Fehlstart


Fire kampe. Så længe varede hvedebrødsdagene for de tyske verdensmestre, inden Fanden var løs. Ja, for faktisk begyndte det allerede i VM-revanchen mod Argentina, som sydamerikanerne vandt med 4-2, og hvor Mario Gomez af publikum blev udpeget som den store syndebuk og ledsaget af øredøvende pibekoncerter, hver gang han havde bolden - næsten ligesom den modtagelse, matchvinderen fra VM-finalen, Mario Götze (eller Judas, som de stadig kalder ham i Dortmund), får, hver gang han løber ind på et stadion, hvor mange af tilskuerne sympatiserer med Schwarz-Gelb.

En mager 2-1 hjemme over Skotland, 0-2 ude mod Polen og senest 1-1 hjemme mod Irland har her knap 100 dage efter triumfen i Rio de Janeiro vækket vreden blandt fans. ”Vi er alle verdensmestre”, sagde Löw ved hjemkomsten til Berlin, og fansene råber nu: ”Så spil da, som om vi er det!”.

Luca Ferrato spekulerer i, om det mon skyldes, at tyskerne ikke er "kommet hjem” fra Brasilien endnu, eller om der faktisk er tale om en lille krise hos landsholdet. Begge dele kan have en del af sandheden i sig, men grunden til den dårlige tyske start på kvalifikationen har mange nuancer.

LÆS MERE: Følg vores blogdækning af Bundesligaen!

At euforien efter VM-titlen naturligvis måtte slutte, siger i grunden sig selv, men efter et sommertrip, der ville være en 68’er-hippie eller 80’er-yuppie værdigt, er landingen altid hård. Og hverdagen - her i form af kvalifikationskampe - er barsk for både spillere og tilskuere. De, der var igennem den nervepirrende kamp mod Algeriet, massakren på Brasilien og naturligvis VM-finalen, kan have svært ved at finde de dér 5-10 pct. ekstra, der gør forskellen, når modstanderen hedder Polen og Irland.

VM-træthed og sæsonstarten spiller altså givetvis ind - noget, der ses måske endnu mere tydeligt hos bronzevinderne fra Holland, der helt uhørt allerede har tabt to kvalkampe. Med tanke på hvordan Holland ellers normalt rydder bordet i kvalifikationsturneringer, er dette bare en understregning af, at en slutrunde tærer mere, end de fleste tror. Efter kampen mod Irland mindede Mats Hummels journalisterne om, at fem ud af syv kampe i Brasilien blev afgjort af benhårdt arbejde, hvor tyskerne tiltvang sig heldet.

Det samme held manglede i kampen mod Irland, hvor udligningen faldt i overtiden, og mod Polen manglede man heldet i afslutningerne - igen fordi tyskerne, som Löw flere gange har understreget, ikke var 100 pct. mentalt til stede.

Men for tyskernes vedkommende er der også to andre faktorer, der skal indregnes; den ene handler om skader, og dem har de rigeligt af blandt stamspillerne: Schweinsteiger, Höwedes, Özil og Schürrle er alle skadede, og det samme gælder erfarne kræfter som Reus og Gündogan. Læren er, at der - selv for storhold - er en grænse for, hvor mange bærende kræfter man kan undvære på én gang.

Vigtigst er imidlertid den faktor, at det ser ud, som om det tyske landshold savner en regulær leder på banen - en Führungsspieler. Philipp Lahm har indstillet landsholdskarrieren, og med Bastian Schweinsteigers skade er holdet blevet frataget begge dets vigtigste spillere på netop den post.

Mertesacker og Klose var begge vigtige, men de var ikke som Lahm ledere på banen, og det er i grunden unfair at klandre unge Durm og Rüdiger, at de ikke spiller med 100 landskampes erfaring endnu. At der mod Irland ikke var den spiller, der fik holdkammeraterne til at slås mod kramperne (ja, tyskerne så unægtelig trætte ud de sidste 10-15 minutter) og sørgede for, at en 1-0-sejr kunne køres hjem, var tydeligt.

LÆS MERE: Per Marxen fortæller den utrolige historie om Tysklands VM-trøje, der tog alle med storm!

Toni Kroos er ikke klar til at påtage sig det ansvar endnu, selvom hans rolle mod både Polen og Irland var langt mere vigtig end tidligere, men kombineret med de mange udfald blev Kroos tvunget ind i en rolle, som han endnu ikke er klar til - eller måske nogensinde bliver klar til. Toni Kroos’ uendeligt mange kvaliteter til trods er lederskab på banen ikke en åbenlys én af slagsen. Kroos er og bliver en fantastisk næstkommanderende - ham, der muligvis er klogere, teknisk dygtigere og mere aktiv end sin leder, men som mangler den x-faktor, som gode ledere er bygget af.

Men - er der sikkert nogle læsere, der vil spørge - er det ikke her, der er sunget lovsange om den store tyske talentmasse og alle de stjernefrø der stod på spring? Ville det så ikke bare være problemfrit at nappe et par stykker af disse talenter og lade dem udgøre fuldgyldige erstatninger for de spillere, der nu tilfældigvis er skadet? I teorien, jo. I praksis, naturligvis nej.

Antonio Rüdiger, Erik Durm, Sebastian Rudy og ikke mindst debutanten Karim Bellarabi gjorde det alle sammen glimrende i begge landskampe, men ud over Durm er de slet ikke spillet rigtigt ind på holdet endnu, og noget af det, der kræves for at ”køre et resultat hjem”, er nu engang erfaring.

At overlade ansvaret for at skabe et eller andet genialt fremad banen (hører I efter, Götze og Müller?) er i grunden at begå samme fejl, som Argentina gjorde under VM ved hele tiden at kigge efter Messi. Det ved Joachim Löw godt, og derfor ligner han heller ikke en mand, der er ved at gå i panik. I øvrigt gælder det samme for Thomas Schneider, der har afløst Hansi Flick som hans assistent - en mand, som visse journalister allerede har udset sig som skydeskive, eftersom han ikke ligefrem havde en glorværdige karriere som cheftræner i Stuttgart, og som derfor er en ”belastet tabertype”, der nu er kommet ombord på landsholdet.

Et EM uden verdensmestrene vil være en katastrofe, men det kommer heller ikke til at ske.

Et verdensmesterskab er et højdepunkt, hvorfra det kun kan gå nedad. Uanset resultaterne. Med det taknemmelige kvalifikationsprogram har tyskerne rigelig med muligheder for at komme til Frankrig i 2016, men alt andet end en førsteplads i gruppen - med maksimumpoint forstås - vil under alle omstændigheder være en fiasko, en andenplads vil være noget nær uacceptabel og kun at komme til EM via playoff en tragedie. Et EM uden verdensmestrene vil være en katastrofe, men det kommer heller ikke til at ske.

Den dårlige start tjener som det slag i ansigtet, en ven giver én, når man ligger døddrukken på gulvet efter verdens bedste fest; man vågner op og indser, at det er på tide at gå hjem, sove rusen ud, få gjort noget ved tømmermændene og derefter komme tilbage til arbejdet.

Alle de skadede spillere vender på et tidspunkt tilbage, ligesom de unge kræfter for alvor begynder at banke på, og når tyskerne igen er sultne, vil selv de mest defensivt indstillede mandskaber ikke have noget at stå imod med. Om det så rækker til at gøre Spanien kunststykket efter og følge en VM-titel op med et europamesterskab, må stå åbent. At Tyskland vågner fra den nuværende letargi, må være hævet over enhver tvivl.

LÆS MERE: Læs flere af pressechef og Bundesliga-eskpert Per Marxens blogskriverier!