Europæisk fodboldopsummering: PSG og Barca sikrer sig mesterskaber


Frankrig

PSG beseglede endelig Ligue 1-titlen ved at slå Lyon på et mål fra Jeremy Menez (se video herunder). Dét resultat sikrede pariserne et forspring på syv point ned til Marseille (2-1-sejr hjemme mod Toulouse) med bare to runder tilbage at spille. Lyons nederlag giver Lille håb om Champions League: FC Københavns banemænd fra det nordlige Frankrig er kun tre point efter takket være ydmygelsen af Reims.


Spanien

Real Madrids 1-1-resultat mod Espanyol gav Barcelona mesterskabet i La Liga, før catalanernes kamp mod Atletico Madrid overhovedet var gået i gang. Radamel Falcaos åbningsmål så en overgang ud til at skulle spolere festen for Barcelona, men en Alexis Sanchez-kasse og et selvmål sørgede for en mere passende afslutning på kampen (se video herunder). Valencia hoppede forbi Real Sociedad i kampen om fjerdepladsen med en overbevisende sejr ude mod Rayo Vallecano, men La Real har chancen for at slå tilbage mod Granada mandag aften.


Italien

Juventus fik kun uafgjort mod Cagliari, men det betød ikke så meget, da Den Gamle Dame fejrede mesterskabet foran sit eget publikum hjemme i Torino (se video herunder). Derudover var der sejre til Napoli, Udinese og Lazio, mens Milan kun fik 0-0 hjemme mod Roma søndag aften. Sidstnævnte klub kan nu begynde at fokusere på den kommende Coppa Italia-finale mod lokalrivalerne fra Lazio.


Tyskland

Der var dømt målfest i Bundesligaen denne weekend: 38 af slagsen i ni kampe for at være helt nøjagtig. HSV og Mönchengladbach lavede fire hver mod henholdsvis Hoffenheim og Mainz, mens Bayern München og Bayer Leverkusen også vandt. Rundens bedste kamp blev spillet på Volkswagen Arena, hvor Wolfsburg og Dortmund præsterede i alt seks scoringer: