Schwarz-Rot-Gold: 23 Freunde


Søndag den 13. juli fik de den så. Den fjerde stjerne.

Hvor andre måske ville stille sig tilfredse med at nå langt, er forventningspresset anderledes stort i en af verdens førende fodboldnationer. Det er titler, der tæller. Derfor var presset på landstræner Joachim Löw – Der Jogi – voldsomt. De fleste af os reagerer som regel lidt fornærmede over, at andre kommer og fortæller os, hvordan vi skal udføre vores arbejde. Så når 40 millioner mennesker har en mening om det, du laver, er presset til at føle på.

Men Löw viste sig som den rigtige. For Löw havde ret.

Men hvad var det så lige, Löw gjorde rigtigt? Svaret er naturligvis mange ting, men mesterskabet kan i grunden summeres op i noget helt basalt: Hårdt arbejde, omhyggelig planlægning – og et koldt hoved i kritiske situationer, hvor ikke kun Löw, men hele holdet var faste i troen på egne dyder. Og hvorfor skulle de i grunden ikke også være det? De fleste af dem havde været med i hele opbygningen.

Og alle kender de den vigtigste læresætning: Alle er vigtige, men ingen uundværlige.

Hvor andre nationer baserede deres succes på, at superstjernerne kunne vinde kampene for dem, satsede tyskerne ikke på de bedste individualister, men det bedste team.

Romantikere, såvel som realister, elsker dette tyske hold og det VM, det har vundet. Fordi det blev vundet professionelt. Gennem hårdt arbejde, planlægning og alt det kedelige, som man ikke gider høre på - i stedet for den, skal vi kalde den, barnlige fascination af geniet og dets genialiteter.

Men hvad var det så, det vandt VM?

Tysk talentarbejde og målrettethed skabte det kollektiv, der vandt. Men det er i detaljerne, at man finder sandheden.

Den rigtige leder. Den rigtige strategi. De rigtige folk. Og den møjsommelige planlægning. Det tyske kollektiv, der har imponeret med ”utyske” dyder på banen er skolet af de traditionelle tyske af slagsen.

Karriere på en knivsæg

Tyskland var som bekendt voldsomt på hælene på Algeriet, og var de røget ud, ville en samlet presse have forlangt Löws hoved på et fad, fordi han indtil søndag d. 13. juli ikke havde formået at forløse det potentiale, som dette hold faktisk rummer.

En taktisk fejl i EM-semifinalen i 2012 mod Italien gjorde, at Tyskland røg ud i en kamp, de helt og aldeles styrede; altså lige bortset fra de to gange, hvor Balotelli udnyttede to små blottelser.

Nah dran ist auch daneben - og det er de små fejl, der indtil i søndags havde gjort Löws talentfulde hold titelløse. Og midt i triumfen skal man da også kun huske et par kampe tilbage, hvor Tysklands VM-skæbne hang faretruende nær fiasko.

Kampene mod Ghana og Algeriet – hvor tyskerne ikke havde kontrol – var de to, der for alvor fik kritikerne af Löw til at fare til tasterne. Men mod Frankrig blev roen genskabt, og så kom semifinalen - en kamp, der vil blive analyseret fra ende til anden, i søgen efter en forklaring på, hvordan fodboldsupermagten Brasilien kunne kollapse totalt.

Inden for blot seks minutter scorer tyskerne fire gange og fortsætter i resten af kampen med at skille værterne systematisk ad i det, der udvikler sig til en surrealistisk semifinale ved et VM.

Nådesløst og klinisk, som Alan Shearer efterfølgende sagde på BBC. Utilgivelige Brasilien mod uforglemmelige Tyskland.

Men samtidig uden spor af arrogance eller overlegenhed. Nærmest undskyldende. For tyskerne vidste godt, hvad de lige havde gjort ved VM-værterne, og da kampen var slut, var alle de tyske Bayern München-spillere hos deres brasilianske kollega Dante - for at trøste.

Nogle vil mene, at det er let nok at have overskud, når man har vundet, men det hjælper også at have erfaring med afgørende kampe. Uanset om de er endt i succes eller fiasko. Bastian Schweinsteiger og Philipp Lahm udstråler den ro og selvsikkerhed, der kun kommer ved at være gennemgået rutsjebaneture som spillere. Begge har vundet – og tabt – CL-finaler, tabt semifinaler ved EM (Italien 2012) og VM (Spanien 2010) og tabt en EM-finale mod Spanien i 2008.

