stund VM-favorit med odds 3.85, men hvem tror du, vinder verdensmesterskabstitlen? Se alle oddsene her!