Undskyld


Undskyld for alle de gange, vi er kommet til at omtale 2015 som et ”ikke-slutrunde-år” og derfor et år, der pr. definition er mindre interessant end lige år, hvor vi ser frem mod et EM eller et VM.

For 2015 er et år med ikke bare én, men mange slutrunder. Måske er vi europæere blevet blinde på vores fodboldøjne, hvilket i øvrigt også er med til at forklare, hvorfor fodboldens internationale organisation, FIFA, er blevet, som den nu engang er.

For det jo vrimler med slutrunder i 2015!

I januar vandt Australien Asia Cup (i øvrigt den mest sete nogensinde) med finalesejr over Sydkorea (billedet herunder). Og søndag aften vandt Elfenbenskysten en nervepirrende straffesparkskonkurrence over Ghana i finalen ved African Cup of Nations i Ækvatorialguinea (billedet herover). I juni måned er der Copa America (det sydamerikanske mesterskab), og i juli spilles Gold Cup (CONCACAF’s tilbagevendende turnering, der afgør det Nord- og Mellemamerikanske mesterskab).

Med andre ord: Alle andre verdensdele afgør sine kontinentale mesterskaber i 2015, men vi europæere er mestendels ret ligeglade med det, for det er jo kun, når vores hold deltager, at det er det mindste interessant. Alle øvrige mesterskaber er himmelråbende ligegyldige og rent faktisk til gene for os, eftersom nogle af de spillere, som vores klubber betaler løn til, er ude af stand til at praktisere deres talenter for deres europæiske arbejdsgivere, fordi deres respektive hjemlande insisterer på, at de skal komme hjem og spille for deres landshold. Vel at mærke i turneringer der jo ikke betyder det mindste … for os.

Vi kan undskylde os med, at mange af os er vokset op med klubber, der ikke var ejet af oligarker, sheiker eller asiatiske rigmænd - dengang hvor slutrunder undertiden nok blev afviklet i stater med tvivlsomme styreformer, men hvor vi kunne være sikre på, at de nationer, der deltog fra den såkaldte tredje verden, kun var med som ren kanonføde.

Med andre ord en fodboldverden, der ikke tog andre end Europa og Sydamerika alvorligt. Sådan er det i grunden stadigvæk, for vi har stadig den første asiatiske eller afrikanske verdensmester til gode. Men bortset fra det har fodboldens verden forandret sig radikalt. På godt - og på mindre godt.

Det gode er, at fodboldens udbredelse på verdensplan gør den globale konkurrence stærkere, og hvis man så med under sidste sommers VM i Brasilien, ved man godt, at der ikke længere er hold med, som udgør deciderede prygelknaber. Når Costa Rica spiller sig frem til en kvartfinale, hvor Holland skal bruge bissetricks i en straffesparkskonkurrence for at slå dem ud (billedet herunder), understreger det kun, at Mellemamerika nu også har meldt sig ind i kampen. Ja, selv USA viser så småt tænder, og nogle påstår ligefrem, at det kan blive netop amerikanerne, der som de første bryder det sydamerikansk/europæiske monopol på VM-titler.

Med andre ord: Når der spilles Gold Cup til juli (naturligvis med USA, Mexico og Costa Rica blandt deltagerne), bør det da være en slutrunde, der er værd at se - for ikke at tale om Copa America, der spilles måneden før.

Mens vi klager over, at den europæiske kvalifikationsproces bliver mere og mere udvandet, fordi der jo skal 24 hold med til det næste EM, så intensiveres konkurrencen på de øvrige kontinenter. Og netop det at fodbolden viser tegn på fremgang alle steder, er et af de vigtigste argumenter for, at Sepp Blatter (billedet herunder) nok alligevel bliver genvalgt som præsident for FIFA, selvom mange europæere nok nærede et fromt håb om, at schweizeren omsider ville gå på pension.

LÆS MERE: Hvem skal være vært for VM i 2026? Her er Per Marxens bud!

Blatters magtbase ligger uden for Europa. I FIFA har ét land én stemme, og takket være eminent politisk tæft har Blatter været i stand til at samle stemmer i Caribien, i Afrika, i Asien og Mellemøsten, hvilket har sikret hans genvalg gang på gang.

Blatter gjorde således tidligt noget, som vi andre forsømte: Nemlig at tage fodbolden på resten af kloden alvorligt. Hans motiver kan nok drages i tvivl, men at det har givet ham det ønskede resultat, er hævet over enhver tvivl.

Så hvis ønsket om en reformation af FIFA skal blive til noget, kræver det også en mentalitetsændring hos os europæere. At sukke højlydt hver gang vi starter et ulige år – og dermed ikke kan se frem til en ”rigtig” slutrunde der ”betyder noget for os” – er ikke vejen frem.

Mens alle andre verdensdele gerne samles om tv-skærmen når der er kampe i Europa, er det sværere at få europæerne til at gøre det samme, når der f.eks. spilles slutrunder i Asien eller Sydamerika. Men det vil være ulejligheden værd, for niveauet er ikke det samme, som dengang El Salvador tabte 1-10 til Ungarn ved VM i 1982.

Europæere kan ikke lukke sig inde i en boble og tro at fodbolden på verdensplan, stadig er på samme stadie, som da kolonierne blev uafhængige for et halvt århundrede siden.

At sidde tilbage som fornærmede (og nu forhenværende) koloniherrer, der ser klubber blive købt af emirer, sheiker og oligarker, slutrunder forlangt til eksotiske adresser og et verdensforbund, der synes at bekymre sig mindre og mindre om, hvad Europa er interesseret i; ja det er ikke nogen konstruktiv løsning.

Vi kunne jo begynde med at interesse os lidt mere for, hvordan det gik med fodbolden i andre tidszoner. Ikke at gøre det, overlader pladsen til dem, der nok gør det, men af de forkerte årsager.

Og ved at sige undskyld for vores manglende interesse indtil nu.

LÆS MERE: Følg med i Per Marxens informative og underholdende blogskriverier!