Schwarz-Rot-Gold: VM og det tyske deja-vu


Verdammt noch mal!

Da Marco Reus hamrede næverne ned i græstæppet på Coface Arena i Mainz, anede de fleste, at den var helt gal. Lørdag morgen blev det så bekræftet, at Rolls-Reus’en fra Dortmund ikke skulle med, da landsholdsflyveren lettede med kurs mod Brasilien lørdag aften.

I timerne efter stod kommentatorer på nakken af hinanden for at understrege, hvor stor en katastrofe dette er for Tyskland, og hvis det ikke går godt i Brasilien, vil sætninger som ”Reus kunne have gjort forskellen”, eller ”dette var ikke sket, hvis Reus havde været med”, blive udtalt en del gange.

For naturligvis er det trist, at Marco Reus, der har spillet formidabelt i Dortmunds sæsonafslutning og har været en af de bedste tyske spillere i testkampene, nu må se VM hjemme fra sofaen.

Opstandelsen skyldes givetvis også, at fodbold – ligesom politik – er blevet så enorm personfikseret, at man glemmer, at der stadig er tale om et holdspil.

Cristiano Ronaldo. Lionel Messi. Diego Costa. Luis Suarez. Robin van Persie. Franck Ribéry. Marco Reus. Moderne fodbold er lig med stjernerne, der i dag er langt mere eksponerede end fortidens Cruyff og Beckenbauer. Men man gør klogt i at huske på, at nok er det stjernerne, der lyser holdet op, men det er stadig 11 mand, der skal vinde på banen.

Der er naturligvis nogle hold, der er uhyre afhængige af én enkelt spiller. Da Tyskland nåede finalen ved VM i 2002, var det udelukkende på grund af Der Titan, Oliver Kahn (billedet herunder), i målet, der også blev kåret til turneringens bedste spiller. Maradona bar Argentina til et VM i 1986, og de fleste er enige om, at Portugal med Cristiano Ronaldo er et helt andet hold end Portugal uden Cristiano Ronaldo.

Marco Reus’ mange kvaliteter til trods er han ingen CR7 eller Lionel Messi. Som den tyske landsholdslegende Rudi Völler sagde til Sport1:

”Hos andre nationer kan man få den mistanke, at hvis en Cristiano Ronaldo eller Messi ikke er i topform hos Portugal eller Argentina, så slår holdet ikke til. Den opfattelse har jeg ikke med vores hold.”

Og når uheldet skulle være ude, er det stadig ”bedre” at udfaldet hos Tyskland sker på midtbanen, hvor Joachim Löw har rigeligt med alternativer, end i forsvaret, der stadig er tyskernes akilleshæl. Meget sigende var det derfor, at landstræneren valgte Sampdoria-forsvaren Shkodran Mustafi frem for en offensivspiller som Kevin Volland.

Reus’ ulykke – Götzes held?

Netop det at Löw har mange offensive alternativer, giver umiddelbart chancen til tre spillere, der ellers ville være henvist til bænken af formstærke Reus: Mario Götze, Lukas Podolski og Julian Draxler.

Podolski scorede én gang og lagde op til tre mål mod Armenien og viste nok engang, at han er 100 pct. klar, når det gælder. Derfor er han en af Löws yndlinge, for Prinz Poldi er en rigtig turneringsspiller.

Det skulle undre, hvis ikke han nappede den ledige plads i startformation - med mindre det kommer til at handle mere om boldbesiddelse og arbejdet i de små rum, for så går pladsen til Mario Götze. Han er stadig ikke fast mand i FC Bayern München (eller på landsholdet), og det virker, som om det irriterer ham en smule. Han er en gudbenådet tekniker, der ikke har samme fart som Reus, men som er mere offensiv end sin forhenværende kollega i Dortmund. Götze er i højere grad én, der skal sættes i scene - for eksempel af Mesut Özil, der mod Armenien igen lignede én, der faktisk gad spille fodbold.

Endelig er der Julian Draxler, der ikke har haft noget fantastisk forår med Schalke 04, men som stadig er et supertalent, og det er nok væsentligt lige at gøre opmærksom på, at han kun er 20 år gammel, men ikke desto mindre har været under et forventningspres, som var han 30 og holdets (hermed menes Schalke 04) bærende kraft.

Mon ikke unge Julian vil have godt af Campo Bahia (tyskernes hovedkvarter i Brasilien), så tingene ligesom kan blive forventningsafstemt igen. Der er som bekendt en grund til, at Premier League-klubberne slikker sig om munden ved tanken om at kapre bare én af de (unge) tyske midtbanestjerner. Og det er her, på midtbanen, at Joachim Löw har (haft) sit luksusproblem. Der er simpelthen for mange af dem!

Det er i defensiven, det begynder at blive lidt tyndere, og det er derfor, at Shkodran Mustafi (billedet herunder) blev indlemmet i truppen. Den "defensive balance" har været et yndet samtaleemne blandt tyske fodboldeksperter, fordi forsvaret ikke længere er Tysklands absolutte styrke. Die Nationalelf anno 2014 spiller meget attraktivt fodbold, men er nødt til at se i øjnene, at der bliver scoret for mange mål imod dem.

