Transfersnak: Liverpool matcher Uniteds bud på 410 millioner for stjernemidtbanespiller


Internetsnak

Manchester City holder et vågent øje med Real Madrids Isco, der kan være klar til at vinke farvel til Bernabeu, efter at James Rodriguez er kommet til den spanske hovedstad.

Det mener vi: Isco er en enormt talentfuld spiller, der vil være en forstærkning til Citys offensive midtbane, selvom det kun bliver på en étårig lejeaftale. Spanieren spillede under Manuel Pellegrini i Malaga og vil helt sikkert give det en chance, hvis han ikke får fast spilletid i Madrid.
 

Tabloidspekulation

Liverpool håber på at kunne kapre Manchester Uniteds køb af Arturo Vidal ved at tilbyde den samme sum penge.

Det mener vi: Vidal er den hotteste spiller på denne sommers transfermarked, og hvis Real Madrid er interesseret, er der ingen af de to Premier League-klubber, der kan konkurrere om chilenerens gunst. Men Liverpool har den fordel, at The Reds skal spille Champions League-bold i modsætning til United, og det er tvivlsomt, at Vidal vil droppe verdens stærkeste klubturnering efter at være blevet vant til den i Juventus.

Tabloidspekulation 2

Tottenham forbereder et bud på den eftertragtede Aston Villa-forsvarer Ron Vlaar, der kan komme til at koste Spurs i omegnen af 75 millioner kroner.

Det mener vi: Vlaars præstation i Brasilien har fået mange klubber til at kaste snøren ud, og Aston Villa lader ikke til at kunne holde på sin anfører og bedste forsvarsspiller. Den nye Tottenham-manager, Mauricio Pochettino, vil gerne af med Michael Dawson, og nu hvor skiftet til Hull ser ud til at være faldet til jorden, kan han blive del af en byttehandel.
 

Snak i korridorerne

Livepool øger indsatsen for at snuppe Ryan Bertrand fra Chelsea - en handel, der vil koste The Reds omkring 75 millioner.

Det mener vi: Efter at have misset Ben Davies, der røg til Tottenham, fortsætter Liverpool sin jagt på en venstre back. Chelsea skulle være tøvende over for at sælge spillere til en rival, selvom Bertrand er kommet i overskud på Stamford Bridge. Liverpool er også interesseret i Sevillas venstre back Alberto Moreno, der vil til Anfield, men som Sevilla insisterer på at kræve 150 millioner for.
 

Den er hjemme

Tottenham har sikret sig venstrebacken Ben Davies fra Swansea, der derimod får Gylfi Sigurdsson tilbage. Davies fik sin debut i Tottenhams 3-2-sejr over Toronto onsdag aften. "Jeg havde aldrig tænkt på eller ønsket at forlade Swansea, men den slags muligheder får du ikke mange af i din karriere", siger han.