Fra Alperne til Amazonas: Jungledyret Pirlo og afleveringens ulidelige lethed


Panikken begyndte at sprede sig blandt tilhængerne af det italienske landshold natten til søndag dansk tid. "Det kan ikke være rigtigt!" ... "det er umuligt" ... "kan det være sandt?". Via jungletrommerne i Amazonas-byen Manaus forlød det, at der i midten af anden halvleg af opgøret mod England var et tv-kamera, der havde spottet en svedperle bevæge sig ned over Andrea Pirlos pande. Det viste sig naturligvis at være et ondsindet rygte. Mens holdkammeraterne transpirerede, så der opstod små søer rundt omkring på Arena da Amazônias græstæppe, og engelske spillere, der i teorien kunne være Pirlos afkom, bukkede under for krampe (se billedet herunder), svævede den langskæggede italienske chefdirigent rundt og distribuerede bolde som det mest naturlige i verden.

Når sandheden skal frem, så var den på alle måder vitale 2-1-sejr i den første gruppekamp ikke kun resultatet af en stor præstation fra Pirlos side; spillere som Marchisio, Candreva, Verratti og Balotelli trådte i karakter på en aften, hvor Gli Azzurris normale anfører, målmand Buffon, måtte aflevere sit armbind til Juventus-holdkammeraten Pirlo og sin plads i buret til reservekeeper Sirigu. PSG-målmanden når ikke Buffon til de håndsyede italienske læderskos snørebånd, hvad karisma angår, men rent teknisk er han en noget nær fuldgod erstatning. Og det var da næppe heller her, at landstræner Prandelli havde sine største bekymringer, da dommeren fløjtede kampen i gang.

Tvivlen gik snarere på, hvorvidt de to "fremmedelementer" Darmian og Paletta (manden med VM's måske mest sælsomme frisure - eller mangel på samme) fra henholdsvis Torino og Parma ville fungere i den firebackkæde, som landstræneren havde valgt til lejligheden. Italien kan således ikke længere bryste sig af at være et hold i besiddelse af så dirkefri en defensiv, som det var tilfældet ved eksempelvis VM i 2006, da italienerne under Lippis ledelse kun lukkede to mål ind i hele turneringen. Rent faktisk var det kun blevet til et enkelt clean sheet i de otte kampe, der var gået forud for dysten mod England, og set i den kontekst var det langt fra overraskende, at Three Lions kom på tavlen.

Prandelli har svaret kritikere af den italienske defensiv igen ved at understrege, at det ikke er et problem at lukke mål ind, så længe holdet scorer ét mere end modstanderen. Det udsagn blev underbygget i den trykkende hede og høje luftfugtighed (over 60 pct.) i Manaus, og konklusionen blev, at italienerne efter at have blameret sig i testkamp efter testkamp tog et stort skridt hen mod avancement til ottendedelsfinalerne. Nej, jeg er klar over det: Man skal ikke putte isterninger i glasset, før der er skaffet en flaske Campari. Det kække udsagn bygger i høj grad også på italienernes spil, disciplerede præstation og fightervilje. Det helt grundlæggende så kort sagt ud til at være på plads, hvilket kom til udtryk i en afleveringsnøjagtighed, der rundede de 93 pct. - noget der ikke er set bedre siden VM i 1966.

Som forudsagt inden bolden begyndte at trille i Brasilien, så hviler italiensk VM-succes på et fundament skabt i mesterklubben Juventus. Og ganske rigtigt var det da også Pirlo (en af de mest feterede personligheder på planeten netop nu) og Marchisio, der var henholdsvis hjernen og styrken/præcisionen bag Italiens føringsmål. I stedet for at tage bolden til sig uden for englændernes straffesparksfelt lod jungledyret Pirlo nonchalant og elegant - som en italiensk kvinde, der passerer en nærgående bejler på gaden - bolden trille videre hen til klubkammeraten Claudio, der lagde bolden til rette med undersiden af støvlen og hakkede den i nettet bag Joe Hart.

Udligningen faldt dog hurtigt derefter på et kvikt engelsk kontraløb, og det var i det hele taget en præstation fra det stærkt Liverpool-inspirerede mandskab, som trods alt giver en smule håb for England inden de to sidste gruppekampe mod Uruguay og Costa Rica. Italienerne var i sidste ende for snu og for teknisk og taktisk dygtige til at lade sig overrumple af de rapfodede offensivspillere, som Roy Hodgson, der inden kampen viste ægte britisk gentlemanship ved at give hånd til samtlige italienske reserver, havde valgt at smide på banen (typer som Sterling og Sturridge). Hvis englænderne kan holde hovederne kolde i varmen, så bør der komme point på tavlen i de kommende kampe.

Hvis Pirlo er Italiens Yin, så kan man godt argumentere for, at Mario Balotelli er nationens Yang. Hvor Pirlo i selv de mest afgørende øjeblikke ligner en mand, der midt i sin stoiske ro er på nippet til at falde i søvn, er SuperMario ilter, hidsig og konstant på eksplosionens rand. Uden den ene er det dog tvivlsomt, om den andens større eller mindre anstrengelser ville bære frugt. Således skulle det da også være den evigt kontroversielle Balo, der på flot oplæg af Candreva i højre side scorede sejrsmålet fem minutter inde i anden halvleg - til holdkammeraternes, italienernes, sin udkårne Fannys (se billedet herover) og måske en vis Rocco Siffredis udelte glæde.

Ja, modsætninger mødes - både på det italienske landshold og på banerne i Brasilien. I næste kamp står fysiske giganter som Chiellini og Balotelli således over for de små fikse costaricanere, der tog fusen noget så eftertrykkeligt på favoritterne fra Uruguay i den første gruppekamp - ja, vel ret beset på hele fodboldverdenen. Det skal blive spændende at se, hvordan italienerne tackler udfordringen mod et hold, der i modsætning til England har lynhurtige og relativt lette atleter repræsenteret i samtlige kæder. Veksler Prandelli mon til et tremandsforsvar, sådan som man så ham gøre ved EM for to år siden, eller holder han fast i de fire, der startede kampen mod England?

De Rossi og Barzagli døjer begge med skavanker inden fredagens kamp mod Costa Rica, hvilket bestemt ikke er godt nyt så tidligt i turneringen for landstræner Prandelli. Folk, der har fulgt det italienske landshold gennem årene, ved dog, at spillerne har det med at trives og skyde brystkasserne frem i modgang. Skulle det mod forventning knibe med troen på egne evner blandt de spillere, der skal erstatte de skadede holdkammerater, så kan de passende kaste et blik på ham den skæggede fyr, der lunter rundt inde i hjertet af den italienske organisme og pumper livgivende leverancer ud til sine landsmænd.

Du kan følge Fra Alperne til Etna på både Twitter og Facebook!