Med udtagelsen af Sterling ser "Det Nye Morsomme England" dagens lys


De fleste hævede øjenbrynene, da Raheem Sterling blev udtaget til den engelske landsholdstrup i sidste uge. Det kan vise sig at være Roy Hodgsons mest interessante beslutning i mange, mange år. Sterling er så rå som en tatar. Mere end at være en fodboldspiller er han en Springer Spaniel, som jagter bolden med ørerne flagrende i vinden. Han er ikke lige, hvad man forbinder med en Hodgson-spiller. Men pludselig er fremtiden ikke så dyster, som vi frygtede.

Sterling er, i mangel af et bedre ord, morsom. Han får bolden, og han løber med bolden. Han forsøger ikke at gemme sig for sin direkte modspiller eller at trække ind i banen og lave den enkle aflevering. Det eneste, han gør, er at stirre modstanderen dybt i øjnene og stille dem et retorisk spørgsmål: "Hvordan i alverden skal du være i stand til at stoppe mig?". Det er egentlig lidt synd for dem. At forsøge at fange Sterling er som at fange en prut med et fiskenet.

Hvis der findes en taber i dette spil, må det være Brendan Rodgers. I forrige uge bønfaldt han offentligt om, at Sterling ikke skulle udtages til U21-truppen. Han fik ønsket opfyldt, men han burde måske have været mere specifik. Rodgers er bekymret for, om Sterlings pludselige berømmelse vil stige ham til hovedet, og han har al mulig grund til at være ængstelig. Hvis Sterling fejrer udtagelsen på samme måde, som han hævdes at have fejret sin første prof-kontrakt, er der grund til at tro på et babyboom i Merseyside-området.

Derudover er der spørgsmålet om hans attitude. I løbet af Liverpools sæsonoptakt i USA valgte Sterling flere gange Rodgers om at tage den med ro. Trænerens klare svar blev fanget af FOX TV:

"Hvis du en gang til beder mig om at tage den med ro, når du får besked på at gøre noget, ryger du på det første fly hjem".

Men hvad betyder det for Hodgson? Vi snakker trods alt om en træner, der hellere spiller med James Milner på højrekanten end Theo Walcott. Begrundelsen? Fordi Milner er god til at standse den modkørende trafik, mens Walcott, i overført betydning, vælter ud i sin pyjamas og efterlader døre og vinduer på vid gab.

Sterling lader sjovt nok til at være disciplineret nok på dette område. Mod Manchester City neutraliserede han Milner, mens han samtidig gav Kolo Toure den største forskrækkelse, siden han læste det med småt på æsken med slankepiller. Hvor meget af Sterlings præstation der kan tilskrives taktisk forståelse, og hvor meget som skyldes adrenalin, har vi stadig til gode at finde ud af.

Vigtigere er det, at Hodgson faktisk kigger mod fremtiden. Hans udtalelse om, at han ikke ville skille sig af med nogle af de ældre spillere, blev ikke ligefrem modtaget med kyshånd af manden på gaden. Efter endnu en skuffende sommer var det snarere sådan, at folk ønskede, at man smed en række landsholdsspillere ned i en mineskakt med dårlig mobildækning.

Det er ikke særlig sandsynligt, at Sterling får spilletid mod Ukraine. Det faktum at han er med, er alligevel glædeligt. Som vi alle ved, er glæde en følelse, som de engelske landshold sjældent evner at lokke frem. Jeg kan godt lide, at der er nogle på holdet, der kan drible, og jeg kan godt lide, at det ikke er Stewart Downing. Jeg kan også godt lide, at Hodgson vælger at inkludere en morsom spiller. Måske har vi allesammen været lidt for strenge ved ham?

Læs flere morsomheder fra Iain Macintosh HER.