Internationale venskabskampe: Danmark slutter landskampsåret af med remis i Bukarest


Landsholdsåret går på hæld, og tirsdag aften spiller Danmark sin sidste landskamp i 2014, når turen går til Rumænien og National Arena i Bukarest. Fire måneders tid går der, før vi igen skal se Morten Olsens rødhvide gutter i aktion igen, og efter holdets imponerende og yderst vigtige 3-1-sejr i Serbien fredag kan Bendtner & Co. gå i vinterhi med god samvittighed og med en i disse år sjælden goodwill blandt de danske fodboldtilhængere.

Guderne skal vide, at det ikke altid har været hverken kønt eller effektivt, når landsholdet er tørnet ud i året, der gik, men tilbage står det faktum, at Danmark fører sin EM-kvalifikationsgruppe foran Portugal og Albanien (dog med en kamp mere end forfølgerne), og at det er mere end svært at forestille sig, at danskerne ikke som et minimum skulle havne blandt de tre øverste hold i gruppen.

Ligesom danskerne fører Rumænien efter fire kampe sin EM-kvalgruppe med henholdsvis ét og tre point ned til de nærmeste forfølgere (Nordirland og Ungarn). I modsætning til Danmark har rumænerne dog endnu ikke tabt i kvalifikationen, og de gulklædte stiller derfor ganske fortjent op som favoritter tirsdag aften i hovedstaden. Rumænien har ganske ligesom Danmark scoret seks gange, men østeuropæerne har kun lukket ét mål ind, mens modstanderne har lavet fire mål på Danmark.

Fredag aften besejrede Rumænien i sikker stil Nordirland med cifrene 2-0 på hjemmebane takket være to mål af forsvarsspilleren Paul Papp fra Steaua Bukarest (udlånt fra Chievo i Serie A). Holdets første hjemmekamp i gruppen sluttede 1-1 mod Ungarn. I det hele taget har forsvarsspillerne imponeret for rumænerne i EM-kvalen, hvor rutinerede Razvan Rat har disket op med massevis af målgivende afleveringer.

Det forventes, at Morten Olsen stiller således op i Bukarest tirsdag aften:

                                     Andersen
                Jacobsen - Kjær - Bjelland - Boilesen
                                  Würtz - Kvist
                        Vibe - Eriksen - Thomsen
                                    Bendtner

Dermed får både Rasmus Würtz og Nicolaj Thomsen gensyn med den bane, hvor de med AaB gik helt til bunds i anden halvleg mod Steaua (Papp kom ind efter 65 minutter) og lukkede seks mål ind. Så galt skulle det nødig gå for et dansk landshold, der ganske vist lukker for mange mål ind, men som i kampen mod serberne viste, at der ligger en masse bold og offensive idéer gemt bag den overflade, der af og til kan fremstå noget tilbageholden og kedsommelig.

Morten Olsen er ikke typen, der glemmer, og det ved marginalspillerne naturligvis godt.

Venskabskampe kan gå to veje: Enten slipper spillerne hæmningerne, eller også gider de ikke bruge særlig meget energi. Vigtige klubkampe venter allerede i weekenden, men for tv-seerne og tilskuerne må man håbe, at spillerne ønsker at udnytte årets sidste chance for at imponere de respektive landstrænere. Morten Olsen er ikke typen, der glemmer, og det ved marginalspillerne naturligvis godt.

Danmark har ladet modstanderen score først i samtlige fire EM-kvalkampe, og det tror vi, sker igen tirsdag aften mod et stærkt rumænsk hjemmehold, hvilket giver odds 1.69. Det forventes ikke, at holdene stiller op i stærkeste opstillinger, og det kan give en åben og underholdende kamp. Vi satser på, at opgøret ender 1-1 til odds 6.40, hvorefter både Danmark og Rumænien kan sætte punktum for landskampsåret 2014 med et smil på læben.

1, X eller 2?
Sats på, at kampen ender uafgjort til odds 3.20

LÆS MERE: Følg vores blogdækning af landsholdsfodbold!