Hurra for Hodgson - Englands sande helt


Det var ikke altid lige kønt, men Roy Hodgson nåede målet til sidst. Fra sin plads i Wembleys presserum stirrede han på sine inkvisitorer med de trætte øjne, der vidner om en mand, som netop har afsluttet en hyggelig løbetur, der slet ikke var så hyggelig endda.

Løbeturen har budt på regn. Der har været blæst. Der var en vabel på størrelse med en oliven på hans storetå, og hans højre brystvorte blødte.

"Jeg er tilfreds", sagde han med en stemme, der indikerede, at signaler af synlig tilfredshed måtte vente, til hovedpersonen havde fået noget søvn. "Det betyder frygtelig meget".

Hodgson fortalte, at han "døde tusind gange" på Wembley, og hver eneste død så ud til at have tæret på landstræneren. Uanset hvad du måtte synes om manden, så er det svært ikke at fatte sympati for en person, der i månedsvis har balanceret på en line velvidende, at et fejltrin ville sende ham lige ned i det oprørte hav af offentlig ydmygelse, der opslugte Steve McClaren og Kevin Keegan før ham.

Forestil dig, at du går rundt med bevidstheden om, at dit liv, din arv, din sindstilstand er fuldstændig afhængig af Joe Harts evne til at fokusere. Forestil dig det stresselement. På en måde er det utroligt, at Hodgson ikke dukkede op til pressemødet i sit undertøj med en flaske hostesaft i hånden, mens han råbte til usynlige edderkopper.

Hodgson blev udvalgt af få mennesker, da Fabio Capello smuttede i 2012; mere specifikt af Mrs. Hodgson og det engelske fodboldforbund. Alle andre ønskede Harry Redknapp, et stort navn fra kontinentet, eller også undgik de simpelthen spørgsmålet, lukkede øjnene og bad til, at Sir Alf Ramseys ånd ville manifestere sig i en modtagelig krop og give sig selv til kende.

Hodgson stolede på sine instinkter ved EM 2012, hvor han barrikaderede sine vinduer som en butiksejer i Florida, der lige har fået øje på en storm i horisonten. Derefter satte han sig under køkkenbordet og lyttede til hylene fra bedre hold, der hamrede ind i hans forsvarsværker. Han forlod turneringen i knald-eller-fald-fasen med stoltheden i behold, men med bevidstheden om, at der var frygtelig meget oprydning, der ventede.

Han gik ind i kvalifikationsturneringen med en ny taktik - en 4-2-3-1-variant, der svingede mellem det stædigt kedsommelige og det tandløst vage. Kun Moldova og San Marino blev skræmt af den nye stil. Polen, Ukraine og Montenegro blev stående uden at blinke over for alt det, som Steven Gerrard og hans kolleger smed i hovedet på dem. Det var dystert, og angrebene på Hodgson hobede sig op.

Liverpool-tilhængere var slet ikke overraskede over begivenhedernes gang. De kan sagtens huske den kvælende dårligdom, han bragte til Anfield i sin korte periode i klubben. I Liverpool købte Hodgson dårlige spillere, spillede dårlig fodbold og gjorde dårlige ting. Det var ikke bare resultaterne, men attituden, da han nægtede at kaste sig ud i verbale slagsmål med Sir Alex Ferguson, nægtede at tale ejerne imod og nægtede at sætte sig ind i, hvorfor tilhængerne var utilfredse.

Alligevel fortjener han respekt denne onsdag. Han vil ikke få den alle steder fra, men han fortjener den ikke desto mindre. Selvom han blev mere og mere pirrelig, efterhånden som gruppespillet nærmede sig sin kulmination, holdt han hovedet koldt. Han indså, at de engelske fans ville have nemmere ved at støtte et hold, der spillede hurtig angrebsfodbold, og guderne skal vide, at dette mandskab til tider spillede så meget med hovedet under armen, at det fik Keegans EM-hold fra 2000 til at ligne en flok italienere.

Der er dem, der har peget på kvaliteten af truppen i et forsøg på at nedtone Hodgsons bedrift, men det kan vel ikke siges at være hans fejl. Og selvom gruppen manglede et vaskeægte storhold, sådan som grupper har det med at gøre, når England er topseedet, så var der tre hold, der var mere end i stand til at skabe problemer. At slutte på førstepladsen som ubesejret med beskedne fire indkasserede mål er en ting, der er en applaus værd på trods af tidligere tiders fejltrin.

England rejser ikke til VM som favorit - eller som outsider for den sags skyld. Men holdet rejser trods alt til VM. Det er i sig selv grund nok til at være begejstret som engelsk tilhænger. Nu vil det dog nok være bedst at lade Hodgson tage et par dage fri.


Klik her for at se oddsene på mulige VM-vindere m.m. hos Unibet!