Fra en professionel synsvinkel: Radamel Falcao kan være den bedste angriber nogensinde


Jeg troede aldrig, jeg skulle opleve en mere komplet nummer ni end Ronaldo. I hvert fald ikke før vi alle bliver suget ind i galaksens ækle sorte hul i morgen, når verden går under.

Før overvægten, da han var i sit es, var brasilianeren en fuldstændig uimodståelig kraft. Som tofodet, målsulten troldmand med Herkules' styrke var han lige så frygtet af sine kommende modstandere som de stakkels, forskræmte sværvægtsboksere, der på grusom vis blev kastet ind i ringen mod den reelt set skræmmende Mike Tyson i slutningen af 80'erne.

Ronaldo var utvivlsomt den bedste spydspids, jeg nogensinde har set.

Det vil sige, indtil Radamel Falcao kom forbi.

Efter at være tørnet ud for River Plate, FC Porto og pt. Atletico Madrid venter den 26-årige colombianer fortsat tålmodigt på at få chancen for at vise sig frem på fodboldens største scene.

Et hattrick mod Chelsea i Uefa's Super Cup, dødbringende imponerende matchwinner-præstationer i de seneste to Europa League-finaler, en scoringsprocent, der ville få 99.9 pct. af hans angrebskolleger til at rødme samt femmålsopvisningen mod Deportivo La Coruña har sikret, at han ikke kommer til at vente meget længere.

Med en frikøbsklausul på knap 450 millioner kroner ville de fleste spillere i den spanske hovedstad nok holde sig for gode til at holde øje med huspriserne i London, Manchester eller Paris. Det gælder ikke for ham. Skabt til at afskrække eventuelle købere er der imidlertid tale om et prisskilt, der knap nok bliver registreret af hans bejlere. Vinderen vil være klar til at betale endnu mere, hvis det er det, der skal til.

Men hvad er det, der gør Falcao så speciel? Lad os kigge nærmere på ham...

Som enhver ægte nummer ni er han stenhård. Lige under 1.80 er Falcao ikke fysisk skræmmende, men hans styrke og det, at han nægter at blibve skubbet rundt med, skaber en illusion af, at han er større.

Han er også i besiddelse af noget, som mange moderne angribere ikke har: en fodboldhjerne. Forsvarsspillerne får sjældent tid til at puste ud, eftersom han konstant lurer på at skabe det vigtige forspring på en eller to meter med hurtige og intelligente løb.

Colombianeren er også overraskende let til bens. Med sit silkebløde touch kan han vende og dreje sine oppassere, så de skal slå knuder på sig selv. Det ved Chelsea alt om.

Og så er der målene. Indersider, hovedstød, højre fod, venstre fod, langskud, skruebolde, dødbolde - og masser af hans varemærkescoringer: lobbet. Falcao kan score på alle tænkelige måder, og netop på grund af sin evne til at slå til når som helst har givet ham øgenavnet "El Tigre" hjemme i Colombia.

Hvor ender han?

Kun fire klubber har råd til ham: Chelsea, Manchester City, Paris St-Germain og Real Madrid.

Han ønsker at spille i en stor liga, hvilket sandsynligvis udelukker Carlo Ancelotti og pariserne. Og Zlatan Ibrahimovic vil næppe finde sig i at spille andenviolin med en bedre spiller.

Real Madrid bør være i pole-position. Dermed skal han ikke rykke familiens teltpæle op, og enhver tidligere Porto-spiller vil gribe enhver chance for at komme til at arbejde sammen med Jose Mourinho. Problemet ser ud til at være The Special Ones sandsynlige exit fra kongeklubben samt den frustration et sådan skifte vil skabe blandt Atleticos tilhængere i den spanske hovedstad.

Manchester City har i øjeblikket for mange angribere/spillere. Roberto Mancini tøver med at sælge en af sine fire store, og mens Fifa's fairplay-regler lurer i baggrunden, har klubben næppe råd til at hente en spiller, der skal have omkring to millioner kroner om ugen, uden at miste en spiller eller to, som de ikke ønsker at miste.

Det efterlader Chelsea som den mest desperate blandt Falcaos beundrere. London-klubben kan bruge Fernando Torres som lokkemad (hvilket for de fleste klubber med undtagelse af Atletico ville være uspiseligt), klubben kan betale hans løn, tilbyde ham et hjem i London, og med en vis sikkerhed kan de udnævne ham til at være holdets stjernespiller nummer ét.

Jeg tror, han ender i Chelsea.

Med en leveringskæde, der tæller Juan Mata, Eden Hazard og min personlige favorit Oscar, vil colombianeren - der som 26-årig nærmer sig sit karrieremæssige højdepunkt - banke et latterligt stort antal kasser ind i Premier League. Der er tale om et land, der ikke har store evner inden for det at forsvare, så hvorfor skulle han ikke det?

Dennis Bergkamp og Thierry Henry ændrede Arsenal, Eric Cantona var yderst indflydelsesrig på Old Trafford, mens navne som Zola og Drogba har været synonym med revolutionerne i Chelsea. Det bliver anderledes, når Falcao ankommer til Stamford Bridge.

Sydamerikaneren er en spiller, der ændrer spillets gang - den største forward i verden. Og han bliver endnu bedre.

Her er tale om en spiller, der sammen med mere defensivt orienterede nyankomne vil være i stand til at hjælpe med at omforme Chelsea til den globalt set dominerende klub, som Roman Abramovich fortsat drister sig til at drømme om.

For de af os, der ikke holder med The Blues, virker verdens undergang, der er lige om hjørnet, ikke som så dårlig en idé endda, vel?

Klik her for at læse mere fra den tidligere Arsenal-midtbanespiller Adrian Clarke.