Deadlinedag: Beckham tager til PSG og tre andre stjerner skifter klub


Transfer-deadlinedag er hurtigt ved at blive en dato i kalenderen på linje med juleaften. Men eftersom dagen kommer to gange årligt og ikke kun i form af et enkelt højdepunkt, så kan man argumentere for, at Deadlinedag er endnu bedre end juleaften.

Der vil sandsynligvis være foretaget sidsteøjeblikshandler i nat, men her vil vi se på nogle af de største handler og kigge på, hvordan gutterne vil klare sig i deres nye klubber.
 

David Beckham til Paris Saint-Germain

Torsdag afholdt PSG pressekonference for at fortælle, at klubben har hentet det største engelske navn til Paris, siden Marks and Spencer besluttede sig for at åbne en afdeling i byernes by.

Ja, snart vil Victoria hænge ud omkring de parisiske catwalks, og David Beckham vil sparke frispark ind i hovedet på folk som Zlatan Ibrahimovic.

Men hvorfor henter en klub, der kan købe hvem som helst, en 37-årig på en fri transfer? Træner Carlo Ancelotti er fan af englænderen, og det var italieneren, der i sin tid fik stablet en låneaftale med Becks på benene i Milan. Ok, Goldenballs kommer næppe til at starte mange kampe på Parc De Princes, men han vil kunne gøre en forskel, når han kommer ind fra bænken. Hans afleveringsevner vil blive vitale i de tætte kampe, mens hans dødbolde kan skaffe PSG en hel del sene mål.

Så er der selvfølgelig også de økonomiske aspekter. Zlatan er stor i Europa, men brandet Beckham bliver ikke større globalt. Hans tilstedeværelse i klubben vil løfte Paris Saint-Germains profil over hele verden i en periode, hvor klubbens ejere vil forsøge at gøre pariserne til en stor spiller i europæisk topfodbold.
 

Lewis Holtby til Spurs

Sandros skade tvang Tottenham til at købe Lewis Holtby i vinduet i stedet for at vente til sommeren, hvor man kunne have hentet ham gratis.

De to er meget forskellige spillere, men Holtby er ekstremt alsidig og giver Spurs masser af muligheder på midtbanen. I Schalke spillede han som offensiv midtbanespiller, hvor han lå og lurede bag den enlige angriber. Tidligere i karrieren lå han som en dyb midtbanespiller, og han er også blevet benyttet på fløjene.

Holtby fik sin debut fo Tottenham i foregårs, da London-klubben spillede 1-1 med Norwich, og hans energiske tilstedeværelse og gode pasningsspil vendte en kamp, som Spurs så ud til at være ved at tabe.

Alt tyder på, at Holtby er en virkelig klog signing fra Daniel Levy og Andre Villas-Boas' side. Ydermere kan han også prale af en fabelagtig halvt tysk/halvt scouse-accent, der får ham til at lyde som Joey Barton efter et skifte til Bundesligaen. What's not to like?
 

Philippe Coutinho til Liverpool

Liverpool har investeret meget i 20-årige Phillipe Coutinho, der har kostet næsten 75 millioner kroner at vriste fri fra Inter.

Coutinho tiltrak Liverpools opmærksomhed, da han var lånt ud til Espanyol, hvor han lavede hele fem mål i 16 kampe. Men hvad kan Liverpool-fans forvente af den unge spiller?

Han er lynhurtig og som tofodet kan han skabe problemer for forsvarsspillerne, der ikke aner, hvilken side han vil gå til. Coutinho har øje for det spektakulære, hvilket vi så i Espanyol.

Brendan Rodgers har bevist, at alder ikke er et problem for at komme ind på hans førstehold ved at forfremme en endnu yngre fyr som Raheem Sterling i denne sæson. Coutinho vil tids nok få chancen, men vil sandsynligvis blive en del af et rotationssystem, der involverer andre af Liverpools unge talenter, mens klubben forsøger at give ham tid til at vænne sig til de nye omgivelser.

Med spillere som Coutinho, Sterling og Sturridge er Rodgers ved at bygge et ungt hold med fremtiden for sig - bygget på talent og ekstrem hurtighed. Anfield kan blive et ganske særligt sted at se bold de kommende år.
 

Mario Balotelli til AC Milan

Engelske fodboldjournalisters tab er utvivlsomt en gevinst for deres italienske kolleger, nu hvor Mario Balotelli forlader Manchester City til fordel for AC Milan.

Det siger en hel del om Balotellis aftryk på Premier League, at de fleste brokker sig over tabet af Balotellis underholdende opførsel frem for hans præstationer på banen.

Balotelli viste kun i glimt sine evner i City, og Milan vil med sin investering håbe på mere stabilitet. Balotelli vil blive makker med det spændende unge talent Stephan El Shaarawy i Milans angreb. Han bliver et af de største navne på et hold, der er gået meget ned ad bakke de seneste år, og man har fornemmelsen af, at det vil passe bedre til hans temperament, end det nogensinde var tilfældet blandt Manchester Citys eller Inters stjerner.

Den italienske landsholdsspiller er nu i den klub, han altid har drømt om at spille for, og hvor han vil blive betragtet som spiller nummer ét. Der er ikke flere undskyldninger. Tiden er inde til at levere varen.