Amerikansk fodbold: Forhadt Glazer viser vejen


Seks Premier League-klubber har ved indgangen til denne sæson amerikanske ejere. Nogle er populære blandt fansene, mens andre er forhadte som pesten. Vi begynder med ham - og hans familie - der ikke bare ejer den største af klubberne, men som også er den mest hadede blandt klubbens fans - Malcolm Glazer og hans familie

Ikke engang Liverpool-tilhængernes nærmest patologiske had til Hicks og Gillett, der nær havde kørt klubben konkurs, er for noget at regne mod Manchester United-fansenes afsky for Malcolm Glazer og hans familie. De har endda lavet en sang om ham.

Nej, Malcolm Glazer er ikke populær. Til trods for at Manchester United har vundet masser af titler – også under hans ejerskab – er familien Glazer tilhængernes hadeobjekt nummer ét. Grunden er enkel: Da Glazer i 2005 endegyldigt fik kontrol med Manchester United, skete det for lånte penge - det man kalder et gældsfinansieret opkøb; og gælden blev overført til klubben.


Så selvom The Reds i januar i år rundede et magisk tal, nemlig at være vurderet til en værdi af 16,5 milliarder kroner, er Glazer lagt for had blandt fansene, fordi de mener, at hans engagement har ødelagt selve klubbens sjæl.

Indtil videre har Sir Alex Fergusons mageløse trænerkarriere sikret, at der i hvert fald er titler til at formilde dem, men hvordan det kommer til at gå under David Moyes, bliver interessant at følge. I hvert fald skal der sejre til, hvis tilhængerne fortsat skal acceptere støt stigende billetpriser for at betale af på den gæld, som Glazers køb lagde på klubben.

Selvom Glazer nu har trukket sig tilbage fra den daglige ledelse, er det fortsat hans ord, der er afgørende i hele forretningen, der blandt andet også tæller NFL-holdet Tampa Bay Buccaneers. Alle hans seks børn sidder i bestyrelsen for United, hvor det er sønnerne Avram og Joel, der deler formandsposten.

Da Glazer i 1995 overtog Buccaneers - dengang for den rekordstore sum af over én milliard kroner - var der nogen, der mente, at han havde købt klubben til sønnerne (han har fem), for selv havde han absolut ingen erfaring med professionel sport. Men det med manglende erfaring har aldrig afholdt Glazer fra at prøve noget nyt, hvis han kan se en fast indtægt i horisonten eller et potentiale for stor profit ved videresalg.

Buccaneers og United har det til fælles, at de under Glazers ledelse har høstet store sportslige succeser: Buccaneers vandt Superbowl i 2002, og United har vundet fem mesterskaber, tre ligacupper og én Champions League-titel.

Derudover er klubbens udvikling som brand kun gået fremad, og Manchester United kan nu drage på turné til alle steder på kloden og stadig blive mødt af hujende menneskemasser. Så her har Glazer set helt rigtigt: Uanset den gældsbyrde. som klubben ellers har, er Manchester United et af verdens vigtigste fodboldbrands med det indtægtspotentiale, der følger med.


Netop det faktum at Glazers overtagelse ikke er gået ud over klubbens sportslige succes, er på mange måder kardinalpunktet i den moderne fortælling om United under amerikansk herredømme. Da man i sidste sæson snuppede Robin van Persie fra Arsenal, var det tegn på finansiel styrke – ikke mindst i Premier League. Man vandt desuden mesterskabet uden at spille specielt prangende, men takket være den uforlignelige Sir Alex alligevel med så meget stabilitet, at konkurrenterne blev sat vægs alligevel.

Glazer vidste muligvis ikke ret meget om fodbold, da han gik ind i klubben, men han ved noget om fans og deres måde at agere på. Han vidste, at vi fodboldfans skifter arbejde, bolig, kæreste og mobiltelefon, men vi skifter aldrig tilhørsforhold, når det kommer til vores klub. Når vi én gang er vundet for en klub, så bliver vi der resten af livet. Og et hurtigt kig på Uniteds globale fanskare var velsagtens nok til at overbevise Glazer om, at det var en god forretning at kapre The Red Devils.

Med Glazer som first mover begyndte flere amerikanere at se sig om efter en engelsk Premier League-klub. Ganske vist er Doug Ellis’ Sunderland og Randy Lerners Aston Villa langt fra Manchester United, men på deres egen måde er også de i stand til at skabe en forretning med en vis global tiltrækningskraft. Glazer var bare hurtigere og mere konsekvent end de øvrige - og så naturligvis mere succesfuld.

Måske er det derfor, at de kritiske røster er knap så tydelige nu, som de var i 2005 og i 2010, da klubbens originale farver (gul og grøn) vejede fra lægterne med de mest stålsatte fans - et symbol for de gamle arbejderklasseværdier, der historisk ligger til grund for verdens førende fodboldbrand.

Den gæld, der finansierede Glazer-familien opkøb af klubben, blev ikke investeret i et akademi eller en udvidelse af Old Trafford - den blev skabt ved at bruge løs af 13 års succes i Premier League. Glazer lånte over 4,6 milliarder kroner, som klubben nu hæfter for. I renter og gebyrer til banker, advokater og revisorer har Glazers køb kostet klubben mere end 4,9 milliarder, og selv efter at have betalt det beløb vil Manchester United slæbe rundt på en gæld på over 3,7 milliarder.

Én af de ting, som fansene slet ikke kan acceptere, er, at familien Glazer takket være nogle finansielle spidsfindigheder faktisk er i stand til at tjene på det hele. Et eksempel er sønnen Kevin Glazer, der har fået udbetalt over 4,4 millioner i renter, fordi han - pro forma - står som kreditor for en del af lånet.

Hvor meget gælden tynger, ses ud af sæsonen 2006/2007: Her vandt United både mesterskabet og Champions League, men kom alligevel ud med et underskud på over 400 millioner. Kalkulen fra Glazers side er til at få øje på: Så længe der er sportslig succes, vil indtægterne fortsat stige, og United kan stadig tiltrække de store stjerner, og så længe der er sportslig succes, vil holdets globale tiltrækningskraft som fodboldbrand stige, og nye muligheder for salg af merchandise, tv-rettigheder til fjerne lande osv. vil kunne sikre øget vækst.

Men finanskrise til trods synes klubben rent finansielt at være gennem det værste, og Glazer kan glæde sig over, at klubben nu er mere end dobbelt så meget værd som den pris, han i sin tid betalte.
Om fansene så har det på samme måde, er en anden sag. Mens sidste sæson Champions League blev afgjort mellem fire mandskaber (Bayern, Dortmund, Real og Barcelona), der stadig ejes af medlemmerne/tilhængerne, er de engelske hold nu virksomheder, der bruges til finansiel spekulation og sindrige bankoperationer. For eksempel er aktieselskabet Manchester United indregistreret på Cayman Islands.

Malcolm Glazer har - i visse menneskers øjne - vist vejen for, hvordan man optimerer et fodboldbrand mest muligt - ikke mindst fordi han i grunden ikke har risikeret sine egne penge i processen. Det sidste er vigtigt, for hans motto siges at være:

”Alle hasardspillere dør fattige”.
 

Klik her for at læse det første afsnit i Per Marxens kapitel Amerikansk fodbold!