Landskamp: Optakt til venskabskampen Tyrkiet-Danmark


Tyrkiet 2.30 Uafgjort 3.30 Danmark 2.95 (Kickoff onsdag kl. 20:00)

Som afslutning på et skuffende landskampsår drager Morten Olsens rødhvide drenge til Tyrkiet for at spille venskabskamp. Umiddelbart en kamp som man nok skal være landstræner for at se den store pointe i, hvilket da også bekræftes af en lang række afbud fra spillere, som pludselig er blevet ramt af småskader og sygdom. Mon ikke en stor del af disse alligevel er klar til at tørne ud for deres klubhold i weekenden?

Dermed er der mulighed for at vise sig frem for en håndfuld potentielle landskampsdebutanter - heriblandt Kevin Conboy, Casper Sloth, Emil Larsen og Daniel Høegh fra Superligaen. De to førstnævnte skulle ifølge landstræneren være sikre på at få spilletid onsdag aften i Istanbul.

Vi skal over syv år tilbage i tiden for at finde den seneste indbyrdes kamp mellem de to lande. Det var i VM-kvalen, og her endte kampen 2-2 i Tyrkiet. For Danmark kom Claus Jensen og Søren Larsen på måltavlen. Denne onsdag i midten af november kan det med tanke på de mange afbud (bl.a. fra Jores Okore, Lars Jacobsen og Daniel Agger) også sagtens ende med en hel del mål. Begge hold stiller sandsynligvis op med alternative forsvarskonstellationer, hvilket ikke kan undgå at skabe misforståelser i de bagerste rækker.

Det kan være en god idé at lure på de to holds startopstillinger i timerne op til kickoff, da et par af Tyrkiets farligste angribere har døjet med småskader, men forventes at blive klar til kamp. Umut Bulut (topscorer i den tyrkiske Superlig med ni mål i 11 kampe) og Burak Yilmaz (seks mål) er således yderst attraktive spilobjekter som første målscorer til henholdsvis odds 7.50 og 7.75.

Begge lande står til at misse VM om halvandet år i Brasilien. Danmark er på dybt vand i Gruppe B, hvor holdet er uden sejr på næstsidstepladsen med blot to point efter tre kampe. Det ser ikke meget bedre ud for tyrkerne i Gruppe D, hvor Holland, Ungarn og Rumænien ser ud til at være stukket af med henholdsvis 12, 9 og 9 point efter fire kampe. Tyrkiet ligger pt. nummer fire i gruppen med tre point - à point med Estland. Tre nederlag og en enkelt sejr er det blevet til for landstræner Abdullah Avcis mandskab.

Både Danmark og Tyrkiet møder op til kampen med 1-3-nederlag i bagagen. Mens Morten Olsens drenge tabte til Italien i Milano, fik Tyrkiet stryg i Ungarn.

Det er med andre ord to desillusionerede landshold, der støder sammen onsdag aften, og umiddelbart ligner odds 3.30 på uafgjort det bedste væddemål - også med tanke på at det er endt med X'et i de seneste to indbyrdes landskampe (2-2 og 1-1). Tyrkiet er dog favorit, og der er ingen tvivl om, at de danske drenge kommer til at kæmpe hårdt for sagen. Spørgsmålet er så, om de er klar til det. Vi lader tvivlen komme dem til gode.

Spilforslag:
Sats på, at kampen ender uafgjort til odds 3.30
Sats på, at der bliver scoret over 2.5 mål til 2.00