Det er et spørgsmål om tid hvornår Neymar overhaler Messi som verdens bedste fodboldspiller


Tanken om Lionel Messi og Neymar på det samme hold er en smule skræmmende.

Som firedobbelt vinder af prisen som verdens bedste fodboldspiller er den største trussel mod Messis Ballon D'or traditionelt kommet i form af Cristiano Ronaldo, der må begynde at få det lidt dårligt over Fifa's stort anlagte show. Siden han blev valgt til verdens bedste i 2008, er Ron blevet spist af med tre andenpladser.

På trods af det kan man med rette argumentere for, at Ronaldo er en mere komplet spiller end Messi, og den debat kan køre videre for evigt. Men i fremtiden, når Messis magi begynder at aftage, vil denne dynamiske unge brasilianer erstatte Leo som frontfigur i fodboldsverdenen:

Hypen har allerede vokset sig gigantisk i Brasilien, hvor Neymars ansigt pryder de imposante reklameskilte for Confederations Cup, der blev skudt i gang af selvsamme Neymar, der bankede bolden ind efter blot tre minutter i åbningskampen mod Japan.

Niveauet af idolisering vil stige yderligere på denne tid næste år, når Neymar skal bære en hel værtsnations håb på sine unge skuldre. Sidst Brasilien lagde den slags pres på én og samme person, brød Ronaldo sammen forud for VM-finalen i 1998 og blev aldrig rigtig den samme spiller igen.

Men knægten fra Sao Paulo har hovedet skruet ordentlig på, og hans skifte til Barcelona vil kun modne ham yderligere og øge sandsynligheden for, at han en dag bliver verdens bedste. Han må dog væbne sig med tålmodighed i forhold til at blive den største stjerne på Barca-holdet, sådan som han er blevet det i sit lands gule trøje.

Nogle af de mål, han har scoret for Santos, har været decideret vanvittige - ikke mindst hans spektakulære mål mod Flamengo i 2011 - og som blot 21-årig har han tre-fire år med store udviklingsmuligheder foran sig. Det er disse år, der kan sende ham op i stratosfæren.

Selvom der altid er en tendens til at skulle drage sammenligninger i stedet for bare at læne sig tilbage og nyde øjeblikket, så må man sige, at Neymars samlede repertoire potentielt er større end Messis ditto. Som dribler og afslutter er Messi en af de største, verden har set.

Men Brasiliens nye nummer 10 spiller spillet med en elegance og en ubekymrethed, der kombinerer alt det, der er fantastisk ved Messi, med alt det, der var fantastisk ved Zinedine Zidane; Neymar kan blive Barcelonas og Brasiliens største entertainer, og på trods af sammenligninger med Ronaldinho kan han sætte sit eget unikke præg på historien.

Neymar spiller spillet med en ynde og en passion, og i ægte sambatradition oser han af stil og teknik, samtidig med at han ikke er mindre dødbringende foran kassen end Messi.

Udfordringen for Neymar er at bevise det blandt de store drenge, men nu hvor brasseren bliver bedre og bedste, mens Messi er på toppen af sin karriere og umiddelbart vil få svært ved at komme højere end det svimlende niveau, han allerede har nået, så råder Barcelona i den næste sæson over en af de mest skræmmende duoer gennem tiderne.

Når Neymar på et tidspunkt når toppen, så vil brasilianeren være mere end i stand til at overskygge det, Messi har opnået i fodboldverdenen, og overleveringen af tronen fra Messi til Neymar kan starte så tidligt som næste år, når VM spilles i Brasilien.

Neymar har verden for sine fødder - nu skal han bevise, at han kan leve med presset.