Ingen Rio i Rio i 2014



Det burde ikke slutte på denne måde. 15 år efter at Rio Ferdinand fik sin debut for England, burde han ikke nægtes en sidste optræden for landsholdet. Måske skulle han have været med i sommerens EM, og måske skulle han have haft lov til at stoppe, mens han var på toppen. Gary Neville har ret. Han bruger ikke så mange ord: Ferdinands tid er forbi.

Det handler ikke om en overilet besutning baseret på United-stopperens problemer med at holde trit med Gareth Bale i lørdags. Der findes kattedyr på Afrikas savanner, der ville have problemer med at følge med Bale. De, der var hurtige med at afskrive Ferdinand forrige weekend, har tydeligvis allerede glemt mandens storspil mod Liverpool ugen forinden. Ikke sådan at forstå at han pludselig blev yngre på Anfield, men han holdt Liverpool-spillerne på afstand. Han pådrog sig en skade tidligt i første halvleg og måtte halte til pause. Hvad gjorde han så? Jo, han drog veksler på sin enorme rutine og begrænsede, hvor meget han skulle bevæge sig efter sidebyttet. Til stor frustration for modstanderen.

Enkelte spillere er så disponeret for skader, at de kan forstrække en muskel blot ved at ændre retning. Ferdinand er derimod så plaget af skader, at han synes at få en forstrækning, når han ændrer holdning. Ved hjælp af god planlægning, hvor han spillede fire kampe per måned, fik han 38 kampe i sidste sæson. Det er det højeste antal kampe, Rio har spillet siden 2008/2009-sæsonen, hvor skader også ramte forsvarsspilleren. Vi skal helt tilbage til sæsonen 2007/2008 for at finde den seneste kampagne, hvor Rio fik flere end 30 Premier League-kampe. Det kan meget vel være, at han holder sig frisk nok til at blive en vigtig brik i Englands VM-kvalifikation. Spørgsmålet er, hvilken tilstand han er i, hvis Roy Hodgsons mandskab formår at spille sig frem til slutrunden i Brasilien i 2014? Der vil han nærme sig de 36 år og sandsynligvis bevæge sig rundt på banen som en ødelagt Subbuteo-figur.

Det er aldrig enkelt at proppe en ny spiller ind i et større mesterskab. Det er endnu vanskeligere, når vi taler om forsvarsspillere. Når hans egen klubtræner til og med har stille spørgsmålstegn ved hans evne til at spille kamp hver tredje dag, bliver afgørelsen så meget enklere. Få øjeblikkes glimt af genialitet kan overskygge det faktum, at en angrebsspiller ikke kender sine medspillere så godt. Der er derimod ingen steder at gemme sig, når man er en del af en firebackkæde. Der skal være god kommunikation, tillid og forståelse. Det tager tid at opbygge sådan et samarbejde. Gary Cahill, Joleon Lescott, Phil Jagielka og en ung forsvarer fortjener den tid, det tager at udvikle sådan en forståelse. Ferdinand har haft sin tid på landsholdet. At se bort fra hans skadeshistorik og håbe, at han pludselig bliver mere hårdfør med årene, ville ikke være retfærdigt over for de andre spillere. Eller holdet for den sags skyld.

Havde det ikke været for spektaklet, der omgiver John Terry, kunne Ferdinand måske have fået sin svanesang. Måske. Neville har imidlertid ret, når han påpeger, at Ferdinand blot spillede tre kampe for Capello i løbet af 18 måneder. United-spillerens sidste optræden med løverne på brystkassen foregik hele 12 måneder, før Hodgson blev ansat. Han er uden tvivl en klassespiller, men langt fra én man kan stole på.

Hadde det ikke vært for bråket rundt John Terry, kunne kanskje Ferdinand fått sin foretrukne svanesang. Kanskje. Ettersom Neville gjør rett i å påpeke at Ferdinand bare spilte tre kamper for Capello i løpet av 18 måneder. United-spillerens siste opptreden med løver på brystkassa var hele 12 måneder før Hodgson ble ansatt. Han er fremdeles en klassespiller, men simpelthen ikke en man kan sætte sin lid til.

Det er trist, når en udsøgt spiller falmer. Det ville derimod have været en endnu større skam, hvis han skulle ødelægge nationens muligheder for at kvalificere sig til VM. Det er tid til at takke af på en værdig måde.