Hvis det er de små faktorer, der afgør tætte kampe, så formåede tyskerne at bevare overblikket i de kritiske øjeblikke under denne slutrunde. Mod Brasilien kunne kontrasterne ikke være mere slående: Mens brasilianerne stadig koncentrerede sig om Neymar i semifinalen (spillerne bar kasketter med hans navn, og David Luiz holdt en 10’er trøje frem, mens nationalmelodierne blev afspillet), koncentrerede tyskerne sig om deres egne styrker frem for en blind tro på vilje og håb alene.

Den Gelassenheit, der lå over Löw og hans tropper, var ikke et tilfælde, men et produkt af det mix af spillere, som træneren havde taget med til Brasilien. Det var ikke heftig gestikuleren og store følelser, der slog Brasilien. Det var kolde hoveder og erfaring, der blev fuldført med klinisk præcision.

Gyldne Generation(er)

At betegne et mandskab med Philipp Lahm, Bastian Schweinsteiger, Mesut Özil og Thomas Müller som en Gylden Generation er på sin vis lidt misvisende. For i Tyskland kan man tale om generationer i flertal, hvor den næste allerede er på vej i form af Julian Draxler, Leon Goretzka, Eric Durm, Max Meyer m.fl.

Her adskiller Tyskland (og Spanien) sig markant fra England, hvis liga nok er den stærkeste i verden, men som er befolket af udenlandske lejesvende, der stiller de engelske talenter i baggrunden.

Kig tilbage på holdopstillingerne i EM-finalen for U21-hold i 2009:

England: Loach - Cranie, Richards, Onuoha (46.Mancienne), Gibbs - Cattermole, Muamba (78.Rodwell), Noble - Milner, Walcott, Johnson

Tyskland: Neuer - Beck, Höwedes, J.Boateng, Boenisch - Hummels (83.Aogo), Johnson, Castro, Khedira, Özil (89.Schmelzer) - Wagner

Seks mand, der kunne have været syv, hvis Schmelzer havde været i form. Og med Boenisch (nu Polen) og Johnson (nu USA) med to andre landsholdsspillere.

De tyske navne vil virke bekendte for de fleste. Hos England er tilfældet ikke det samme. Samme paralleller kan drages til Spanien, hvor ungdomsholdene også holder et kontinuerligt højt niveau.

Pointen er, at hvis denne Gyldne Generation af tyskere (og spaniere) kikser, så venter den næste Gyldne Generation lige om hjørnet. Ikke mindst fordi disse spillere, rent faktisk får spilletid i deres respektive ligaer. At mange af dem så sidenhen forlader Primera Division og Bundesligaen for at score kassen i Premier League, er ikke til skade for hverken det tyske eller det spanske landshold – kun for det engelske.

Som den forhenværende landsholdspiller Michael Owen bemærkede i en af sine VM-klummer: “Den tyske fodboldkulturs overlegenhed skyldes, at de altid sætter fællesskabet over individet. Det er en filosofi, der ikke kun gælder for de elleve på banen, men som gennemsyrer hele deres kultur.”

Teamgeist

Hvis der er noget, der definerer dette VM, er det ”alle stjerner i holdets tjeneste”. Et hold, hvor ingen er større end enheden.

En plan, der går op. Og et mønstereksempel for alle, der har lyst til at skrive en bog om management og hvordan man skaber den perfekte arbejdsplads med motiverede medarbejdere.

Planen er lagt af Löw – og så naturligvis manager Oliver Bierhoff. For det er jo langt fra nok at have en trup af talentfulde spillere. Især ikke når mange af dem til dagligt er rivaler, og risikoen for klike-dannelser derfor altid er til stede.

Det var en af de væsentligste grunde til, at Bierhoff of DFB foretog det, der må siges at have været et genialt træk: Nemlig at forbundet fik bygget sin helt egen basecamp, Campo Bahia, ved landsbyen Santo Andre i det nordlige Brasilien - afsondret fra omverdenen og komplet med træningsanlæg og alle nødvendige faciliteter. Campo Bahia vil fremover være et feriested (book direkte her), mens træningsanlægget bliver basis for en lokalfodboldskole. 

