Fra Alperne til Amazonas: Faldet som kun bunden kunne stoppe


Der er gået halvanden uge, siden de italienske landsholdsspillere med bøjede og svedige nakker måtte give fortabt over for et middelmådigt uruguayansk hold samt - hvis ret skal være ret - de utallige benspænd, Gli Azzurri præsterede at påføre sig selv - ikke kun i kampen mod de lyseblå fra Uruguay, men i høj grad også i kampen forinden mod sensationskollektivet fra Costa Rica. Pessimisterne fik ret: Landstræner Cesare Prandelli kunne ikke få de sydeuropæiske oliventræer, der for alvor havde spiret siden den imponerende sølvgivende præstation ved EM i 2012, til at vokse ind i himlen.

Hvis bare man ligesom Andrea Pirlo kunne dulme skuffelsen ved at rejse til New York, se bragende godt ud i en blomstret rødhvid skjorte og signalere, at "la vita è bella" ... men så nemt går det ikke for alle os andre, der nu må følge den resterende del af slutrunden i Brasilien med en sælsom fornemmelse af, at der er noget, der mangler. Con te partirò (jeg tager afsted sammen med dig), synger en anden Andrea, og sådan kunne man godt føle, at ens VM-entusiasme havde det, da italienerne forlod Brasilien. Indrømmet, det skal man nok være tifoso af det italienske landshold for at føle, for rent fodboldmæssigt er savnet af de ekstremt underpræsterende italienske landsholdsspillere (Pirlo fraregnet) for længst forsvundet som dug for den brasilianske sol.

Afskeden med VM var på mange måder uværdig. To mål i tre kampe kombineret med to 0-1-nederlag i træk til et stjerneløst costaricansk hold og et uruguayansk hold, der omvendt var dybt afhængigt af én mand (en tendens blandt sydamerikanske VM-deltagere?), taler sit eget tydelige sprog om en mere end skuffende slutrunde for Italien. Ganske vist havde italienerne bolden mest i alle tre gruppekampe, men fra den begyndende optimisme, som sejren over England skabte, gik det kun én vej: mod bunden.

Antallet af vellykkede italienske afleveringer gik for eksempel fra 606 mod englænderne til 522 mod costaricanerne for så at ende på 452 mod Uruguay, mens antallet af scoringsforsøg fulgte nogenlunde samme kurve: 12, 10 og 9. Italienerne formåede - trods overvægten i spillet - på intet tidspunkt i gruppespillet at have flere scoringsforsøg end modstanderne - hverken inden for eller uden for målrammen. Når man kigger på disse tal, er der egentlig ikke så meget at sige til, at det gik galt.

Mens tålmodighed og effektivit mere eller mindre gik op i en højere enhed mod gruppens svageste hold, England, begyndte rådvildheden og de missede chancer at stjæle fokus. Forskellige formationer blev afprøvet af Prandelli, og ét af de største fejltrin var måske at smide den vævre Marco Verratti på bænken til fordel for PSG-kollegaen Thiago Motta i den anden gruppekamp mod Costa Rica. Motta skuffede gevaldigt, og i kampen mod Uruguay var Verratti tilbage i start-11'eren og var én af sit holds bedste, inden han måtte forlade banen med en skade efter 75 minutter.

I modsætning til sin landsmand, Ruslands landstræner Fabio Capello, der var den højest betalte træner ved VM med en årsløn på over 60 millioner kroner, valgte Prandelli at tage det tidlige VM-exit på sig og fratræde sin stilling - en beslutning han offentliggjorde på pressemødet efter kampen mod Uruguay. Den yderst tvivlsomme udvisning af Claudio Marchisio gjorde den sidste halve time mere end vanskelig for de 10 italienere, der led i Natals kvælende klima (luftfugtighed på over 90 pct.) - noget som Prandelli selv ikke var sen til at understrege. Den valgte angrebsduo, Balotelli og Immobile, var imidlertid en anden vigtig årsag til, at kampen ikke faldt ud til Prandelli & Co.'s fordel.

Med kampens udvikling in mente er det ganske pudsigt, at dommer Marco Rodriguez hjemme i Mexico rent faktisk går under navnet Chiquidracula på grund af sin umiddelbare lighed med barneversionen af den spidstandede greve, der husere på tv på de kanter. Om han havde indgået en djævelsk pagt med en vis uruguyansk angriber før kampen, skal vi ikke gisne om, men sikkert er det, at Italiens indsats mod La Celeste var decideret blodfattig.

Det er trist at skulle sige farvel til en mand, der åbenlyst er en kapacitet både som træner og som menneske, og som på mange måder har været repræsentant for "det nye italienske landshold", men da hans projekt ikke viste sig at holde vand i Brasilien, var der reelt set kun én værdig udvej - og den blev brugt. Prandelli skulle allerede være tæt på at skrive kontrakt med tyrkiske Galatasaray, der kuriøst nok netop har sagt farvel til manden, der i manges øjne er favorit til at skulle stå i spidsen for Gli Azzurri, nemlig Roberto Mancini.

Trods sit sejrsmål har Balotelli som så ofte før været syndebuk efter den skuffende VM-indsats. Kritikken har været ubarmhjertig og til tider perfid, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at SuperMarios indsats i de sidste to gruppekampe var under al kritik; mens det i nøglekampen mod Costa Rica handlede om kæmpechancer, der blev brændt, drejede det sig i Uruguay-opgøret om en uinspireret og nervøs præstation, der sammen med angsten for advarsel nummer to fik Prandelli til at pille angrebsprofilen ud allerede i pausen. Dér kunne man unægteligt godt have brugt Giuseppe Rossi eller Mattia Destro.

Mario selv tog til genmæle på de sociale medier, hvor han erkendte, at han var skuffet over sin egen indsats, og at han nok burde have scoret mod Costa Rica. Samtidig følte han, at det var på sin plads at give svar på tiltale i forhold til de italienere (heriblandt politikere på den yderste højrefløj), der ikke anser ham for at være "ægte italiener": "Jeg har ikke valgt at være italiener. Jeg har haft et stærkt ønske om at ville være det, fordi jeg er født i Italien, og fordi jeg altid har levet i Italien".

Det er desværre ikke overraskende, at patetiske racister blander sig i kritikerkoret, men når alt kommer til alt, må man sige, at der var tale om et kollektivt italiensk kollaps, hvorfor det uanset politiske agendaer ville være absurd at pege enkelte ud som direkte ansvarlige for miseren.

Nu kan vi glæde os over, at en ny Serie A-sæson lurer lige om hjørnet, og det skal da blive godt at komme "hjem" i trygge omgivelser, hvor dommernes kærlighed til de største hold er til at regne med, og hvor det her i 2014 er ganske begrænset, hvor mange udenlandske øjne der hviler på én.

Du kan følge Fra Alperne til Etna på både Twitter og Facebook!