Redaktørens ord: Ris til egen rødhvide buksebag


"Unfair". Sådan valgte Morten Olsens "fortabte søn" Nicklas Bendtner at betegne 2-2-resultatet mod Italien umiddelbart efter slutfløjtet i Parken fredag aften. Bendtner var om muligt - og helt forståeligt - den mest skuffede af alle de danske spillere, efter at Aquilani med sin udligning i overtiden reelt have gjort hans to flotte hovedstødsmål overflødige.

Uheldigt havde været en lidt mere præcis betegnelse for det, der lige var foregået på den danske nationalarena, og drønærgerligt havde igen været et endnu bedre ordvalg. Bendtner var garanteret ikke den eneste dansker, der kaldte det uafgjorte resultat for unfair og uheldigt; dermed fratager man et dansk landshold, der efter pausen spillede sin nok bedste halvleg i VM-kvalifikationen, ansvar for det mistede point.

Det mener jeg ikke, man bør gøre, og derfor er betegnelsen "drønærgerligt" mere rimelig at bruge. Det var nemlig drønærgerligt - set ud fra en dansk tilskuers synsvinkel - at hjemmeholdet ikke allerede i første halvleg formåede at vise italienerne, hvem kampen betød mest for.

Hvorfor skulle vi helt hen i første halvlegs sidste minut, før der blev slået et ordentligt indlæg, og hvorfor skulle vi helt ind i anden halvleg, før de rødhvide tacklinger virkelig beyndte at gøre ondt på italienerne? Ja, snarere end drønærgerligt var det faktisk ret skuffende.

Italien har nu spillet 36 kvalifikationskampe i træk uden at tabe. Det er en ganske usædvanlig statistik og en statistik, der stadig står, fordi Gli Azzurri er mestre til at udnytte små koncentrationssvigt som dem, de danske landshold gjorde sig skyldige i i overtiden af fredagens kamp. Var bolden i de sidste minutter blevet spillet køligt rundt mellem de danske spillere eller losset langt ud på Øster Allé, så havde Danmark brudt Italiens sejrsstime. Det skete desværre ikke.

Aquilanis sidsteøjebliksscoring passer naturligvis fint ind i mange menneskers billede af det kyniske italienske landshold, men når den værste skuffelse har lagt sig, bør man konstatere, at et dansk landshold, der før den sidste gruppekamp ikke har evnet at vinde på hjemmebane i VM-kvalifikationen, heller ikke har det mindste at gøre ved en slutrunde blandt verdens bedste nationer.

Ja, anden halvleg var på stort set alle måder en formidabel præstation af det danske landshold, men det er sgu da ærgerligt (eller uprofessionelt om man vil), at den slags spil først findes frem i 11. time mod navne som Buffon, Chiellini og Montolivo i et næsten udsolgt Parken, når det allerede burde være fundet frem mod fyre som Tonev, Pekhart og Yedigaryan.

Et straffespark var alt, Danmark formåede at score på i de tre hjemmekampe mod Tjekkiet (0-0), Bulgarien (1-1) og Armenien (0-4), hvor mangt en klaphat holdt lapperne i ro på grund af uengagerede og i bedste fald middelmådige præstationer fra det danske hjemmehold.

Da Bendtner i to tilfælde på uimodståelig overlegen facon viste en af de mest formstærke venstrebacker i Serie A, Federico Balzaretti, hvordan man timer et hovedstød, virkede det åbenlyst, at tingene havde set anderledes ud, hvis Arsenal-angriberen havde spillet de tre førnævnte kampe. På nuværende tidspunkt er den slags spekulationer dog kun ren og skær selvpineri, og denne VM-kvalifikation står derfor tilbage som et rædselskabinet af spildte muligheder for Danmark.
 

Klik her for at spille på Danmarks kamp i Parken tirsdag mod Malta hos Unibet