De fem mest irriterende ting ved at se England spille fodbold


Nu er der bare et par dage til, at vi igen kan vende opmærksomheden mod den hjemlige fodbold - det varme, komfortable tæppe af vrede og hidsighed, som vi er blevet så dybt afhængige af. Mandag aften skal vi dog se England spille, og det kan blive lidt af en langgaber:

 

Wayne Rooney

Nej, det er ikke kun Rooney, der underpræsterer for England, men han er den spiller, der er mest repræsentativ i forhold til Englands største problem; i adskillige år bankede han stribevis af mål ind og var en inspirationskilde for Manchester United, hvorefter han trak en engelsk landsholdstrøje over hovedet og forvandlede sig til en omvandrende skuffelse - ligesom resten af The Golden Generation.

Han strejfer kun det overfladiske, når han bliver interviewet, hvilket er helt forståeligt og noget, der efterlignes af holdkammeraterne, men ikke desto mindre helt og aldeles hæsligt at lytte til. Det der gør mig vredest ved at se England og Rooney spille, er at alle er klar over, at det ikke behøvede at være sådan. I hans tidlige landskampe var det næsten ikke til at tro, hvor god Rooney var: det var utroligt, at en engelsk fodboldspiller var i stand til at spille med den attitude og samtidig have talentet til at bakke den op. Det er slut. Rooney vil score mål i feltet - sandsynligvis i endnu højere grad end nogen holdkammerat - men det hjælper ikke holdet med at nå frem dertil. Hvor kedeligt. Hvor engelsk.

 

Roy Hodgson

 
Engang var han omtalt som en boglæsende intellektuel af de mere selvtilfredse dele af medielandskabet, men Hodgsons ry er blevet noget blakket fra tiden i Liverpool og fremefter.

Mens man godt kan sige, at han imponerede i Fulham, så har der i det seneste årti ikke været indikationer på, at han har været i stand til at konkurrere på højeste niveau eller arbejde med spillere, der selv er mere end middelmådige, og grunden til at middelmådige engelske landsholdsspillere klarer sig fint i deres klubber, kan hænge sammen med, at de dér har kløgtigere trænere og kolleger. Louis van Gaal tog en fragmenteret, men talentfuld hollandsk landsholdstrup til tredjepladsen ved VM, hvor de færreste havde forventet noget af holdet. Hodgson forsøgte det samme, røg ud i gruppespillet og blev sidst set som en aldrende, vred mand, der fortalte journalisterne, at det var fuldstændig idiotisk at bruge fakta for at påvise, at det engelske landsholds havde underpræsteret.

LÆS MERE: Kan Schweiz vinde over England for første gang i 33 år? 

Spillerne er for kedelige

Tidligere kunne man som Manchester United-fan hade Steven Gerrard. Hvis du var West Ham-fan, kunne du hade Frank Lampard. Hvis du var Liverpool-fan, kunne du hade Gary Neville etc.

Det var derfor ikke overraskende, at folk ikke blev overvældet af varme følelser, når disse spillere dukkede op i en hvid landsholdstrøje - især ikke når diverse turneringer kastede uinteressante selvbiografier af sig fra enkelte af dem. Det var første led i fremmedgørelsen af tilhængerne, og nu står vi over for et endnu større problem. Fabian Delph, Gary Cahill, Jordan Henderson, John Stones og Alex Oxlade-Chamberlain - alle rimelig fornuftige fyre, der ikke kan laves en eneste joke om. Først antipati, nu apati. Der er ingenting at juble over, og der er ingenting at afsky. England er bare et landshold, der eksisterer.

 

Det er ikke klubfodbold

Efter at enhver hengivenhed er fjernet fra majoriteten af de tilhængere, der støtter de traditionelt største klubber, er der ikke noget overraskende i, at folk vender ryggen til landsholdet, der mangler alt det, de finder i deres respektive klubber. Teknisk topniveau, hårdt arbejde (baseret på følelser eller høje lønninger), en opstilling der ikke er 4-4-2 og Champions League-bold, hvor dine favoritspillere kan kæmpe mod de allerbedste modstandere uden at falde helt sammen.

Klubfodbolden tilfredsstiller det konstante behov for udvikling med kampe mere eller mindre hver anden dag, transfers, mindre absurd patriotisk mediedækning og en eller anden form for forhold til det hold, der i sidste ende vinder den pågældende kamp. I gamle dage var Tyskland en klassisk skurk, men nu er det tyske landshold bare endnu en europæisk modstander. Chelsea derimod ... ja, de fleste vil stadig få det decideret dårligt, når de vinder det engelske mesterskab.

 

Raheem Sterling

 
Nej, han er ikke irriterende i sig selv. Han er den bedste spiller siden Rooney og er i besiddelse af det, folk kalder "naturligt talent", uanset om det er genetisk eller resultatet af mange timers hård træning. Han løber med selvtillid, spiller med placeringsevne og gør de fleste spillere omkring sig bedre med sit blik og sine evner.

Det der er irriterende, er, at vi har været her før. Rooney, Paul Gascoigne, alle fra den føromtalte gyldne generation. I årtier har vi haft spillere, der har kunnet imponere på klubplan, af og til på landsholdet, og som så trin for trin er falmet, efterhånden som virkeligheden og forventningspresset tager sin tørn. Det der er irriterende, er, at det sandsynligvis ikke vil være anderledes for Sterling.

Blogskribent Alexander Netherton taler lige ud af posen her på blog.unibet.dk!