Big Lang Theory: En hyldest til arrogancen


Dette er ikke endnu en artikel om DET mål (ikke mindst fordi en tekst, der kun består af slibrige seksuelle adjektiver ville være noget ski... nej, faktisk ville det være fantastisk. Det prøver jeg næste uge), men lad os bruge det som affyringsrampe. Det bedste ved det mål, var ikke visionen. Det var ikke det atletiske aspekt. Heller ikke det tekniske. Det var arrogancen.

For det første må du have rimelig høje tanker om dig selv for overhovedet at lave den slags. Bag hver en beslutning er der et væld af lynhurtige evalueringer, som den rationelle forstand foretager. Nogle af disse er ret komplekse - moralske forpligtelser, konsekvenser, fordele og ulemper etc. etc. - men der er også et helt konkret element: Er det overhovedet fysisk muligt? For at Zlatan kunne træffe en beslutning må han meget, meget hurtigt have tænkt over de fakta, der lå foran ham - "Jeg har scoret mål fra lignende vanvittige vinkler før". "Wow, mit baglår føles smidigt her til aften" - og har besluttet sig: "Yeah, det hele ligger inden for mine fysiske evner". Og derefter: "Jeg gør det sgu!". Meget få mennesker har så storslået en fysik, at de kan score fra sådan en position. Endnu færre ville beslutte sig for at forsøge.

For det andet: I den brøkdel af et sekund, der fulgte Ibras berøring med bolden, vrider han sin krop yderligere for at kunne følge med i resultatet af sin hndling. Han er ikke bare tilfreds med at kollapse, hvilket ellers havde været forståeligt, men han insisterer på både at være tilskuer og hovedperson, insisterer på at nyde sin egen storhed som alle andre på stadion. Han iagttager ikke bare, hvad der sker, for han ved lige nøjagtigt, hvad der vil ske. Da stadion eksploderer, agerer han igen, men det er ikke støtten fra holdkammeraterne eller tilhængerne, der gør ham glad: Det er hans egen fornemmelse for at have udført noget stort. Zlatan ønsker dig tillykke, Zlatan. Det var uden tvivl et bemærkelsesværdigt stykke Zlatan-stil.

Der er ikke nok arrogance i det britiske spil. Vores spillere - selv dem der har de fysiske og tekniske evner til at få ethvert forsvar til at ryste i bukserne - mangler den flygtige gnist, der adskiller de gode fra de store. Den sidste store stjerne, der optrådte i Premier League, var Cristiano Ronaldo, hvis navn stadig kaster reaktioner af sig som: "Fantastisk spiller, men en skam at han skulle posere og vise sig hele tiden". Faktum er imidlertid, at Ronaldo netop er fantastisk, fordi han poserer og viser sig. Fjern den kolossale sans for egne evner, surmuleriet, hans insisteren på at tjekke sit hår på storskærmen, og du står tilbage med en dygtig spiller, der ikke helt har det dér, der tager ham til det næste niveau. Ja, du står tilbage med Nani.

Når en spiller fra Storbritannien truer med at udvikle en arrogant facon, så begynder vi at slibe kanterne af vedkommendes spil. Den 16-årige Wayne Rooney, der scorede mirakelmål, vidste, hvor formidabel han var, og det samme gjorde den Rooney, der scorede hattrick i sin debut for Manchester United. Gradvist har historierne om prostituerede, grinene over hans grammatik og Shrek-vittighederne haft en effekt: Wayne Rooney er sunket tilbage ind i sig selv rent personligt, og hans spil er fulgt efter. Hårtransplantationen var måske et desperat forsøg på at stoppe blødningen fra hans ego - og selv det gav bagslag.

Vi ser arrogancens typiske kendetegn og sideeffekter - fokus på den fysiske fremtoning for eksempel - som kvindagtige og dermed utroværdig i den barske fodboldverden. Måske på grund af den relative mangel på bedrifter siden vi rent faktisk opfandt fodbolden, anser vi også den totale selvtillid som noget næsten usportsligt: Som om der er noget upassende ved at være en stor spiller og samtidig selv være klar over det. Glem sejrens sødme; Giv britisk fodbold et ærefuldt nederlag når som helst. Giv os James Milners bastard-agtige arbejdsraseri frem for Tottis fuldblodsstorhed; giv os den elskelige Roy Hodgson frem for den titel-samlende Fabio Capello.

Men vi har brug for arrogance: Både for at gøre præstationerne bedre (forestil dig, hvor god Andy Carroll ville være, hvis bare han troede på tingene. Han ville være som en rodeotyr i en porcelænsbutik) og for at, ja, gøre tingene mere interessante. Husker du José Mourinho, hvis spydige bemærkninger fyldte hylderne hos boghandlerne og gjorde fodboldverdenen blød i de smadrede knæ? Det var en kort affære, hvor britisk fodbold så, hvordan den anden halvdel lever. Den overfladiske Fifty-shades-of-grey-medietræning, som 99 pct. af Premier League-spillerne fyrer af, giver tilhængerne lyst til at vade med hovedet først ind i en halmpresser og kan ikke undgå at have en hæmmende effekt på de spillere, der rent faktisk tror, at de kan sætte dødvandet i bevægelse.

Arrogance må dog trods alt have en løs forbindelse til evnerne. Måske er det derfor, der ikke er så mange arrogante britiske spillere: Der er simpelthen ikke nok dygtige britiske spillere. Hvis forbindelsen bryder sammen, står du tilbage med Daniel Sturridge, der fejrer et mål mod Manchester Uniteds reserver, som om han har scoret hattrick i VM-finalen og fundet kuren mod kræft på én og samme dag. Det er mod disse grinagtige figurer og ikke mod Wayne Rooney-gruppen, at denne nu-skal-du-ikke-vise-dig-tak-vi-er-briter-galde skal rettes.

En dag lærer vi måske at sætte pris på arrogance og erkende dens funktion som en katalysator for sportsmæssig storhed. En dag kunne vores landshold blive velsignet med spillere, der fortryller lige så meget som Cantona, lige så meget som Ronaldo, lige så meget som Zlatan. Indtil da: Kig godt på Zlatans mål og beklag dig over alt det, der kunne have været.