FA Cup'en er den sidste bastion for det romantiske aspekt af fodbolden


Der er tre ting i tilværelsen, som vi alle sammen har gjort os skyldige i. Nummer ét: Vi er alle dykket ned i affaldskurven efter ikke at have læst tilberedningsinstrukserne ordentligt, før vi åbnede pakken med mad. Nummer to: Vi rengør ikke skærmen på vores mobiltelefoner, men tørrer den i stedet af, så alt snavset havner det samme sted. Nummer tre: Vi romantiserer konstant vores barndom.

Jeg er ked af det, men Live & Kicking var ikke det bedste program, der nogensinde er sendt på britisk tv, slik var ikke en form af supermad, og skolesommerferien bød ikke på otte måneder med solskin og nyt legetøj. Rent faktisk var det eneste i løbet af vores opvækst, der var lige så godt, som vi husker det, FA Cup-finalen.

Du husker det, gør du ikke? Du hoppede ud af sengen med samme larmende vanvid, som man ellers kun oplever juleaften, hvorefter man mødes af charmen fra Des Lynam, fodboldens Aslan, live fra Wembley. Foran dig lå en hel dag med intet mindre en magisk tv: Ethvert dramatisk øjeblik fra de tidligere runder, massevis af personlige fortællinger om håb og ambitioner, de særlige jakkesæt og synet af London pakket ind i farver og solskin. Det føltes som en national helligdag.

Og musikken! Husker du musikken? Ligesom lyden af Slade på din radion ville begejstre dig i ugerne op til juelaften, så ville lyden af 11 tonedøve fodboldspillere, der synger hen over et karaokenummer, skubbe dig ind i det rette pokalfinalehumør flere uger i forvejen. Hvis du nogensinde har betvivlet eksistensen af pokalfeber, så husk på, at Gary Pallister har haft flere nummer ét-singler i Storbritannien end Led Zeppelin, Depeche Mode og The Who tilsammen.

Det var en form for skøn sygdom, der manifesterede sig i hver eneste runde i turneringen. Hold bestående af blikkenslagere og brandmænd fik en enkelt eftermiddag chancen for at teste sig selv mod verdens bedste spillere og måske få deres navne skrevet ind i fremtidens Wikipedia-artikler. Det gav de tilhængere, der af den ene eller anden grund ikke havde sæsonkort, mulighed for at sige "jeg var der dengang da...".

I dag kan vi imidlertid næsten ikke se et program med højdepunkter uden at høre, hvordan turnering har mistet sin gnist. Tag nu for eksempel sidste års finale. Det, der engang var en af de største begivenheder i fodboldverdenen, faldt sammen med en normal Premier League-weekend, så det engelske landshold kunne få mere tid til at forberede sig til en venskabskamp mod Norge.

Jeg giver dig lige to sekunder til at tænke over det...

Holdene er ganske enkelt ikke interesseret, får vi at vide, og hvem kan klandre dem? Fra tredje runde til finalen samlede sidste sæsons vindere, Chelsea, hvad der svarer til 18 millioner kroner ind i præmiepenge - nogenlunde det samme, som Blackburn fik for sin placering som nummer 19 i Premier League. Det er ikke en stor pengemaskine, og klubberne er så afhængige af de lukrative ligaplaceringer, at pokalturneringen er gået fra at være en prioritet til en økonomisk risiko. Du kan måske slutte som nummer otte med et hold af friske spillere, så hvorfor skulle du risikere deres helbred i pokalturneringen, når det at falde et par placeringer ned i ligaen vil koste dig det dobbelte af, hvad du kan vinde på pokalen?

Det er fuldstændig forudsigeligt. Premier Leagues selvudnævnte "top-7" (det er Manchester United, City, Arsenal, Chelsea, Liverpool, Tottenham og Everton, hvis nu du skulle være i tvivl) får det, som de vil have det. Tilfældigvis er det også holdene med de bredeste trupper og de bedste ungdomsafdelinger. Ja ok, der var også Portsmouth, men jeg spekulerer på, hvor mange af de 9000, der så holdet tabe på hjemmebane til Hartlepool i weekenden, som er af den overbevisning, at klubbens katastrofale pengeforbrug var det hele værd, når nu bare de fik muligheden for at se deres hold vinde det første større trofæ siden 1950.

Faktisk vil jeg vædde på, at det er en ret stor del af dem. I weekenden blev Luton det første non-league-hold, der slog et hold fra den bedste række siden 1989. I realiteten er det blot historien om endnu en mindre klub, der står foran et finansielt sammenbrud, og som får et godt resultat mod et hold bestående af Premier League-reserver. De få tusind kroner, som holdet har fået i præmiepenge, kunne nok have sikret et nyt gulv i omklædningsrummets brusekabine, mens Norwich-spilleren hver og én brugte det samme beløb på importerede designmøbler for at opmuntre sig selv.

Men tror du, at en eneste af Luton-tilhængerne bekymrede sig om det, da Scott Rendell tog fusen på sin direkte modspiller og scorede sejrsmålet i det 80. minut? Da de så Steven Gerrard og Luis Suarez traske triste fra banen søndag, tror du så, at Oldhams tilhængere kunne huske, at deres hold reelt set var gået noget nær fallit? Og mens store dele af Leeds' rejsende tilhængere stadig kan huske ture til Camp Nou, tror du så, at Ross McCormacks sejrsmål blev mødt med noget som helst andet end hysterisk jubel?

Måske har FA Cup'en mistet noget, men med tanke på den groteske økonomiske ulighed i de forskellige ender af de engelske rækker og på trods af den dræbende pengestruktur i ligasystemet får vi alligevel hvert eneste år disse once-in-a-lifetime-øjeblikke. Pokalfodbold er stadig tilhængernes fredede domæne. Så længe vi vælger den søde og naive jagt på glæde og afviser virkelighedens kynisme, så vil FA Cup'en fortsat byde os på sin uforudsigelige skønhed. Ligesom enhver stor romance.


Klik her for at læse flere artikler fra Adam.