Lahm, Mertesacker og Hummels er glimrende, men den fjerde mand mangler. Og selv mangen en FC Bayern-fan må indrømme, at der mangler konkurrence til Jerome Boateng. Uagtet Reus’ udfald er Tyskland stadig et godt hold, men de mangler den stensikre firekæde bagtil. Uanset hvor godt det så end går, vil de komme til kort mod Brasilien (eller Italien) i en semifinale. Her vil Brasilien – et meget atypisk Brasilien - slå dem 1-0, og dermed er det slut.

Det er ikke den tyske offensiv, der halter med Reus’ skade, for der er fuldgyldige erstatninger for ham; det er defensiven, der er problemet. Havde de bare én mand til, der kunne agere Spielverderber, ville det være bedre.

Men når udfaldet sker et sted, hvor der findes fuldgyldige erstatninger, forstår man godt, at teammanager Oliver Bierhoff ikke lader sig slå ud. Til TV-stationen ZDF slår han koldt vand i blodet:

”Vi skal jo forholde os til, at en af vores bærende defensive kræfter kan få karantæne under slutrunden, og derfor var det mere logisk at tage en ekstra forsvarer med.”

Shkodran Mustaf er trods sine kun 22 år fast mand hos Sampdoria i Serie A og en veldisciplineret forsvarer - sandsynligvis en af fremtidens mænd ikke kun på landsholdet, men også i større klubber. Men da han ikke er en stjerne som Reus, vil hans udtagelse alt andet lige blive betragtet som en degradering af de tyske chancer, selvom det reelt ikke nødvendigvis er tilfældet.

Alles normal

I øvrigt er det at have store bekymringer lige inden en slutrunde ikke noget nyt for tyskerne. Det er rent faktisk det normale!

For det skal som regel være med en eller andre katastrofe i bagagen, at holdet drager til et VM. I 2002 måtte Tyskland ud i playoff mod Ukraine for overhovedet at booke billetterne til Japan/Sydkorea, og selvom holdet ikke spillede specielt fantastisk, endte det altså med en VM-finale i Yokohama.

I 2006 tabte man 1-4 i en testkamp mod Italien og spillede 2-2 mod Japan. Alle var pessimistiske: Jürgen Klinsmann som træner? Löw som assistent? "Det kommer aldrig til at gå godt. Vi bliver til grin i vores eget land". Italien slog Tyskland i semifinalen (efter forlænget spilletid), og holdet endte med at vinde bronze i det, som tyskerne nu kærligt kalder Das Sommermärchen.

I 2010 savede Kevin-Prince Boateng, der dengang spillede for Portsmouth, Il Capitano, Michael Ballack, midt over, så denne ikke kom med til Sydafrika. "Tyskland til VM uden deres superstjerne fra Chelsea? Det går aldrig godt". Tyskland endte (igen) med at vinde bronze.

Så i grunden er det hele, som det plejer: Tyskland drager til VM med masser af bange anelser, skader og lurende konflikter: Er Miro Nationale ikke blevet for gammel? Gider Özil? Grosskreutz pisser i en hotellobby! Fortsætter uheldene fra træningslejren i Sydtyrol? Bliver det Bayern vs. Dortmund i Campo Bahia?

Uden at ville nedgøre Marco Reus' afbud som alt andet end et tab, er det hele i grunden, som det plejer, hvad angår Tyskland og Die Nationalelf.

Löw tror på sine ”polske håndværkere” i form af Podolski og Klose, der endnu ikke har svigtet hans tillid under en slutrunde. Han tror på Philipp Lahm som holdets hjerne. På Sami Khedira som manden, der holder den sociale balance i truppen. Han tror på den enhed, holdet, han har skabt.

Og der er nok en grund til, at det er ham og ikke os andre, der får et par millioner euro om året for at bestyre landsholdet; Löw er ikke afhængig af en stjerne eller to, for at hans hold skal performe. Det samme kan siges om Luiz Felipe Scolari og Brasilien. For landstrænerne er det stadig holdet, der er i centrum, og det handler om, hvorvidt denne enhed kan fungere. De mandskaber, der baserer succes eller fiasko på en enkelt lysende supernova, bør være langt mere nervøse for deres chancer ved VM. Derfor er Frankrig markant svækkede med Franck Ribérys afbud, mens Portugal holder vejret, mens Cristiano Ronaldo kæmper for at komme tilbage i topform.

Tyskland er ikke ét af den slags hold. At Marco Reus nu er ude, giver bare Joachim Löw mulighed for at blande sine offensive kort på en anden måde. Det ændrer ikke noget fundamentalt ved hverken systemet eller balancen.

Om de så bliver Weltmeister? Næppe. Jeg holder stædigt fast i den gamle sandhed om, at ”forsvar vinder mesterskaber”, hvilket er grunden til, at jeg anser Brasilien – og Italien – som mere oplagte verdensmestre end Tyskland. Og i det regnestykke ville Reus hverken havde gjort fra eller til. Det havde været sjovere, hvis han havde været på flyet til Brasilien, men var der ét sted, hvor Tyskland kunne tåle et afbud, var det nu engang på den offensive midtbane.

Hellere tage til Brasilien uden Marco Reus end uden Philipp Lahm.

Følg Per Marxen på Twitter!