Europa rundt: Det lærte fodboldweekenden os


1. Monaco er allerede i krise

Efter sidste sæsons andenplads burde Monaco være den primære udfordrer til Paris Saint-Germain og en eksponent for toppen af fransk fodbold.

Indtil videre har der dog ikke været noget at juble over i fyrstendømmet. Med fyringen af Claudio Ranieri og ansættelsen af portugisiske Leonardo Jardim håbede den russiske ejer, Rybolovlev, at se et mere spektakulært Monaco-mandskab, der var parat til at sætte sit aftryk på Ligue 1 og Europa. James Rodriguez er solgt, men derudover ligner holdet sig selv.

Det er tidligt at drage konklusioner, men efter to kampe kan man konstatere, at Monaco har tabt på hjemmebane til Lorient (1-2), mens det søndag endte med en 1-4-lussing i Bordeaux. Ikke den bedste start.

Flere og flere kilder fortæller, at Falcao er på vej væk, og den dårlige start vil kun være med til at fremskynde colombianerens beslutning om at smutte. Umiddelbart er det svært for os at tro, at han skulle foretrække Serie A og Juventus frem for Premier League og Chelsea eller Liverpool - eller måske endda Real Madrid - hvad angår lønnen og turneringernes kvalitet.

2. Hvis man græder i Monaco, surmuler man i Marseille

Også Marcelo Bielsas eventyr på bænken i Marseille er begyndt skidt, selvom der som allerede nævnt kun er spillet to runder i den bedste franske række.

Efter debuten mod Bastia, hvor Marseille gav prøver på elendigt forsvarsspil og spillede 3-3, tabte den sydfranske storklub søndag på eget græs til Montpellier, der vandt 2-0 takket være mål af Mounier og Sanson.

Ét point i to kampe er utvivlsomt ikke den start, Marseilles mange tilhængere havde håbet og troet på, men man ved, at Bielsa har brug for tid til at indkorporere sine idéer og overbevise spillerne om sine taktiske tanker. Det er dog ikke sikkert, at det lykkes ham, inden ledelsen mister tålmodigheden.

3. Van Gaal har meget arbejde foran sig

Måske var det hele ikke David Moyes' skyld?

Efter lørdagens resultat på Old Trafford må man stille sig selv spørgsmålet. Manchester United med den hollandske frelser på bænken har imponeret i sommerens testkampe - ikke mindst med titlen i International Champions Cup i USA - men i premiererunden tabte The Red Devils 1-2 på hjemmebane til Swansea.

Van Gaal skiftede i løbet af kampen sin allerede klassiske 3-5-2 ud med en 4-4-2, som mindede om den, Moyes benyttede sig af. Rooneys udligningsmål kunne dog ikke redde dagen for hjemmeholdet.

Der er stadig meget arbejde at gøre i Manchester United, og det ved Van Gaal også godt.

4. Det ligner Milan fra sidste sæson

"Når ligaen begynder, vil vi være klar".

Det ser allerede ud til at være blevet Filippo Inzaghis mantra, som er blevet gentaget efter 1-5-nederlaget til Manchester City og efter 0-2-nederlaget til Liverpool. Søndag ramlede Rossoneri så ind i endnu et nederlag mod Valencia i Trofeo Naranja, men Pippo tager fortsat situationen med ophøjet ro.

I modsætning til i Monaco, Marseille og Manchester er der fortsat kun tale om testkampe, men der er ikke noget, der ser ud til at være ændret i Milan i forhold til sidste sæson. Træneren er ny, men spillerne begår de samme brølere i forsvaret, skaber ingenting, og på et givent tidspunkt i kampen lader milaneserne sig kontrollere af modstanderen.

Der er 12 dage, til Serie A skydes i gang, men allerede nu kan vi sige én ting: Den 18. august ligner Milan ikke et hold, der er klar til at spille med om Trofeo TIM.

5. Brandaos skalle

Ovenstående video siger alt, og der er egentlig ingen grund til at tilføje noget.

I pausen af opgøret PSG-Bastia står Bastia-angriberen Brandao, der tidligere har spillet i Marseille og St Etienne, og venter på Thiago Motta for at nikke ham en skalle - en skalle der brækker næsen på den italienske landsholdsmidtbanespiller.

Årsagen interesserer os ikke, og nu står Brandao til en lang karantæne. Parisernes præsident, Nasser Al Khelaifi, mener, at Brandao burde få en livstidskarantæne, mens de franske medier taler om en karantæne på to år. Der er næppe tvivl om, at Brandao ikke kommer til at spille kamp lige med det samme...