Nether Netherland: Hvorfor det er umuligt at holde med England



Fodbold og mediernes overdrevne krav om stammekrigskultur blandet med hysteriske overreaktioner på spilleres forseelser har gjort det umuligt at støtte England. Den pedantiske opmærksomhed omkring spillernes liv (og, indrømmet, deres vilje til at opføre sig som komplette idioter) betyder - med den besynderlige undtagelse af dem fra din favoritklub og de mest hypede - at en tilhænger af England ønsker, at holdet får succes på trods af, hvad han eller hun mener om spillerne. Hvis succes overhovedet er ønsket.

Lad os begynde med Ashley Cole. Man kan med en vis ret se på ham som den perfekte venstreback. Han er den eneste forsvarsspiller, der igen og igen har taget imod Cristiano Ronaldos udfordringer. I det offensive og defensive spil i både Arsenal og Chelsea har han bevist, at han er den mest stabile spiller, der er tilgængelig. Han har overgået Wayne Bridge, Sylvinho og Asier Del Horno uden at få sved på panden. I Europa bliver han ofte betragtet som verdens bedste venstreback. Det var netop det, Carlo Ancelotti sagde, da han snakkede om at hive ham til PSG. Ashley Cole. Stor spiller. Kan vi lide ham? Nej. Den hysteriske medieopmærksomhed omkring affærer, slibrige telefonrygter og hans håbløse reaktion på et kontrakttilbud på over en halv million om ugen spiller ind. Derudover er der også hans utroværdige vidneforklaring til FA i forsvar for John Terrys racistiske ytringer. Umulig at holde af.

Ah, John Terry. Du får ikke Jose Mourinho til at stole på dig i forsvaret, hvis du er andet end perfekt. Engageret, men også mere intelligent på banen end mange mener. John Terry var den mest stabile kraft i de engelske midtstopperes gyldne æra. Hans brølere var sjældne, og det så ud, som om han inspirerede sine medspillere. Og så alligevel ... er der racismen, de påståede affærer (i flertal), hånen mod sørgende amerikanere efter 9/11. Det er bare de ting, der først falder én ind.

Det er dog ikke kun Chelsea, det skal handle om. Terrys sædvanlige partner, Rio Ferdinand, var stort set ulastelig rent teknisk. Mens Terry satte de mindeværdige sidsteøjeblikstacklinger ind, sørgede Ferdinands intelligens for, at de sjældent var nødvendige. Ferdinand er naturligvis ingen "good guy". Der er narkoprøverne, han "glemte" at tage, og der har været anklager om utroskab, men værst af alt er hans stupide, narcissistiske hjemmeside, magasin og Twitter-profil. Selv hvis du er United-fan er det mere end vanskeligt at bakke op om dette fjols i rød trøje - for ikke at snakke om når han spiller i Englands hvide.

Wayne Rooney, endnu en United-spiller, har sine pluspoint. Problemet er, at det får hans idiotiske sider til at stikke endnu mere ud. Bedstemødre og røde kort. Du kan selv fortsætte listen. Andre klubber har også sine idioter. Steven Gerrard har uudholdeligt høje tanker om sig selv, voldelige tendenser på banen og en lige så voldelig kærlighed til Phil Collins uden for banen. Arsenals Jack Wilshere twitter, så man af og til kommer til at tænke på English Defence League (stærkt højreorienteret gruppe i England, red.), og Theo Walcott er helt uden for terapeutisk rækkevidde. Du har vist fanget pointen: De er frygtelige mennesker.

Det er ikke noget nyt, at fodboldspillere er ubehagelige. De er mennesker, og mennesker har over en bred kam været lidt af en katastrofe. Som Nick Cave sagde: "They ain't no good". Det er ikke fodboldspillernes fejl; de arbejder med de samme standarder som os andre. Mænd, der lader sig føre af deres libido og ødelægger velfungerende forhold og ofte udviser en imponerende mangel på dømmekraft, selvom det altsammen af og til bliver suppleret med momentvise eksempler på god opførsel og kompetente beslutninger. Men det er her, medierne gør det umuligt for os. Vi hører om spillernes fejltrin hele tiden, og det efterlader publikum deprimeret og irriteret.

Tabloidmedierne hjælper ikke på det. Det er dem, der graver skidtet frem og bider sig nådesløst fast i fodboldspillernes haser. Det er dog ikke kun dem. Det er også dagbladene. Opblæste tidligere musikanmeldere og ukendte OL-deltagere giver den som moralske dommere. Læg dertil den arrogante selvsikkerhed hos det håbløse kvaj på debatsiderne, og du har hele baduljen samlet. I hverdagen bliver tilhængerne gejlet op til at hade enhver spiller fra et rivaliserende hold. Der er ammunitionen, alkoholen og hypen, som konstant skaber vrede og had. Tilhængerne kan ikke undgå at registrere ethvert fejltrin, når de bliver drevet ind i den kritiske malstrøm på internettet.

Og så, lige pludselig, er der landskampspause. "Hold op med at hade den fallitramte, racisten, udøveren af hustruvold, idioten og snyderen; de kommer fra det samme land som dig!" Det kommer aldrig til at fungere.