Capital One Cup: Fem ting vi lærte af Chelseas 2-0-finalesejr over Tottenham


José Mourinhos erfaring med De Store Kampe gjorde igen forskellen

Hvis man underviste i José Mourinho - og det gør man sikkert allerede - så kunne man bruge dette som et perfekt eksempel på en sejr i en stor kamp.

Begynd i roligt tempo, absorbér presset, slå til, når det virkelig gør indt i slutningen af første halvleg, og høst frugterne efter pausen.

Det er ikke ligefrem overraskende - og heller ikke så fedt at se på i størstedelen af tiden - men det er yderst effektivt, og Mauricio Pochettino blev simpelthen udmanøvreret og udklasseret af en mand, som han kun kan håbe at kunne hamle op med i fremtiden.

John Terry elsker at være i centrum

Til den i forvejen varierede og utvivlsomt succesfulde John Terry-karriere kan vi nu tilføje et mål i en pokalfinale på Wembley.

Det var ikke en klassiker, men det cementerede endnu en gang Chelsea-anførerens evner foran mål og hans vilje til at bringe sig selv i centrum.

Eftersom han er den, han er, vil Terry aldrig vinde universel popularitet, men med tanke på at han karriere så ud til at være på vej mod enden for bare et par år siden, så er der tale om en bemærkelsesværdigt drejning. Og der er mere på vej.

Kurt Zoumas atletiske evner gjorde ham til det rette valg til midtbanen

Med Nemanja Matic i karantæne (som du måske har læst) og John Obi Mikel skadet var et af nøgleelementerne denne våde eftermiddag på Wembley, hvordan Chelsea valgte at forme den defensive del af midtbanen.

Et tweet inden kampen fra Chelsea tydede på, at det skulle være Cahill, men Kurt Zouma lignede hele tiden det logiske valg.

Den unge franskmand er hurtigere og mere letbenet end sin engelske holdkammerat, og han lukkede effektivt ned for adskillige Tottenham-angreb og satte sig især tungt på danske Christian Eriksen i 10'er-rollen.

Harry Kane har stadig lang vej at gå

Vi så et enkelt godt løb i første halvleg, der gav minder om ét af hans to imponerende mål mod Chelsea nytårsdag, men derudover var det en skuffende dag for Harry Kane.

Med to solide oppassere i Terry og Cahill skulle den unge angriber levere en indsats, der fortæller os, at han endnu har lang vej at gå, før han kan være med på den allerstørste scene.

Det bliver ikke sidste gang, han spiller på Wembley, men hans debut var lige til glemmebogen.

Det kan blive den første af mange for Chelsea

Alle imperier skal begynde et sted, og ligesom ligacupsejren i 2005 mod Liverpool i Cardiff satte gang i Mourinhos succesfulde første periode i Chelsea, så kan dette være starten på endnu en storhedstid.

På en dag hvor Liverpool gjorde London-klubben en stor tjeneste i Premier League med sejren over Manchester City, er det svært at komme udenom, at Chelsea ser ud til at være på vej mod nye triumfer, og at denne finalesejr var dér, hvor det begyndte.