Ligue 1: Zlatan hyldes i Frankrig



To mål på to minutter. Den svenske topangriber Zlatan Ibrahimovic viste søndag endnu en gang, at han er en af klodens skarpeste mænd foran målet, da han med kasser på udebane mod ærkerivalen Marseille sørgede for, at PSG fik point med hjem til hovedstaden fra den franske havneby. Her kunne han mandag læse en masse rosende ord om sig selv i landets aviser. Ikke at den slags skulle være nødvendigt for at bevare selvtilliden hos den notorisk skrydende sydsvensker.

PSG fik ellers en mareridtsstart på kampen mod Marseille. Allerede i det 17. minut kom hjemmeholdet foran, da André-Pierre Gignac tog fusen på PSG-forsvaret og lagde bolden over i det lange hjørne. Men så trådte Zlatan ind på scenen på Stade Vélodrome.

Blot seks minutter efter Marseilles indledende scoring udlignede svenskeren på en lækker helflugter efter et hjørnespark, og to minutter efter trykkede han en effektiv frisparksbold i kassen. Til sidst blev det dog 2-2 i topkampen. I alle franske aviser fik Zlatan topkarakterer og ét ord med sig: Magnifique!

Men der var en person, der ikke kastede sig ud i uforbeholden ros af Zlatan. PSG's træner, italienske Carlo Ancelotti, konstaterede blot under den efterfølgende pressekonference, at han ikke var særligt overrasket eller imponeret, eftersom han allerede var klar over, at den høje svensker er en dygtig målskytte og en komplet spiller.

Statistikken efter Ibrahimovics start i den nyrige klub taler sit tydelige sprog. I 10 kampe i Ligue 1 og i Champions League har angriberen lavet hele ni mål.