Amerikansk fodbold: Frelseren Henry med den langsigtede vision


John Henry er en figur i amerikansk folklore - en steeldriver der skulle hamre huller i klipperne, så der kunne placeres dynamit til at sprænge forhindringer væk, når jernbaneskinnerne skulle lægges. En historie og en mand, som der er skrevet historier og sange om. Et symbol på styrke og udholdenhed.

Men den moderne John W. Henry er født i Illinois og ejer Fenway Sports Group, der blandt andet har sat sig på baseballholdet Boston Red Sox og nu også Liverpool FC i England.

I Liverpool er han allerede en slags frelser, fordi han og klubbens nye formand, Tom Werner, udmærker sig ved ikke at være Tom Hicks og George Gillett - de to forrige amerikanske ejere, der næsten kørte klubben ud i en konkurs.

Henry er den fødte optimist, både hvad angår hans baseballhold og hans fodboldhold i England. Desuden opererer han med lange tidshorisonter, og den hurtige, købte succes er dermed ikke en del af planen. Han er en ærlig mand, der til avisen The Guardian indrømmede, at han vidste ”så godt som ingenting” om fodbold, før han købte Liverpool.

Dette faktum har dog ikke afholdt ham fra investeringen, for John Henry kan om nogen se fidusen i langsigtede investeringer, og han er af natur en tålmodig sjæl, der ikke lader sig gå på af dårlige resultater på kort sigt. Han er meget stolt af, at Boston Red Sox i årevis har været i stand til at irritere de store rivaler fra New York, selvom Red Sox har et langt lavere budget.


Selvom seertallene i forhold til de traditionelle amerikanske sportsgrene stadig er små, har John Henry for længst indset, at fodbold er fremtiden - også selvom basketball, baseball og football er meget større tv-sportsgrene i USA end fodbold er. Lige nu.

Han har indset, at det ikke bliver ved med at være sådan. Ingen af de amerikanske sportsgrene besidder den globale appel, som fodbold gør, og jo før man sikrer sig et af de bedste brands desto bedre - ikke mindst fordi han fandt oplagte paralleller mellem Red Sox og Liverpool: Begge var klubber, der historiske havde klaret sig fremragende, men som for tiden præsterede under deres potentiale. Derfor så Henry øjeblikkeligt muligheden for at kunne overføre sine erfaringer fra Fenway Park i Boston til Anfield Road i Liverpool.

Netop det strategiske overlap sammenholdt med de globale muligheder var den forretningsidé, der tiltalte John Henry, da han gjorde sig sine overvejelser om et engagement i Liverpool FC.

Det er de færreste uden for USA, der interesserer sig nævneværdigt for baseball, men der er et millionpublikum til fodbold overalt i verden. Den logik er enkel at forstå, uanset om man forstår spillet eller ej.

Især de engelske regler om, at klubberne beholder de penge, de henter i eksempelvis sponsorater, må have virket tiltalende på en mand, der er vant til, at pengene ryger i en fælles kasse, og at ”mindrebemidlede” hold derfor kan slå de mere velbeslåede. Som forretningsmulighed var investeringen i grunden oplagt.

Fenway Group vil som Glazer og Kroenke helst være fri for at investere for mange af sine egne midler, og Henry er da også stor tilhænger af Financial Fair Play-reglerne (FFP): ”Vi ville slet ikke være gået ind i Liverpool, hvis det ikke havde været FFP”, har han sagt til The Guardian, selvom det stadig er uvist, hvor strikse man vil være med at håndhæve disse regler.

At hyre Kenny Dalglish var et træk, der skulle højne moralen på Anfield og være et synligt bevis på, at Hicks/Gillett-tiden var forbi. At det så ikke havde den ønskede effekt, og at Dalglish blev udskiftet med Brandon Rodgers er en anden historie.

Valget af Rodgers var imidlertid også et signal om, at klubben er i opbrud, og at man er villig til at satse på en ny trænerfilosofi for at komme videre. Torres ud. Suarez (billedet herover) og Andy Carroll ind. Den sidste en fiasko, mens Suarez har svinget mellem frelser og djævel på grund af sine disciplinære problemer.

Mange rystede på hovedet af de 312,5 millioner kroner, som Liverpool betalte for Carroll, men det handlede lige så meget om at sende et signal til konkurrenterne om, at Liverpool uagtet den dårlige placering var en klub med ambitioner om at nå tilbage til fordums styrke. Det var desuden ikke nyt for John Henry at se et spillerindkøb blive kritiseret - det samme skete med Carl Crawford, som Henry hentede til Boston Red Sox, men som heller ikke levede op til forventningerne.

”At vælge spillere i en hvilken som helst sport er ikke nogen eksakt videnskab. Vi har været skyldige i at bruge for mange penge på nogle spillere, og det skyldes, at vi ikke har optimeret de analytiske redskaber, vi har brugt”, har Henry sagt.

Det tilbagevendende problem med Liverpool FC er dog stadig Anfield Road. Allerede for 15 år siden var de daværende ejere kommet til den konklusion, at et nyt stadion på Stanley Park var den eneste logiske løsning, hvis man skal holde trit med Manchester United, hvis stadion, Old Trafford, nu har en kapacitet på 76.000.

En løsning som i München og Milano, hvor to klubber deles om stadion, er det rene tabu i Liverpool og en løsning, som Fenway for længst har afvist.

Henry og Fenway vil hellere gøre som i Boston - modernisere det oprindelige stadion frem for at kaste sig ud i et nybyggeri. At investere i omegnen af 2,7 milliarder i stadionbyggeri er ikke noget, der huer den forsigtige Henry synderligt, men han er også bevidst om, at det ikke bare er lige sådan at udvide Anfield, der ligger i et boligområde. Huse der skal rives ned, ejere der skal kompenseres, og naturligvis en lokalplan, der skal overholdes, vil ikke være billigt.

Uanset hvilken løsning, der vælges, ligger det heller ikke i kortene, at Fenway Group vil bruge sine egne penge på en fremtidig stadionløsning.  Også her overvejer man at finde en sponsor, der kan betale en del af gildet, ligesom LFC-fans må belave sig på (endnu) højere billetpriser.

Men klubben står dybest set i samme situation nu som i 2007 - altså inden Hicks/Gillett-overtagelsen: Stadion skal udvides, eller også skal der bygges et nyt.

Med sin baggrund i baseball er Henry stor tilhænger af Moneyball-filosofien, der imidlertid ikke sådan lige lader sig overføre til fodbold; ikke mindst fordi den kræver en hvis tålmodighed, og det er ikke til at sige, hvor længe de trofaste LFC-fans bevarer den. Som de siger i Beatles-byen:

“Built by Shanks, broken by Yanks”.


Klik her for at læse Per Marxens forrige afsnit i kapitlet om de amerikanske interesser i Premier League!