Og for lige fintune det yderligere blev landsholdet fordelt i fire bofællesskaber i hvert deres hus. Da holdet vendte hjem til Berlin, var det netop sådan, at de fire grupper blev præsenteret.

Og midt i fejringen var det da heller ikke til at tage fejl af, at de 23 spillere har noget ganske særligt sammen. Om det svarer til "Myten fra 1954", hvor ”11 Freunde” vandt VM, er måske for meget selvsving, men at der er noget om snakken, er hævet over enhver tvivl. Og nøglen findes helt sikkert i den måde, hvorpå de fire bofællesskaber i Campo Bahia var sat sammen af Bierhoff, Löw og Flick.

”Man kan godt træne holdånd”, sagde Löw på et tidspunkt. Præcis som man kan forberede den, kunne man passende tilføje.

Her var sammensætningen af de fire huse i Campo Bahia helt sikkert med til at smede holdet yderligere sammen, og det skorter da heller ikke på fortællinger omkring de enkelte spillere, og hvordan de med deres handlinger symboliserede Michael Owens ord om, at alle er i holdets tjeneste.

Bastian Schweinsteiger, der accepterer bænkeplads i de første kampe, fordi han ikke er på 100 pct. ydeevne, men som ender med at løbe 15 km i finalen og tager flere nærkampe end alle andre.

Sami Khedira, der tager sit livs hårdeste beslutning og melder fra til finalen, fordi han frygter ikke at kunne holde mere end 10-15 minutter.

Og man er meget fortrøstningsfuld, når erstatningen for Khedira er 23-årige Christoph Kramer, der sendes på banen i sin blot femte landskamp.  Men sætter man sig i Kramers sted, må tilliden han her fik vist, være overvældende og en forklaring på, at han spillede rigtig godt – lige indtil sammenstødet med Ezequiel Garays skulder. Efter eget udsagn kan han ikke huske, at han spillede en halv time i sit livs største kamp…

Lukas Podolski, der er røget længere ned i hierarkiet, men som stadig er en uvurderlig motivator i truppen.

Per Mertesacker - driftsikker centerforsvarer, der også måtte rømme pladsen, da holdet skulle bruge mere fart end den, han kan præstere.

Benedikt Höwedes, der kom med som en nødløsning, men endte med at spille alle syv VM-kampe som venstre back.

Øjeblikke der definerer et VM

Fodbold er et holdspil. Stjerner glimter i flæng, og det hænder da også, at én mand kan gøre forskellen. Men som Atletico Madrids arbejdskollektiv beviste, da de brød Real/Barca-dominansen i La Liga i den forgangne sæson, så viste tyskerne, at deres kollektiv var stærkere end stjernestøvet hos Argentina, Brasilien og Portugal.

Symbolsk bliver det i finalen, hvor Argentina tildeles et frispark i overtidens overtid. Langt ude og med godt udsyn til Manuel Neuer giver det ikke rigtig mening at sparke på mål. Målmand Romero signalerer, at han vil gå med frem, men får nej. I det øjeblik skinner det igennem: ”Giv bolden til Messi, og han vil gøre noget genialt.”

Ganske vist bør Mertesacker, Höwedes og Boateng være stærkere i hovedspillet, men et indlæg ind i det lille felt og måske en returbold ville give mere mening. Men det er det lille boldgeni fra Rosario, der skal redde Argentina nu.

Men eftersom dette er virkeligheden og ikke et eventyr, går skudforsøget langt over mål. Argentina har spildt sin sidste chance, ved at sætte deres lid til eneren. Individet, der stod over holdet

Hos tyskerne var det modsat. Ingen er over holdet. De absorberede modgangen bedre end alle andre, fordi de havde enheden, der var i stand til det. Du græder ikke over en spiller, der er ude. Du accepterer det og kommer videre. Lader ikke følelserne tage overhånd, men går professionelt til opgaven, fordi omstændighederne har ændret sig.

Succes tager tid. For succes er ikke et tilfælde, som Aftonbladets Erik Niva beskriver. Det er i reglen frugten af lang tids hårdt arbejde. Derfor er denne VM-triumf, denne fjerde tyske stjerne, så meget mere tilfredsstillende for hele det system, som det tyske fodboldforbund skabte for 10 år siden - og titlen ikke kun en triumf for de 23 Freunde, der løftede pokalen på Maracanã, men for hele den tyske fodbold.