Fodboldens blinde øjne


De afrikanske mesterskaber i fodbold begyndte i lørdags. De finder sted i Ækvatorialguinea i den vestlige del af Centralafrika - et land, der før uafhængigheden i 1968 hed Spansk Guinea, men som i dag har fået tilnavnet ”Afrikas Kuwait”.

Ækvatorialguinea er næppe en destination, der siger de fleste danskere ret meget, og undertegnede skal da også indrømme, at landet var en blank plet, indtil researchen begyndte.

Bedømt alene på de økonomiske nøgletal ser landet ud som en afrikansk succeshistorie; Ækvatorialguinea udmærker sig nemlig ved at have det højeste BNP pr. indbygger på hele det afrikanske kontinent. Ifølge FN’s tal vil det sige omkring 30.000 $ (ca. 190.000 DKK) pr. indbygger.

Men det er også noget nær det eneste positive, man kan sige, for denne velstand er – mildt sagt – skævt fordelt.

60 pct. af befolkningen lever for under én dollar om dagen, halvdelen har ikke adgang til rent vand, og børnedødeligheden er lige så høj som i nabolandet DR Congo, der ikke har de samme ressourcer som lille Ækvatorialguinea med blot 700.000 indbyggere.

Hvorfor er landets BNP så højt? Svaret er enkelt: olie.

I midten af 90’erne viste amerikanske olieselskabers prøveboringer, at Guinea-bugten var rig på olieforekomster, og siden 1996 har Ækvatorialguinea været den tredjestørste olieproducent syd for Sahara.

I hemmelige depecher, som Wikileaks har offentliggjort, skriver den amerikanske ambassadør, at mere end 30 pct. af den amerikanske olieimport nu stammer fra steder som Ækvatorialguinea, og han tilføjer, at landet er ”et af de mest isolerede og mindst forståede lande, som fungerer vedvarende under militær undtagelsestilstand”.

HØR MERE: Vi analyserer de afrikanske fodboldmesterskaber i Unibet Sportscast!

Det er en meget rammende beskrivelse, for landet har siden 1979 været regeret af præsident Teodoro Obiang (han kom naturligvis til magten ved et militærkup). Han er blevet kaldt en værre diktator end Zimbabwes Robert Mugabe, der i øvrigt er en af en hans nære venner, men ikke desto mindre er han en af de statsledere i verden, der har siddet ved magten i længst tid. Ifølge det amerikanske business magasin Forbes har han en personlig formue i omegnen af 3,8 milliarder danske kroner.

Præsident Obiang ses herunder i selskab med en anden fodboldfan - den nuværende biskop af Rom, pave Frans.

Selvom det amerikanske senat i 2004 fandt beviser for, at olieselskaber som f.eks. Exxon Mobile havde overført store beløb til familien Obiangs udenlandske konti, er USA af indlysende strategiske årsager ikke synderligt interesserede i at kritisere et regime, som de betragter som en allieret, og som oven i købet er placeret i en olierig region. I 2006 kaldte daværende udenrigsminister Condoleeza Rice præsident Obiang for "en god ven”, selvom rapporter fra hendes eget udenrigsministerium viste, at Obiang konsekvent undertrykte befolkningen og så stort på menneskerettighederne. 

I et strategisk perspektiv er Ækvatorialguinea, der i parentes bemærket er en overvejende kristen nation, afgjort at foretrække som olieleverandør på bekostning af staterne i Mellemøsten. Ækvatorialguinea har allerede én gang haft værtskabet for en afrikansk slutrunde; det var i 2012, hvor landet var medvært sammen med Gabon.

LÆS MERE: Her er fem gode grunde til at følge med i African Nations Cup!

At Ækvatorialguinea velvilligt sprang til, da Marokko trak sig som vært pga. udbrud af ebola, skyldes ikke mindst præsident Obiangs ønske om at forbedre sit image og ikke mindst sit eftermæle, hvilket ikke kan siges at være en ny disciplin, når talen falder på denne verdens aldrende diktatorer.

Det mener den britiske lejesoldat Simon Mann (billedet herunder) i hvert fald, og han kender landet bedre end de fleste, eftersom han i 2004 stod i spidsen for et fejlslagent kupforsøg mod netop præsident Obiang - en operation, der i øvrigt var delvist finansieret af Mark Thatcher, søn af den tidligere britiske premierminister. I det hele taget en handling som taget ud af en Frederick Forsyth-roman.

Til fodboldmagasinet GOAL siger Mann, der oprindeligt blev idømt 32 års fængsel, men blev løsladt i 2009, at en turnering som African Nations Cup er en perfekt lejlighed til at vise landet frem for verdenspressen.

Hvis journalisterne så ellers forlod stadion og gik ud i den virkelige verden, ville de nok opleve, at de ting, som Human Rights Watch kritiserer ved Ækvatorialguinea, holder vand. Normalt er det vanskeligt for udenlandske journalister at få visum til landet, eftersom de så muligvis kunne finde på at tale med lokale journalister og dermed opdage, at når det handler om pressefrihed, er situationen i Ækvatorialguinea lige så håbløs som placeringen på organisationen Reporters Without Borders' årlige liste viser: Her rangerer landet som nummer 162 ud af 179.

Så selvom det i den kommende måned vil være fodbold, det handler om, er det værd at bide mærke i, under hvilke forhold turneringen finder sted. Som den danske journalist Øyvind Kyrø allerede beskrev det tilbage i 2011 i P1-programmet Panorama, er Ækvatorialguinea et af de mest undertrykkende regimer i verden - med en lille magtelite anført af præsidentfamilien Obiang, der betragter landet som sin personlige ejendom og agerer derefter.

At betegne Ækvatorialguinea som et regulært ”kleptokrati” er nok det, det kommer sandheden nærmest. Og så kan man krydre dette med ord som korruption, fattigdom og undertrykkelse, hvilket er de triste betegnelser, som Human Rights Watch hæfter på landet.

Men historien om African Nations Cup i Ækvatorialguinea er i grunden bare historien om håndbold-VM i Qatar, om OL i Sochi, de kommende VM-fodboldslutrunder i Rusland i 2018 og i Qatar i 2022 samt EM i Ukraine tilbage i 2012. Det er et spørgsmål om penge.

Dem har olierige diktaturer nu engang rigeligt af, ligesom der er villige organisationer, der ikke mener, at ”man skal sammenblande sport og politik”, hvorefter slutrunderne så bliver afholdt efter planen

Alt andet ville også være mærkeligt, eftersom de jo er købt og betalt. For som altid kan penge få verden til at vende det blinde øje til, når det gælder menneskerettigheder og undertrykkelse i de lande, der byder sig til som værter for en stor slutrunde.

LÆS MERE: Følg med i Per Marxens aktiviteter på bloggen!