Benficas huskekage til Lissabon-rivalerne: Kun de stærkeste overlever...


Det bliver ofte sagt, at formkurver ikke har noget at sige på derbydage, men da Lissabons to største klubber mødtes mandag aften, var det tydeligvis ikke tilfældet. Benfica sørgede dog for at holde en enkelt derbykliché i hævd i sejren over Sporting: Kun den stærkeste overlever i disse tilfælde.

Med mindre du følger den portugiske liga tæt, så er du tilgivet for at tro, at Benficas stjerne er falmet. Jorge Jesus' mandskab blev overhalet af Celtic i Champions Leagues gruppespil efter at have misset den størst tænkelige mulighed for at slå Barcelona på Camp Nou. Samtidig havde ærkerivalerne fra Porto - sammen med Malaga - været det første hold til at kvalificere sig til forårets knockoutkampe. Det skete efter bare fire kampe.

Begge giganter måtte finde sig i at miste vigtige spillere i sommerens transfervindue. Portos Hulk smuttede, som alle ved, til Zenit, der også snuppede Benficas Axel Witsel, mens Javi Garcia rejste til Manchester City. Rent sportsligt er der ingen tvivl om, at Benfica har lidt de største tab. Da Garcia og Witsel forlod klubben, stod man med fornemmelsen af, at hjertet var revet ud af Jesus' hold. Porto havde allerede fyldt hullet ud efter Hulk med den fantastiske, unge colombianske angriber James Rodriguez.

I direktionslokalerne på Estádio da Luz har der også været uro. Præsidentvalget i oktober blev vundet komfortabelt af den siddende Luis Filipe Vieira til sidst, men forinden var der i en beskidt kampagne blevet sat spørgsmålstegn ved hans økonomiske styring af en klub, der nu har en gæld på knap tre milliarder kroner.

Klubbens succes gør gælden nogenlunde spiselig. Benfica kom tilbage efter at have været bagud ved pausen og slog Sporting 3-1, hvilket gør, at de rødklædte er à point med Porto i toppen af tabellen og fortsat er ubesejret. Som Jesus sagde, så blev kampen vendt på hovedet "af et hold, der troede på, at resultatet kunne ændres". Den tidligere Chelsea-midtbanespiller Nemanja Matic er et godt eksempel. Det kunne virke, som om han var overbebyrdet på midtbanen i fraværet af Garcia og Witsel, men han gør det fortrinligt.

Hvad ville Sporting ikke give for en smule af den tro på tingene. Med nederlaget har klubben blot vundet fire kampe ud af 20 i alle turneringer. Franky Vercauterens mandskab er nummer ni i ligaen med to sejre og blot 10 scorede mål efter 11 kampe. Sporting er to point over nedrykningsstregen og allerede ni point efter den tredje portugisiske Champions League-plads.

Den finansielle situation på Alvalade ser ikke bedre ud. Sporting mistede næsten 350 millioner kroner sidste sæson, hvilket bringer den totale gæld op på det, der svarer til 1,6 milliarder kroner. Der var kun 35.000 tilskuere til mandagens derby, hvilket imidlertid var flere, end mange havde spået med tanke på Sportings frygtelige form og landets lavorlige økonomiske problemer. Til sammenligning var der 47.409 mennesker til den tilsvarende kamp i april.

Et af de største kritikpunkter mod den udskældte Sporting-præsident, Luís Godinho Lopes, er klubbens fallerede ungdomsarbejde, der før har produceret spillere som Cristiano Ronaldo, Luís Figo og Nani for nu bare at nævne tre, men som nu er blevet nedprioriteret til fordel for dyre udenlandske indkøb.

Der var kun to portugisiske spillere i start-11'eren: Sportings målmand, Rui Patrício, og Benficas midtbanespiller André Gomes. For at citere hjemmesiden Mais Futebol, så var det "det mindst portugisiske derby nogensinde". Patrício og Gomes spillede begge fremragende, men der er ingen tvivl om, hvem denne indkøbspolitik rammer hårdest. Sporting mangler ikke kun Benficas kvalitet, men også rivalens stil og identitet.

Klik her for at læse mere af Andy Brassell.